Det er hårdt at være forældre til et barn med en diagnose– især i juletiden.

Det er cool at have overskud. Det er mindre cool at være overvældet, udmattet og træt ind til knoglerne. Men sådan har mange forældre det, især i julemåneden. For i december skal vi forældre med børn, der kræver os konstant finde et ekstra gear.

De fleste i min omgangskreds lytter, når jeg har brug for at få luft, og de giver udtryk for, at det må være hårdt at have et barn med særlige behov. Men få aner, hvor mange ressourcer, det kræver.

Der er mange, der knokler for at få hverdagen til at hænge sammen uden at dele, hvad familien kæmper med. Det er ikke sjovt at være den, der hænger med mulen – specielt ikke i det, der burde være den søde juletid.

Jeg kender folk, der har været på hospitalet med deres ocd-barn, har et barn, der er blevet udskrevet fra hospitalet som følge af spisevægring, har måttet tage orlov for at være der for et barn, der har det så dårligt psykisk, at det krævede en fuldtidsforælder, forældre, der bekymrer sig om om deres teenagere bliver i stand til at tage vare på sig selv, stå op og møde på arbejde og i det hele taget få et velfungerende voksenliv.

Selv har jeg et barn med adhd, synshandicap og høj intelligens – han kræver stort set konstant en forældre på sig herhjemme. Graden af lægebesøg, møder med skoler, psykolog, psykiater, skoledistriktet og mange andre instanser, gør at jeg og min mand hver eneste uge har adskillige aftaler i kalenderen, der har med hans behov at gøre. Det betyder selvfølgelig noget for graden af sociale arrangementer, vi har overskud til at deltage i.

Desuden er der folk, der ikke kan holde et barn ud, der er grænseoverskridende i sin adfærd, og det lægger en dæmper på det antal venner, vi har.

Statistikken taler sit eget tydelige sprog; har du et barn med særlige behov, har du en forhøjet risiko for at ende i en skilsmisse. Så vi lukker os om os selv, tager en dag ad gangen, fokuserer på at få vores lille kosmos til at fungere.

Nogle gange indikerer folk, at han ikke er `opdraget´ godt nok. Til det må jeg le. De lister over rutiner, skemaer over hverdagen, konstante påmindelser over at huske madpakke, skoletaske, sko og jakke, samtaler om, hvordan andre opfatter det, man siger og gør osv.. osv begynder fra ungen står op, til han efter gentagne påmindelser har børstet sine tænder og går i seng.

Os med børn med særlige behov har ikke brug for medfølelse. Men vi har brug for et åndehul. Når vi er uden for hjemmet, er vi på dupperne, hele tiden. Vi kender vores børn, ved hvornår de er overvældede, hvornår vi skal hjælpe dem ud af en situation, der kan ende med at de igen føler sig forkerte. Og det er hårdt, især når man jo også selv gerne vil nyde en aften i familiens skød.

Jeg er helt utroligt stolt over min søn og hans måde at være i verden på. Jeg vil ikke hele tiden undskylde. Jeg vil gerne kunne slappe af og vide, at min søn og vores familie bliver favnet som dem, vi er. Sådan er jeg sikker på, at gruppen af forældre med børn med særlige udfordringer også har det.

Så lyt, kom ikke med ”gode” råd, læg ikke ansigtet i folder, der lyser af medlidenhed – men åben armene og vær ok med at tingene ikke altid foregår på lige præcis den måde, du ville ønske. Vi gør vores bedste, og det gør vores børn også.

Glædelig jul

QOSHE - God jul til forældre til børn med særlige udfordringer - Desiree Ohrbeck
menu_open
Columnists Actual . Favourites . Archive
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close
Aa Aa Aa
- A +

God jul til forældre til børn med særlige udfordringer

9 1
23.12.2023

Det er hårdt at være forældre til et barn med en diagnose– især i juletiden.

Det er cool at have overskud. Det er mindre cool at være overvældet, udmattet og træt ind til knoglerne. Men sådan har mange forældre det, især i julemåneden. For i december skal vi forældre med børn, der kræver os konstant finde et ekstra gear.

De fleste i min omgangskreds lytter, når jeg har brug for at få luft, og de giver udtryk for, at det må være hårdt at have et barn med særlige behov. Men få aner, hvor mange ressourcer, det kræver.

Der er mange, der knokler for at få hverdagen til at hænge sammen uden at dele, hvad familien kæmper med. Det er ikke sjovt at være den, der hænger med mulen – specielt ikke i det, der burde være den søde juletid.

Jeg kender folk, der har været på hospitalet med deres ocd-barn, har et barn,........

© Jyllands-Posten


Get it on Google Play