Israel-Hamas.
Du har sikkert bemærket, kære nyhedsbrevlæser, at krigen ikke alene er en militær konfrontation i Mellemøsten. Den består også af en informationskrig, en nyhedskrig og en debatkrig, også i vores midte her i Danmark, heldigvis i langt de fleste tilfælde på ord, men dog ofte ord af en beskaffenhed, hvis skarphed og aggression vi sjældent har set.
Jeg har været journalist i mere end 30 år, og jeg tror ikke, jeg har oplevet et emne så kløvende. Det skulle lige være flygtningekrisen i 2015. Men måske var det dengang endda ikke helt så udtalt som nu.
Stort set hver søndag går palæstinensisk-venlige demonstranter på gaden i København med Palæstina-flag og kampråb som »from the river to the sea«, der som minimum spiller på ønsket om at se den israelske stat udslettet. De første er nu sigtet for terrorstøtte.
Islamistiske organisationer som Hizb-ut-Tahrir, der ønsker kalifatet indført, er drivende for en væsentlig del af pro-Palæstina-opinionen. Selv fik jeg forleden dette flyveblad i postkassen, håndomdelt i kvarteret:
Foto: Tom Jensen.
Og ja, der er givetvis også folk på den anden side af denne debat, som indtager ekstreme synspunkter og er ligeglade med, at tusinder af mennesker i Gaza i de seneste uger har mistet livet.
Nu er der indgået aftale om en midlertidig våbenhvile og udveksling af gidsler og fanger mellem Israel og Hamas. Det er et skridt fremad i konflikten, omend et mindre og usikkert. Men det er en god lejlighed til, mens våbnene forhåbentlig i disse døgn ikke taler, til at gøre status over den voldsomme splittelse, krigen har sået ikke blot i Mellemøsten.
Derfor bruger jeg mit nyhedsbrev i denne uge på at tegne nogle linjer op, som forhåbentlig kan bidrage på fornuftig vis til den indtil videre så uforsonlige diskussion. Det bliver lidt længere end vanligt. Beklager.
Jeg gør det på en lidt anden måde, end jeg plejer. Jeg oplister nogle pointer, jeg selv har gjort mig siden 7. oktober. Det sker helt åbenlyst ud fra en position, hvor jeg sympatiserer med staten Israels fortsatte eksistens. Og dermed ret til at forsvare sig. Så er det deklareret, og så kan du jo trykprøve dem på dig selv og eventuelt nogle andre og se, om du står samme sted – eller ikke.
Begge dele er naturligvis helt i sin orden.
Ødelæggelser efter Hamas' terrorangreb på Supernova-festivalen i det sydlige Israel 7. oktober. Flere end 200 døde. Fold sammen
Læs mere Foto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix.
Pointe 1: Hamas er en terrororganisation. Folk der påstår noget andet, tager fejl. Og det skyldes ikke alene, at Hamas står på EUs og USAs terrorliste. Det skyldes også, at organisationen faktuelt set har benyttet sig af terrorangreb over de seneste årtier. Det største og det værste fandt sted 7. oktober, hvor omkring 1.200 israelere blev brutalt myrdet. Hamas gik direkte efter civile. Den slags er terror.
Pointe 2: Erkendelsen af ovenstående betyder ikke, at man ikke kan være bestyrtet over de adskillige tusind dræbte i Gaza sidenhen. Tværtimod. Det er en tragedie, som har udspillet sig i de seneste uger, og det er en opgave for det internationale samfund at holde Israel fast på, at reaktionen på Hamas’ terror foregår med respekt for krigens love og med det mål for øje at ramme så få civile som muligt.
Også fordi man mere kynisk kan have en grum mistanke om, at Israel ved en for brutal adfærd kan ende med at spille Hamas' spil og agere præcis efter terrororganisationens strategiske planer.
Det ændrer ikke ved, at der er forskel på at gå direkte efter at myrde civile – og gennemføre et militært angreb, som desværre også medfører civile tab. Det ene er de facto terror. Det er det andet ikke.
