Imam gav Danmark en kæmpe fuckfinger under festgudstjenesten for kong Frederik.

Søndag var det Aarhus’ tur til at fejre Danmarks nye konge. Repræsentanter fra anerkendte trossamfund blev inviteret med til festlighederne i Aarhus Domkirke. Den muslimske imam Said Dahir Ali valgte at troppe op med et tørklæde, der signalerer destruktion af Israel og had til jøder. Og det fik mig til at overveje, om et tørklæde kan være udtryk for hadtale og en blåstempling af forfølgelse af minoriteter, altså jøder?

Det står efterhånden klart, at ”Free Palestine” betyder ”Udslet Israel”. Efter den 7. oktober sidste år står det om noget klart, hvordan en sådan udslettelse ser ud. Hvordan en repræsentant for Fredens Moské i Brabrand kan bære et så upassende symbol om halsen, bør mane til eftertanke. Udover at være en kæmpe fuckfinger til, hvordan man forventes at opføre sig som gæst, kan man stille sig selv følgende spørgsmål: Hvor ”fredelig” er moskéen egentlig, hvis dens imam ikke har noget problem med at reklamere for en holdning, som ethvert tænkende menneske ved indebærer vold imod et selvstændigt land og dets befolkning?

En imam er uddannet inden for islam, han skal undervise og vejlede sin ”menighed”. Det er et enormt ansvar. Hvordan kan vi tillade at lade en religiøs leder stå i spidsen for så stor en respektløshed over for en samlet dansk befolkning, dens værdier, kultur, historie og almen takt og tone?

Danskerne elsker deres kongehus, elsker deres traditioner. En nation har brug for samlende symboler – og uanset om vi er royalister eller kulturkristne, så gør kongehuset og vores helligdage netop det. Desuden er det for danskere helt uacceptabelt ikke at opføre sig efter normerne i diverse sociale sammenhænge.

Og endelig: Er der noget, danskerne ikke kan snuppe, så er det at blande religion og politik i situationer, hvor det er meningen, at vi skal rykke sammen. Når man er gæst, så indretter man sig. Og hvis man repræsenterer en anden trosretning end den, man besøger – i det her tilfælde en muslim i en kristen kirke – så følger man spillereglerne.

Det er blandt andet derfor, jeg aldrig kommer til at sætte mine ben i en moské. Men valgte jeg at besøge en moské, ville jeg naturligvis følge reglerne for god opførsel.

Situationen med imamen i en dansk kirke på den største festligholdelse, vores land kommer til at opleve i mange år, viser en klokkeklar tilkendegivelse af et alvorligt problem.

Hvis en leder og repræsentant for det næststørste trossamfund i Danmark har så lidt respekt for den danske måde at opføre sig på, mens en hel nation ser på, og på et territorium, der emmer af alt, hvad der er kernedansk, provokerer med en politisk tilkendegivelse af et ståsted, der råber til himlen i sin udanskhed – så siger det noget om, at en stor del af befolkningen ikke deler samme værdier, kultur og kodeks for, hvad der er en grundpille for at være dansk, og intet problem har med at give udtryk for det – og at vi som land ikke har formået at gøre det klart for nytilkomne, hvor fantastisk et privilegium det er at blive inviteret med til festen – ved særlige lejligheder og som borger.