DET ER I DAG to-året for Putins overfald på Ukraine. Og syv ud af ti danskere ønsker, at de vestlige lande donerer flere våben, end de hidtil har gjort. Kun én ud af ti er imod. I Danmark bakker vi mere end nogensinde op, ifølge en ny Megafon-måling for TV 2 og Politiken. Ukraines krig mod Rusland er også vores krig.

Problemet er imidlertid, at vi hermed står og stirrer direkte ned i bunden af den gode viljes fallit. Dernede, hvor det runger hult af tømte ammunitionslagre. Dernede, hvor der står en jernduft af rustne våben. Og man aner et aftryk i madrassen af tornerosesøvn. Europa og Danmark er en mand, der er vågnet ved at falde ud af sengen. I årtier har vi sluttet, at krig var noget skidt, hvorfor militær måtte være det samme. Og hvorfor det eneste rette måtte være at nedruste.

VLADIMIR Putins invasion har flået sløret af flere års selvgodhed. Falske fredsforhåbninger, enfoldig pacifisme og naiv undvigeadfærd ligger blottet.

USA ser ikke ud til at ville hjælpe mere. Den europæiske vrangvillighed med i årtier ikke at betale sit fulde Nato-kontingent og bare tøjre optimistjollen til det store amerikanske hangarskib står lige nu med en kappet trodse. Og selv med den mest indædte oprustning og optimisme kan Europa først sende afgørende militær støtte i 2025. Her kan det være for sent.

Så når statsminister Mette Frederiksen (S) står i Lviv i Ukraine og lægger blomster og forsikrer ukrainerne om, at vi garanterer militær og civil støtte de næste ti år, er det som at love et hus, hvor man som bevis på gode intentioner overdrager tegningerne.

NU TALER regeringen om at fremskynde investeringer i Forsvaret. Hvilket lyder aktivt, men blot understreger års forsømmelse og en evig hændervridende dansk indstilling af højlydt tale og lav action. Det såkaldte ’sikkerhedstilsagn’ til Ukraine er heller ikke mere sikkert, end at det kan opsiges med et halvt års varsel. Og man får en fornemmelse af, at danske tilsagn om at sende militærhjælp i virkeligheden er en djøf-øvelse, hvor samtlige teskeer fra kasernernes officersmesser er medregnet.

Det er prisværdigt, at Danmarks statsminister – selvom det kommer lidt sent – råber sig selv og Europa op angående Ukraine i disse dage. Og som hun selv sagde for knap to år siden: - Natten til 24. februar 2022 blev Europa og verden for evigt forandret.

METTE Frederiksen bør tage opbakningen til Ukraine fra den danske befolkning som et tvunget opdrag til at kaste meget mere ind i militærhjælpen. Danskerne ved, at Putin ikke stopper, ikke kan tales med og ikke bør slippe godt fra sin forbrydelse.