Palæstinensere går omkring efter et israelsk angreb i Jabalia-flygtningelejren i det nordlige Gaza. Fold sammen
Læs mere Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix.
Pointe 3: Spørgsmålet står tilbage, hvem der bærer hovedansvaret for de mange civile tab i Gaza. Det er klart, at det er Israel, der efter 7. oktober har modangrebet – med det udtalte formål at udslette Hamas som organisation, eller i det mindste evnen til at angribe Israel.
Men kan man tildele Israel hele ansvaret, eller blot hovedansvaret, for de civile tab i Gaza, samtidig med at man godt ved, at Hamas bruger civile som skjold, herunder børn, og grupperer sig militært omkring for eksempel hospitaler og andre institutioner, hvor man udmærket ved, at uskyldige vil komme til at lade livet, hvis Israel angriber?
Det giver jo ikke mening.
Reelt har Hamas jo ikke alene gidseltaget omkring 200 israelere, men også store dele af sin egen befolkning i Gaza, og hvem bebrejder man, når en gidseltager holder et uskyldigt barn mod sig og truer med at dræbe det, hvis politiet kommer nærmere? Tænk det lige igennem, for billedet er ikke upræcist.
Pointe 4: Hamas har taget gidsler i Israel og bragt dem med ind i Gaza. Herunder, siger Israel, på de hospitaler, hvor kampe de senere dage er foregået. Opmærksomheden på gidslerne kan godt forsvinde midt i så blodig en krig, som vi ser nu, men de er jo en del af det samlede billede. Og en årsag til Israels svar. Heldigvis synes der nu at være bevægelse i forhold til at få gidslerne løsladt med den indgåede midlertidige aftale om kamppause og gidselløsladelse mellem Israel og Hamas.
Pointe 5: De fleste, som godt ved, at Hamas er en terrororganisation, men ikke køber de vanvittige og grundløse anklager om et israelsk folkemord, er i stand til alligevel at se kritisk på Israel. Endog meget kritisk.
Det gælder også mig selv.
Jeg håber, Benjamin Netanyahus tid som israelsk leder snart må være ovre – og vel at mærke at den gøres forbi ad demokratisk vej. Jeg mener Israels bosætterpolitik over de seneste 20 år er stærkt kritisabel.
Jeg finder, at særligt Netanyahu-regeringernes tilgang til samlivet med palæstinenserne i virkeligheden nu har vist sig at give bagslag, også for Israel selv. Man har bidraget til at fodre det islamistiske monster, der nu truer fra både syd, nord og øst. Og der har været meldinger fra den israelske regering under den igangværende krig, som også er helt uacceptable.
Benjamin Netanyahu har ikke sørget for sit eget folks sikkerhed. Han må gerne blive demokratisk væltet inden længe. Fold sammen
Læs mere Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.
Pointe 6: »From the river to the sea«-slagordet er egentlig ganske afslørende. For hvad er endemålet egentlig, uanset om man hælder til at sympatisere med Israel eller palæstinenserne i den igangværende krig?
Selv er jeg tilhænger af en tostatsløsning. Det vil sige principiel tilhænger af en form for palæstinensisk statsdannelse. Det er i virkeligheden herpå, jeg synes, man kan skelne ekstremister fra moderate: Hvorvidt man tilstår begge parter en fremtid i området – eller ej.
Men jeg forstår også, at Hamas’ terrorangreb 7. oktober ikke bragte visionen om fredelig sameksistens nærmere virkeliggørelse, tværtimod. For kan man fortænke israelerne i at overveje, hvad det er for en stat, de ville komme til at leve side om side med?
Israel har fra starten været omgivet af magter, der ønskede landet fjernet fra landkortet. Kan man bebrejde nogle kræfter i Israel for at tænke, at en palæstinensisk stat ville være at formalisere kravet om Israels udslettelse?
