Med en særlig anlægslov vil kulturministeren tromle hen over de helt berettigede faglige indvendinger og klager fra engagerede borgere, der har været over det planlagte, monstrøse nybyggeri på Nyborg Slot, som vil udviske slottets originale udtryk.

Det var en glædens dag, da Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2020 gav en række kulturarvsforeninger medhold i, at det planlagte, voldsomme nybyggeri på Nyborg Slot var i afgørende modstrid med fredningsbestemmelserne for slottet, og at projektet bl.a. ville påføre fortidsmindet uoprettelig skade og ville medføre en markant visuel påvirkning af oplevelsen af slottet.

Det var den rigtige afgørelse, for det var og er et voldsomt og grænseoverskridende projekt, som efter planerne skulle pakke slottets bevarede kongefløj ind i moderne “formidlingsbyggeri”, som fra tre sider og nede fra Nyborgs centrum ødelægger udsynet til Kongefløjen. Samtidig bygger man nye mure direkte oven på eksisterende historisk murværk og borer betonfundamenter og pæle ned i ruinrester på slotsbanken, en fremgangsmåde, som normalt ville være fuldkommen uhørt.

Men projektet var dårligt tænkt fra begyndelsen, og der er andre og bedre måder at formidle historien på, som man med succes har gjort det med borgruiner andre steder i landet.

Man skal ikke spolere kulturarven i sin iver for at formidle den, og folk kommer ikke til Nyborg for at se moderne formidlingsbyggeri, der ligner masser af andet offentligt byggeri for tiden.

Folk kommer for at se og opleve den bevarede historie, hvor Kongefløjen naturligvis fortsat skal spille hovedrollen og ikke reduceres til en baggårdsbygning, når man har passeret de flotte plancher, cafeteriet og museumsbutikken.

Det gennemført dårlige projekt har siden ligget i dvale i flere år, men hvis det står til kulturministeren og to fonde, der ellers burde vide bedre, så skal det nu gennemføres alligevel.

Og da det åbenlyst strider imod fredningsbestemmelserne, så bliver man nødt til at lave en særlov, som kan køre de relevante faglige indvendinger og klageadgangen for engagerede og vidende borgere fuldstændig over. Det skaber en ekstremt problematisk præcedens for dansk kulturarv, at man på den måde er villig til at tillade et projekt, uanset hvor uheldigt det er, og hvor mange normale retningslinjer man overtræder.

Det er statsautoriseret hærværk, og man må håbe, at Folketingets partier vil besinde sig, når anlægsloven kommer til behandling.

Der er al mulig grund til at fortælle Nyborg Slots og den danmarkshistorie, hvor slottet har spillet en væsentlig rolle, tydeligere og på en mere opdateret måde.

Men behøver det gå så hårdt ud over det, vi har i forvejen? På Hammershus, en andet af Danmarks absolutte topseværdigheder fra Middelalderen, har man netop valgt at gå den modsatte vej.

Her er for få år siden indviet et nyt formidlingscenter, der er lagt diskret ind i klippen neden for slottet. Her kunne man i princippet også have knaldet et moderne formidlingscenter ned oven i ruinerne, men har altså klogelig valgt at lade dem føre ordet og lade vores tids udtryk underordne sig det historiske, som jo, når alt kommer til alt, er det, det hele handler om – eller bør handle om.

Det samme gælder Vordingborg Slotsruin, som ligeledes har spillet en central rolle i danmarkshistorien, og som efter omfattende udgravninger og restaureringer i de senere år nu bliver fint formidlet uden at overskygge de bevarede dele af slottet, som det nu desværre er planen at gøre i Nyborg.

I Nyborg vil de – som alle andre byer – gerne være unikke og have en fantastisk seværdighed ud af deres gamle, lidt støvede slot. Det kan man jo sagtens forstå, men det planlagte byggeri vil formentlig medføre det modsatte; slottet bliver ordinært, fordi dets historie og egen arkitektur udviskes til fordel for et moderne udtryk, der i og for sig ligner noget, man kan se i hver eller hver anden provinsby.

Tegningerne af det ”nye” Nyborg Slot er hårrejsende for enhver, der holder af bygningshistorie. Det er synd for Nyborg Slot, og det er synd for os alle sammen, fordi vi mister et autentisk historisk udtryk af betydelig ælde.

Man håber i Nyborg naturligvis, at nybyggeriet vil øge slottets besøgstal markant, men det bliver nok mest af gæster, der vil gyse over, hvordan man har kunnet finde på at ødelægge sin egen kulturarv i dette land.


QOSHE - Der bliver begået statsautoriseret hærværk mod Nyborg Slot - Nikolaj Bøgh
menu_open
Columnists Actual . Favourites . Archive
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close
Aa Aa Aa
- A +

Der bliver begået statsautoriseret hærværk mod Nyborg Slot

39 12
08.05.2024

Med en særlig anlægslov vil kulturministeren tromle hen over de helt berettigede faglige indvendinger og klager fra engagerede borgere, der har været over det planlagte, monstrøse nybyggeri på Nyborg Slot, som vil udviske slottets originale udtryk.

Det var en glædens dag, da Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2020 gav en række kulturarvsforeninger medhold i, at det planlagte, voldsomme nybyggeri på Nyborg Slot var i afgørende modstrid med fredningsbestemmelserne for slottet, og at projektet bl.a. ville påføre fortidsmindet uoprettelig skade og ville medføre en markant visuel påvirkning af oplevelsen af slottet.

Det var den rigtige afgørelse, for det var og er et voldsomt og grænseoverskridende projekt, som efter planerne skulle pakke slottets bevarede kongefløj ind i moderne “formidlingsbyggeri”, som fra tre sider og nede fra Nyborgs centrum ødelægger udsynet til Kongefløjen. Samtidig bygger man nye mure direkte oven på eksisterende historisk murværk og borer betonfundamenter og pæle ned i ruinrester på slotsbanken, en fremgangsmåde, som normalt ville være fuldkommen........

© Jyllands-Posten


Get it on Google Play