VI SKAL STÅ i forreste række. Ingen skal være mere på Ukraines side og imod Putins Rusland end Danmark.

Det er, hvad vi hele tiden har fået at vide af regeringen. Det er, hvad Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), ufortrødent har hævdet.

Det er bare ikke, hvad hendes udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, virker efter. Jyllands-Posten har nu afsløret, at Løkke har underkendt en indstilling fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om at sortliste Den Russisk Ortodokse Kirke (Moskvapatriarkatet), som er Putins forlængede religiøse arm og står bag flere ortodokse kirker i Danmark.

Hvorfor er vi ikke overraskede?

STOL PÅ LARS Løkke, når det gælder at sælge ud af danske værdier. Moderaternes leder var efter sigende idémand bag koranloven. 'Pragmatisme', lyder udenrigsministerens ofte gentagne omkvæd. En slet skjult eufemisme for, at Løkke finder det ubekvemt at rejse rundt og stå på mål for de besværlige danske frihedsrettigheder. Hvorfor Danmark pludselig gør knæfald for mullaher og islamister.

Stol på Lars Løkke, når det gælder at gå ud over sine beføjelser i en grad, så man kan blive helt i tvivl om, hvorvidt det er statsministeren, der bestemmer over udenrigsministeren, eller det er omvendt. Vi så det, da han pludselig mere eller mindre udnævnte sig selv til havvindmølle-minister med mistænkelig fortid som lobbyist for interesserne heri.

HVILKEN ’pragmatisme’, Løkke lægger til grund for at annullere Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremismes særdeles rimelige – og med regeringens officielle russerpolitiks fuldt ud samstemmende – udspil om at sortliste religiøse russerpenge til den ortodokse kirke i Danmark, synes uafklaret. Ortodokse troende kan f.eks. sagtens praktisere deres tro alligevel.

Vi hælder til den forklaring, vi altid anfører om Lars Løkkes virke, at det ikke er dansk politik, der har brug for Løkke - det er omvendt. Men hvordan denne veldokumenterede lovmæssighed er bragt i anvendelse her, synes alligevel uudgrundeligt.

Vi har som sagt fået at vide, at Danmark skal sanktionere bukserne af russerne, til de sander den nøgne kendsgerning, at vi ikke vil have noget som helst med dem at gøre, før de har forladt ukrainsk jord. Vi vil ikke finde os i det, har det lydt.

VIL REGERINGEN i almindelighed og udenrigsministeren i særdeleshed forklare denne åbenlyse undtagelse fra en regel, der ellers er bred politisk såvel som folkelig opbakning til?

Det ligner ikke forreste række, det der.