Ikke desto mindre er en sådan statsløsning også for mange Israel-sympatisører det principielle mål. Mens jeg har lidt sværere ved at se, at mange af de mennesker, der eksempelvis befolker Københavns gader under Palæstina-demo’erne, synes at have noget dybfølt ønske om en fortsat israelsk stat, for ikke at tale om en fremtid for den jødiske befolkning i området.
Pointe 7: Det er rigtigt, at krigen mellem Israel og Hamas ikke startede 7. oktober. Der er 75 års forhistorie. Men det retfærdiggør på ingen måde terrorangrebet mod israelerne. At acceptere tankegangen om terrorens retfærdiggørelse kan kun ske, hvis man totalt har mistet sit moralske kompas.
For nu at gribe tilbage til forrige pointe om tostatsløsningen: Det er en del af denne lange, lidelsesfulde og blodige historie, at palæstinenserne flere gange har sagt nej til en stat, da de havde muligheden for at få den. Eksempelvis under Camp David-forhandlingerne i 2000. Det synes alt for mange at glemme – alt for ofte.
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er ganske rigtigt mere end 75 år gammel. Her kæmper soldater fra Arab Legion mod jødiske styrker i Øst-Jerusalem i marts 1948. Fold sammen
Læs mere Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix.
Pointe 8: Jeg er med på, at de 75 års historie også gemmer på en palæstinensisk lidelsesfortælling af betragtelige dimensioner. Indbefattende en israelsk besættelse af Vestbredden og alt for mange palæstinensiske familier med en livslang og efterhånden nedarvet skæbne som flygtninge.
Det tror jeg intet menneske med sin fornuft i behold vil fornægte.
Men det ændrer bare ikke på, at historien indtil videre også er endt med, at Gaza er under kontrol af en islamistisk, undertrykkende terrorbevægelse, mens Vestbredden kontrolleres af en korrupt, dysfunktionel, legitimitetsløs organisation uden nogen fremtid.
Selvfølgelig kan man ikke sætte lighedstegn mellem Hamas-terrorgruppen og alle palæstinensere. Det vil ingen ordentlige mennesker påstå. Man har imidlertid som folk et ansvar for, hvem man gør til sine ledere og ledestjerner.
Det gælder israelerne. Det gælder altså også palæstinenserne, omend de sidste betegnende nok for Gazas vedkommende ikke har fået lov til at stemme ved demokratiske valg i snart to årtier.
Pointe 9: Israel er en terrorstat, lyder det. Israel er en apartheidstat, lyder det. Man kan som sagt, og med rette, kritisere Israel for meget. Herunder for bosætterpolitikken og for menneskerettighedsproblemer ikke mindst på Vestbredden, men også i selve Israel.
Men hvis man tilstår Israel en fremtidig eksistens, nytter det ikke at slynge om sig med begreber som apartheid og folkedrab i relation til det, der stadig – trods Netanyahu-regeringernes mere og mere autoritære træk – er regionens eneste regulære demokrati.
Der bor eksempelvis rigtig mange arabere/palæstinensere i selve Israel. Deres forhold skal ikke unddrage sig omverdenens kritik af Israel, men deres situation er dog uden sammenligning med de forhold, palæstinensere lever under i for eksempel Gaza.
Pointe 10: Kravet lyder, herunder til diverse demonstrationer, om en øjeblikkelig permanent våbenhvile. Nu kommer der en pause på foreløbige fire dage, måske længere, og jeg synes, det er påkrævet med en dialog mellem de dele af det internationale samfund, der definerer sig selv som Israels venner, og den israelske regering om, hvordan man tilrettelægger operationen i Gaza, så der bliver pauser, hvor humanitær hjælp og assistance kan komme ind, og at krigen foregår på en måde, som ikke afstedkommer for stor lidelse og død blandt civile.
Det er også en vigtig overvejelse, om Israel ved en for hårdhændet fremfærd risikerer at tabe krigen om omdømmet i det internationale samfund. Men overvej omvendt, hvad en total og permanent våbenhvile ville betyde?
