I USA breder studenterprotesterne sig fra det ene universitet til det andet.

»Der cirkulerer på de sociale medier en opfordring til at forlade undervisningen til fordel for Palæstina den 23. april.« Sådan skrev skoleinspektøren på min datters amerikanske gymnasium for nogle dage siden.

De seneste dage har propalæstinensiske studerende protesteret fra Berkeley i Californien til Columbia University i New York. På fællesarealer, i telte, på tæpper og på balkoner har de indtaget universiteterne. På Havard University har de skærmet deres fællesarealer af for at undgå, at de samme demonstrationer bryder ud. Der har i alt været mere end 100 anholdelser, nogle studerende er blevet bortvist og smidt ud af deres universitetsboliger.

Antisemitiske udbrud som »there is only one solution – Intifada Revolution«, som udtrykker støtte til voldelig islamisk terrorisme og »from to the river to the sea, Palestine will be free« (som på arabisk er endnu værre, da det ordret slutter: »… Palæstina er arabisk« og altså udtrykker et ønske om de facto-udslettelse af Israel. Demonstrationerne har udviklet sig til at være voldelige, og politiet har måttet gribe ind. En arabisk-israelsk mand konfronterede demonstranterne med deres antisemitiske udsagn – og blev prompte slået i jorden. Situationen er så meget ude af kontrol, at Columbias ledelse har bedt sine undervisere lave onlineundervisning frem til sidste undervisningsdag i dette semester.

Når de unge i USA går hjem fra universitetet efter at have demonstreret, er de så heldige, at de kan gå på bar, gå ud at spise og gøre, som de vil. Det privilegie har de, fordi de bor i et frit demokrati. De kommer aldrig til at opleve konsekvenserne af deres opråb, de kommer aldrig til at lide ulig de mennesker, der bor i Mellemøsten. Hvor belejligt må det ikke være at kunne give sine holdninger om død og ødelæggelse til udtryk fra prestigiøse universiteters veltrimmede græsplæner?

Selvfølgelig skal man kunne demonstrere fredeligt i et frit, demokratisk land. Men det er ikke det, der foregår på universiteterne i USA i disse dage.

I dag fik jeg endnu en e-mail fra skoleinspektøren på min datters skole: »Opslaget til at forlade undervisningen stammer fra en ekstern organisation,« skrev han, efter at ingen elever havde fulgt opfordringen. Selvom hans formulering var noget kryptisk, vidner den om, at der foregår en organisering på et højere plan end den enkelte uddannelsesinstitution. Mon det samme er tilfældet på de verdenskendte amerikanske universiteter, hvor velmenende, godhjertede studerende reagerer på den død og ødelæggelse, de ser i Gaza?

Spørgsmålet er: Hvem trækker i trådene? Hvem bruger de unge strategisk i en større værdikamp?