De værste fejl er de uoprettelige. Derfor kræver det særlig opmærksomhed ikke at begå dem.
Hvad bliver de vigtigste temaer ved valget til Europa-Parlamentet den 9. juni næste år?
Svaret på det spørgsmål kan man nærme sig på mange måder. Hvad synes jeg selv, er det vigtigste? Hvad gætter jeg på, de fleste vil opfatte som det vigtigste?
Det kan være fint og godt alt sammen. Men jeg vil foreslå, at vi ser på de problemstillinger, der er mest transformative.
Og hvad er så ”transformativ”?
At et problem er transformativt betyder, at det – hvis uløst eller dårligt løst – kan forandre selve de grundprincipper, Europa fungerer efter.
Det er svært at svare på, om det er forholdet til Rusland eller håndteringen af migrationen til Europa, der har det største transformative potentiale. Men kandidaten til titlen som vinder er en af disse to valgmuligheder.
Den russiske imperialisme er tilbage. Det har den været siden midten af 00’erne. Men lidt på samme måde, som det i første omgang kun er nogle få, særligt udvalgte, der kan se, at Voldemort er tilbage, så var det for omkring femten år siden kun en håndfuld lande – først og fremmest Polen og nogle tidligere sovjetrepublikker – der kunne se, at Rusland var tilbage i sin klassiske rolle som stormagt, der terroriserer resten af Europa.
Rusland har ført hybrid krig imod Europa i omkring femten år. Det er en form for krigsførelse, der blandt andet består i cyberangreb, indblanding i valg, disinformation og attentater. Rusland har også ført varm krig imod blandt andet Georgien og Ukraine.
Ruslands politiske mål er at destabilisere Europa. Det mål forfølger man ved at forsøge at øge den europæiske splittelse så meget, det kan lade sig gøre.
I russisk optik er den optimale situation en situation, hvor EU og resten af Europa ikke kan blive enige om noget, og bruger deres tid på at bekrige hinanden.
Derfor arbejder man ved hjælp af (ganske massive mængder af) disinformation. Ikke alene fra Russia Today og Sputnik, men også gennem trolde på de sociale medier. Den gamle strategi fra sovjettiden med at benytte sig af ”nyttige idioter”, lever også i bedste velgående. Hvor de nyttige idioter i sovjettiden i alt overvejende grad blev rekrutteret på venstrefløjen, så bliver Ruslands nyttige idioter i dag rekrutteret fra højrefløjen.
Migration har helt tiden været et problem for Europa.
Man kan efterhånden godt sige det højt: De politiske eliter i Vesteuropa har i mange årtier haft den absurde idé, at det ville være fantastisk, hvis kontinentet blev fyldt op med personer fra Stormellemøsten, der hadede Europa.
Det har alle andre end de politiske eliter selvfølgelig godt vidst var en bizar vrangforestilling. Men eliter er jo ikke eliter for ingenting. Skønt i mindretal, er det derfor lykkedes for den politiske elite at komme igennem med store dele af sin politik.
Nu er problemerne så store i Sverige – ikke blot med bandeuvæsen og infiltration af myndigheder, men også med islamisme – at selv den politiske elite i landet har anerkendt problemerne.
Til det kommer så Hamas-Israel-konflikten. Den har vist, at specielt de vesteuropæiske lande nærmer sig en kritisk masse af modborgere. Det vil sige mennesker, der følelsesmæssigt, mentalt og kulturelt er forblevet i Mellemøsten.
Modborgerne lever i deres egen informationsboble og ikke i den verden, flertalsborgerne lever i.
Det har ført til, at antisemitismen er blusset op; at massakren den 7. oktober fornægtes og benægtes; og at der gennem sociale medier og ekstraparlamentariske aktioner igen og igen recirkuleres bullet points fra Hamas: At Israel begår krigsforbrydelser og at landets legitime selvforsvar er lig med folkedrab.
Begge dele er specifikke, juridiske termer, der skal prøves ved en domstol. Ikke begreber, man bør kaste rundt med i flæng.
Både Ruslands målbevidste forsøg på at ødelægge sammenholdet i Europa og de institutioner, der befordrer lov og orden; og de islamistiske modborgeres antisemitiske og generelt subversive dagsordener, kan transformere Europa til ukendelighed.
Det sidste først.
Langt de fleste mennesker i Vesteuropa ser med den største afsky på, at modborgerne bliver stærkere og stærkere. At mellemøstlige konflikter er blevet slæbt til Europa. Og at islamiseringen støt og roligt fortsætter.
I dette store flertal er holdningen, at politikerne i de respektive lande må få sat en stopper for denne udvikling og vende den.
Derfor vil en tilbageholdenhed fra de nationale, politiske systemer med hensyn til at løse problemerne uvægerligt føre til, at højrepartier kommer til magten rundt omkring i Europa.
Desværre er det sådan, at mange europæiske højrepartier er om ikke i lommen på Rusland, så dog meget lydhøre.
Hvis højrepartierne kommer til magten, fordi midterpartierne ikke kan løse problemerne med modborgerskab på en effektiv måde, så vil lydhørheden over for Rusland vokse rundt omkring i Europa.
Derfor vil hjælpen til Ukraine aftage. Og derfor vil Rusland – efter at have nået sine mål i Ukraine – begynde at kaste sig over lande som Moldova, Georgien og måske de baltiske stater.
Derfor er det kritisk vigtigt, at midterpartierne løser problemerne med mellemøstligt modborgerskab effektivt. Ellers kan det nemlig ikke lade sig gøre at holde Ruslands indflydelse på resten af Europa nede.
Der er masser af grunde til, at det er en vanskelig øvelse. En af dem er, at en effektiv bekæmpelse af mis- og disinformation hurtigt kan komme i konflikt med grundlæggende, liberale principper.
Gælder ytringsfriheden også, når det gælder om at skabe mediebobler, der skaber en alternativ virkelighed?
Det gør den selvfølgelig op til et punkt. Men ytringsfrihed er aldrig absolut. Man har aldrig måttet bryde tavshedspligten som læge. Eller røbe statshemmeligheder. Eller sprede injurier. Eller opfordre til væbnet oprør imod den lovlige øvrighed - eller til forbrydelse i al almindelighed.
Derfor må der være grænser for mis- og disinformation. Men grænserne skal findes ved at trække på de samme principper, som vi anvender, når vi skaber en tavshedspligt for visse erhverv eller når det gælder om at passe på statshemmeligheder.
Hvortil kommer, at mange tiltag imod informationsbobler ikke handler om lovgivning, men om bedre undervisning; mere kritisk tænkning i forhold til klassiske og sociale medier.
Både Rusland og det islamistiske modborgerskab rundt omkring i Europa handler i sidste instans om destabilisering.
Om, at vi faktisk er der, hvor vi må erkende, at skønt vores politiske system og vores politiske institutioner kan holde til meget, så kan de ikke holde til alt.
Derfor er spørgsmålet om Rusland og spørgsmålet om migration vigtigere end noget andet ved det kommende valg til Europa-Parlamentet.
Hvis man fejler på andre politikområder, kan man gøre fejlen god igen. Hvis men fejler, når det gælder Rusland og migration, kan det være irreversibelt.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