Den ville sikre, at Hamas kan regruppere og agere videre som terrororganisation. Vil det gøre noget godt for nogen? For Israel? For befolkningen i Gaza?
Pointe 11: Man er nødt til også at tage de storpolitiske briller på. Hvorfor sker det her nu? Hamas angreb Israel kom præcis, som Israel var i færd med at udbygge freds- og normaliseringsaftalerne med flere større arabiske lande. Nationer der står i et modsætningsforhold til det Iran, som støtter både Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon.
Som sagt har det været et livsvilkår for Israel siden statens dannelse i 1948 at være omgivet af kræfter, der ønskede Israel udslettet. Det er stadig et vilkår.
Jeg tror, det er svært for os, der lever og er vokset op i Danmark, at sætte os ind i, hvad dette livsvilkår betyder.
Det er før lykkedes israelere og palæstinensere at overvinde selv de største modsætningsforhold og niveauer af gensidig mistillid for i stedet at sætte gang i processer, der skulle lede til fred. Som det skete med Oslo-processerne i 1993. De førte ikke til det ønskede resultat. Og følgen af Hamas' terrorangreb 7. oktober er nok desværre, at det bliver en både tornefyldt, snoet og langvarig vej frem mod noget, der minder om en fredsproces igen.
PLOs leder Yasser Arafat giver hånd til Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin i Washington, D.C., mens USAs præsident Bill Clinton ser på. Det var et led i Oslo-fredsprocesserne i 1993. De førte ikke til noget. Og der er desværre nu lang vej tilbage til noget lignende. Fold sammen
Læs mere Foto: Gary Hershorn/Reuters/Ritzau Scanpix.
Pointe 12: Man må mene om denne konflikt præcis, hvad man vil. Personligt går jeg hverken ind for massedeportationer af muslimer eller begrænsninger af nogens ytringsfrihed.
Jeg mener, man bør gribe ind og straffe støtte til terror.
Og jeg mener, vi som samfund må bekymre os om den radikalisering, der er foregået i nogle muslimske miljøer i Danmark i disse uger og måneder.
Ligesom jeg mener, man må kaste et kritisk blik på den alliance mellem dele af venstrefløjen og islamismen, som også ser ud til at være befæstet af det, der er sket siden 7. oktober.
Det er hverken udtryk for islamofobi eller had. Det er at varetage vores eget lands vel og det hensyn, at krigen i Mellemøsten ikke må blive til noget, der minder om en krig i vores midte.
Det skal blandt andet sikres ved at tale og skrive om, hvad vi mener, på en måde som får nogle nuancer med.
Jeg håber at have givet et bidrag her, mens vi ser, hvordan pausen og gidselfrisættelsen forløber.
Jeg bruger jo altid mit nyhedsbrev til også at gøre reklame for nogle af de andre gode ting, Berlingske har til dig, og i denne uge vil jeg være skamløst kommerciel.
For det er black friday på fredag, og det betyder, at også Berlingske har et godt tilbud til dig, hvis du ikke allerede er abonnent, eller dine venner og familie, hvis de ikke er det.
Du kan således få et introduktionstilbud på Berlingske for 365 kroner for 365 dage. Altså et helt år, inden du så overgår til almindelige abonnementsvilkår. Der er tale om et digitalt plusabonnement, som altså også giver adgang til for eksempel Berlingske e-avis.
Læs mere om tilbuddet her.
Tilbage er kun ugens sang, og den var svær i denne omgang. For hvordan skal man dog finde apropos-musik til en så voldsom og deprimerende konflikt som den, der lige nu pågår i Israel og Gaza?
Så jeg gav op, og i stedet får du en sang, som anslår et eksistentielt, men mol-draperet tema, der angår os alle. Uanset, hvem vi er. Og hvad vi måtte mene.
Nick Drake, med andre ord. »Way To Blue«. Fra albummet »Five Leaves Left« (1969).
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Nikkei Editorial
Ali Fathollah-Nejad
Rami G Khouri
visit website
