Når man ikke stoler på samfundets evne til at passe på en, må man handle.
»Mor, vi skal købe tape, så vi kan være klar, hvis der kommer et atomangreb.« Sådan sagde min søn for snart mange måneder siden. Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle reagere. For hvordan skal man forholde sig til sine børns angst? Jeg købte noget tape og håbede, det var nok til at give ham ro i sindet. Senere viste han mig en liste over ting, man skal have i nødstilfælde: gasmasker, jodtabletter, soveposer m.m.
Det føles, som om verden er i frit fald. Diktatorer popper op rundtom i verden, vestlige værdier som demokrati og individets frihed er under angreb. Krigen i Ukraine, der ser ud til at kunne brede sig, risikoen for atomudslip. En opdelt verden med Iran, Kina, Nordkorea og andre diktatorledede lande på den ene side og Europa og USA på den anden. Krig i Mellemøsten, der har potentiale for at brede sig langt ud over Gaza og Israel. Et USA, der står over for et præsidentvalg, hvor udfaldet kan have afgørende konsekvenser for verdensordenen, hvis Trump bliver valgt. Usikkerhed om, hvor USA står, hvis et Nato-land bliver angrebet, og et Europa, der ikke kan forsvare sig selv. Hackerangreb på infrastruktur hver dag, befolkninger, der kastes hid og did, alt efter hvilke informationsstrømme de lytter til. Propagandarobotter, der har held med at skabe utryghed og mistillid til politikere og mellem naboer.
Som de fleste andre, der bor i USA, har jeg en ekstra generator og en kasse med overlevelsesgear i garagen, hvor jeg har rygsække, vandrensere og konserves.
Det har altid været eksotisk for vores danske familie og venner at høre om, hvordan man her må være forberedt på strømsvigt, jordskælv, skovbrande og andre naturkatastrofer. Springet til at tænke på, hvad vi skal gøre, hvis der kommer et hackerangreb eller det, der er værre, der sætter infrastrukturen ud af funktion, er ikke så stor.
Jeg kan kun forestille mig, hvor angstprovokerende det må være for danskere, der er vant til et velfungerende samfund, at høre om, at flere og flere ”prepper”.
For få måneder siden ville det have lydt helt skørt i en danskers øren at sige, at jeg har en kasse med batterier, presenning og lommelygter i garagen, men at dømme efter nyhedshistorierne i pressen tilkendegiver flere og flere danskere, at de nu har et lager af toiletpapir, vand og makrel på dåse, så de kan klare sig et par uger.
Danmark og Europa har ikke udvist rettidig omhu. Politikerne har brugt penge på velfærd i stedet for forsvar, det er alt andet sjovere og giver flere stemmer – og det betyder nu, at der stort set ikke findes et dansk forsvar. Der er mangel på alt, selv soveposer og uniformer. Er det så underligt, at vi er nogle, der har brug for at føle, vi gør noget?
Jeg rydder rummet under trappen og forbereder mig på det, mange frygter
12
1
29.02.2024
Når man ikke stoler på samfundets evne til at passe på en, må man handle.
»Mor, vi skal købe tape, så vi kan være klar, hvis der kommer et atomangreb.« Sådan sagde min søn for snart mange måneder siden. Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle reagere. For hvordan skal man forholde sig til sine børns angst? Jeg købte noget tape og håbede, det var nok til at give ham ro i sindet. Senere viste han mig en liste over ting, man skal have i nødstilfælde: gasmasker, jodtabletter, soveposer m.m.
Det føles, som om verden er i frit fald. Diktatorer popper op rundtom i verden, vestlige værdier som demokrati og individets frihed er under angreb. Krigen i Ukraine, der ser ud til at........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
Michael Kwet
