Det kan godt være, den diskrete antisemitisme er diskret. Men den er først og fremmest antisemitisk.
Jeg har sikkert overset det. For alt synes efterhånden at være sagt om konflikten mellem Hamas og Israel. Men for det usandsynlige tilfældes skyld, at det ikke har været nævnt i debatten allerede, vil jeg gerne fastslå det følgende.
Den primære og absolut vigtigste forudsætning for, at der kommer fred i omegnen af Israel, er, at alle parter – således også Hamas – får indarbejdet i deres tankevirksomhed, at Israel bliver liggende.
Israel ligger, hvor Israel ligger. Det kan der ikke laves om på. Det skal der ikke laves om på. Og der starter alle seriøse diskussioner af, hvordan regionen kommer videre.
Derfor er det ikke Israel, der skubber et mentalt arbejde foran sig. Det er ikke USA, der skubber et mentalt arbejde foran sig. Det er ikke Vesten, der skubber et mentalt arbejde foran sig.
Den part, der skubber et mentalt arbejde foran sig, er Hamas – og dermed også Hamas’ sponsorer i Teheran. I kommer ikke til at få jeres vilje. Det må I lære at leve med. Og indtil da vil det folk, I hævder at beskytte og at bekymre jer for, lide under jeres stædighed og jeres illusioner.
Konfliktens dybeste rod er således af mental art: At Hamas er besat af den illusion, at Israel vil holde op med at eksistere.
Det er intet andet end en illusion. Det har Egypten og Jordan for længst erkendt. Det har alle parter, der tiltræder Abraham-aftalerne, erkendt. Nu mangler vi bare, at Hamas og Iran erkender, at de er grebet af illusioner, og arbejder sig ud af denne tilstand.
Det er ikke Israels fejl, at Hamas og Iran befinder sig i deres illusioners vold. Der er Hamas’ og Irans egen fejl. Men hvem betaler for illusionerne?
Det gør de mennesker, der er så uheldige at bo lige oven over Hamas’ tunnelsystem i Gaza. De mennesker, der er så uheldige at have et af Hamas’ raketsystemer stående på taget af deres hus. Kort sagt: Det gør de mennesker, Hamas koldt og kynisk og yderst veldokumenteret bruger som menneskelige skjolde.
Hvis Israel begår folkemord i Gaza, er det verdens mest mislykkede folkemord. For Gazas befolkning bare vokser og vokser.
”Folkemordet” er en del af Hamas’ propaganda. Som forbløffende mange mennesker i Vesten køber.
Sandheden er, at Israel har enhver folkeretslig ret til at forsvare sig imod Hamas. Sandheden er også, at der ikke er noget i folkeretten, der eksplicit forbyder følgeskader på civile. Forudsætningen for, at man må leve med følgeskaderne er, at krigens overordnede mål er berettiget – hvad det helt klart er. Forudsætningen for, at man må leve med følgeskaderne, er, at selve målet med en militær operation ikke er at skade civile – hvad det helt klart ikke er. Og forudsætningen for, at man må leve med følgeskaderne, er, at de kan siges at være proportionale i forhold til, hvad der står på spil i konflikten.
Da konflikten handler om staten Israels beståen og den enkelte jødes liv eller død for en islamistisk morderhånd, er det klart, at der står ganske meget på spil for israelerne. Eller med andre ord: Der skal ret meget til for, at Israels krigsførelse imod Hamas holder op med at være proportional.
Hvorfor hører man ikke disse argumenter særlig ofte i debatten i for eksempel Danmark? Altså at den første forudsætning for, at konflikten stopper, er, at Hamas accepterer Israels eksistens. Og at krigsførelse sagtens kan se ud, som den gør i Gaza, uden at det er en overtrædelse af folkeretten (for vi skal vel ikke derhen, at vi skal til at klæde os i sæk og aske, fordi De allierede vandt Anden verdenskrig – også ved hjælp af hårde metoder?).
Det hænger blandt andet sammen med, at pro-Hamas-siden i konflikten er mere højrøstet; mere voldelig og mere beslutsom her i Vesten, end pro-Israel-siden.
Jeg er ret sikker på, at pro-Hamas-siden er meget langt fra at udgøre et flertal for eksempel i Danmark. Men den fylder meget. Og det vil altid gøre et vist indtryk.
Men et andet problem er, at debatten er fyldt med ”eksperter”, der faktisk er parter i sagen i den forstand, at de for længst har taget parti imod Israel.
Som medunderskriver af appellen ”Danmark bør påtage sig en ledende rolle i kampen imod israelsk apartheid”, der blev bragt i Politiken den 25. maj 2021, burde man kun være i stand til at optræde i medierne som tydeligt deklareret part i sagen – for det er man selvklart.
Alligevel hævder indtil flere medier påståeligt, at man sagtens både kan have taget markant stilling i den sag, man bliver bedt om at udtale sig om, og anses for at være en nogenlunde saglig og upartisk formidler af historiske og politiske kendsgerninger.
Det er selvfølgelig et argument, der er opfundet til denne ene lejlighed. Der er jo ingen, der mener, at man kan anses for ekspert i produktion af oksekød, hvis man blot kan mistænkes for at have taget parti for dansk landbrug og imod klimabevægelsens forståelse af tingenes tilstand. Det kan jeg nærmest dagligt læse i min avis i denne tid.
En af grundene til, at vi hører for lidt om den primære forudsætning for fred i Mellemøsten – at Hamas’ erkender sit nederlag og accepterer Israels eksistens – er, at der er for mange ”eksperter” i medierne, der i virkeligheden er parter i sagen.
Ligesom der er for mange ngo’er, der forsømmer at sige, at det er Hamas, der skal nedlægge sine våben. Så Israel kan få sine gidsler tilbage og trække sine væbnede styrker tilbage til selve Israel.
Hvis antisemitisme blandt andet er lig med en im- eller eksplicit tilslutning til den tanke, at alting altid er jødernes skyld, så læner for mange vinklinger i medierne; for mange parter-i-sagen-der-udgiver-sig-for-eksperter; og for mange ngo’er, der glemmer at stille det vigtigste krav først, sig alvorligt op af at være antisemitiske.
Så ja: Vi har i Danmark et kæmpe problem med antisemitisme. Ikke alene i form af – primært – mennesker med familiemæssige rødder i Mellemøsten, der helt åbent udtaler sig antisemitisk. Men også med et antisemitisk medløberi, der fylder for meget i medierne og i det offentlige rum.
Det er et kæmpe problem. Jo før, vi begynder at tale om det, jo bedre.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
