Indkomst-skattelettelser letter stort set ikke presset på arbejdsmarkedet. Ved de egentlig, hvad de taler om, når det gælder økonomi?

Regeringen bekendtgjorde i begyndelsen af november, at der fra 2026 vil blive gennemført skattelettelser på 10 mia. kr. ved dels at øge beskæftigelsesfradraget og dels at halvere topskatten fra 15 pct. til 7½ pct. for omkring halvdelen af de, der rammes af topskat, idet der dog samtidig bliver indført en top-top skat på 5 pct. for indkomster over 2½ mia. kr.

Alt efter stillingsgruppe, indkomst m.m. skulle det øge den disponible årsindkomst med mellem 2.700 kr. og 8.800 kr., ligesom enlige forsørgere – grundet et forhøjet beskæftigelsesfradrag – skulle få øget den disponible årsindkomst med 8.000 kr.

Disse skattelettelser skulle samtidig betyde, at arbejdsudbuddet i 2030 skulle forøges med 5.150 opgjort på helårsbasis.

Når jeg fulgte debatten i medierne, kunne jeg ikke undgå at blive forbavset over det, der ikke blev inddraget. Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at det har været tilfældet i udsendelser, som jeg ikke har hørt, og i indlæg, som jeg ikke har læst. Men her følger årsagerne til min forundring.

Når man erindrer den historisk uansvarlige lempelige finanspolitik i en overophedet økonomi, der blev ført op til finanskrisens udbrud i 2007, og som bidrog til store efterfølgende ulykker, må det forbavse, at dette aspekt ikke inddrages i hensigtsmæssigheden af at lempe indkomstskatterne med 10. mia. kr. fra 2026. Set ud fra den gældende situation på arbejdsmarkedet er det i hvert fald uansvarligt.

Dernæst en kommentar til størrelsesordenen af indkomstlettelserne, hvor regeringen især har fremhævet stigningen i den disponible indkomst for enlige forsørgere på arbejdsmarkedet. 8.000 kr. er ikke et ubetydeligt beløb.

Men når jeg sammenligner med den stigning, som jeg og min hustru kan forvente fra skattefrie ejendomsprisstigninger på vores bolig på omkring 1 mio. kr. om året over en 25-årig periode, er det pebernødder. Kort sagt: var det ikke mindst ejendomsbeskatningen, der skulle ændres, hvis ulighed ønskes reduceret?

Og så til arbejdsudbuddet. Det siger næsten sig selv, at presset på arbejdsmarkedet ikke alene afhænger af udbuddet af arbejdskraft, men i lige så høj grad af efterspørgslen. 10 mia. kr. i skattelettelser vil direkte øge forbrugsefterspørgslen og indirekte investeringer. Men der anføres ikke noget i regeringens analyse af, hvor meget forbrugs- og investeringsefterspørgslen og dermed efterspørgslen efter arbejdskraft vil stige.

Men jeg vil ikke undlade at forudsige, at den forventede stigning i arbejdsudbuddet stort set vil blive neutraliseret af stigende efterspørgsel efter arbejdskraft. Altså: det afgørende makroøkonomiske problem i dansk økonomi, manglen på arbejdskraft, løses ikke med de anførte skattelettelser.

Det er især den manglende inddragelse af den stigning i arbejdskraftefterspørgselen, som de anførte skattelettelser på 10 mia. kr. udløser, som det må forundre ikke inddrages. Derfor: Der er noget galt med det økonomiske debatniveau i Danmark.