Kan vi sige med hånden på hjertet, at den slags problemer kender vi ikke?
I fremtiden vil man uden tvivl huske december 2023 for mange ting. Men en af dem bliver, hvordan rektorerne for Harvard, Massachusetts Institute of Technology og University of Pennsylvania faldt igennem, da Repræsentanternes Hus havde indkaldt dem til en høring.
Høringen afslørede, at det var umuligt for nogen af rektorerne at erklære utvetydigt, at opfordring til drab på jøder var i strid med de respektive universiteters ordensregler.
I dagene, der fulgte, var der indtil flere vittige hunde, der havde åndsnærværelse til at spørge ChatGPT om det samme. Maskinen var ikke i tvivl: Det ville utvetydigt være en overtrædelse af reglerne.
Man kan sige meget om ytringsfrihed og – i en amerikansk sammenhæng – den såkaldte First amendment. Det vil sige den tilføjelse til USA’s forfatning, som fastslår, at der i USA hersker ytringsfrihed, trykkefrihed og religionsfrihed.
Men det slående er dobbeltmoralen. Mens de tre rektorer mumler og snakker udenom som studerende, der ikke har læst pensum, når det gælder jøders ret til at slippe for intimidering og chikane, har der ikke været nogen smalle steder, når det gjaldt om at indskrænke ytringsfriheden for modstandere af den såkaldte DEI-ideologi.
DEI står for diversity, equity, inclusion og er 100 pct. orwellsk. Mangfoldighed betyder inden for DEI-ideologien ensretning om denne. Equity betyder diskrimination imod hvide, asiater og mænd. Og inclusion betyder udfrysning og afskedigelse af alle dissidenter, der ikke slutter op om DEI.
Under DEI-paraplyen finder man alverdens politiseret pseudovidenskab. Critical race theory. Intersektionalisme. Queer-ideologi. Afkoloniseringsideologi og meget andet. Alt sammen kendetegnet ved, at konklusionen er det første, der skrives. Og at intet kan formuleres, uden at det bekræfter ideologien.
På det rent personlige plan smerter det mig, at University of Pennsylvania – der mellem venner aldrig hedder andet end Penn – er sunket så dybt.
Jeg blev kandidat fra The Annenberg School for Communication i 1988 efter at have tilbragt sammenlagt fire semestre i Philadelphia, hvor Penn ligger.
Jeg kan overhovedet ikke kende det Penn, der tegner sig i dag, når jeg tænker på det Penn, jeg selv gik på.
I 1980’erne var Penn et sted, hvor der virkelig var højt til loftet. Hvor det mere eller mindre var tilladt at mene alt – så længe man kunne argumentere for det.
Universitetet var dengang i stand til at tiltrække de mest fremragende forskere. Uden for sociologien er han mindre kendt. Men indtil sin for tidlige død i 1982 var det for eksempel Erving Goffman, der havde lærestolen i sociologi. Hvad ville det have svaret til, hvis Goffman havde været fysiker? Måske ikke Einstein eller Niels Bohr. Men helt sikkert en af dem, der befolkede miljøet omkring de to.
Goffman var en af den slags forskere, der havde ændret og præget hele sit fag. Og forskere af den kaliber var der mange af på Penn dengang.
Noget, der fik stor indflydelse på mig personligt, var for eksempel, at jeg i foråret 1986 var så heldig at træffe Pierre Bourdieu til et graduate-seminar på min skole. Det førte til en stor interesse for alt, hvad der har at gøre med måling og analyse af livsstil og livsformer. Som i sidste instans førte til, at jeg skrev ”Hvis din nabo var en bil” knap 10 år senere.
Sådan er hverken Penn, MIT eller Harvard længere.
De er forsvundet ned i en sump af venstreekstremisme og identitetspolitik, der ikke længere udvikler stor forskning med dyb indsigt.
Efter der er kommet fokus på Harvard-rektoren Claudine Gay, har det for eksempel vist sig, at hun rent publikationsmæssigt ligger på adjunktniveau og ikke professorniveau. Til gengæld kan hun krydse rigtig mange DEI-bokse af. Og derfor sidder letvægtsadjunkten i en stilling, der normalt forudsætter et tungt professorat.
Ikke noget under, at Claudine Gay er mere kendt for listen over dygtige mennesker (med forkerte DEI-meninger), hun har gjort livet surt for, end for den banebrydende forskning, hun har stimuleret og opmuntret.
Det er en ringe trøst, men Penns rektor Liz Magill har efterfølgende opsagt sin stilling på universitet. Det indebærer forhåbentlig, at der er taget hul på en tiltrængt oprydning.
Det store spørgsmål er: Kan det gå lige så galt i Danmark?
Det tror jeg desværre godt, det kan. Fordi der er for mange rektorer og bestyrelser, der ikke kan eller vil indse, hvad der er grundproblemet med DEI.
Morten Messerschmidt og jeg advarede i 2021 imod, at denne form for aktivisme var på vej til Danmark. Vi fik også en vedtagelsestekst gennem Folketinget, der blev bakket op af alle borgerlige partier plus den daværende S-regering.
Vedtagelsen opfordrede eksplicit ikke til statslige indgreb. Men den opfordrede universiteternes ledelser til at være opmærksomme på problemerne.
Imidlertid viste den hidsige debat, vedtagelsen medførte, at de fleste rektorer enten ikke kunne eller også ikke ville forstå, hvad det i det hele taget var, Folketingets flertal sagde.
Med forbehold for, at jeg har overset et enkelt debatindlæg, så er det sådan, at jeg ikke har set én forsker eller én ledende medarbejder ved et dansk universitet, der i det hele taget evnede at gengive korrekt, hvad det var, Messerschmidt og jeg mente. Og som Folketinget støttede.
Der er skrevet metervis af spalter om, hvad forskere og ledende medarbejdere tror, at Messerschmidt og jeg mener. Men desværre ikke en millimeter om, hvad vi faktisk mener.
Samtidig har erfaringen vist, at mange rektorer er usikre og giver efter for DEI-ideologi og identitetspolitik.
Københavns Universitet ville have vedtaget en politik, der gjorde krænkelse uafhængig af hensigten hos den krænkelses-anklagede, hvis det ikke havde mødt massive protester.
Men Københavns Universitet har senest i år håndteret absurd kritik fra studerende, der ikke kan leve med, hvordan fortiden faktisk var, med stor usikkerhed.
Mange universiteter har politikker imod komiske ting som påklædning, tiltaleformer og så videre. Samtidig med at de virkelig fumler og er utydelige, når det gælder chikane og intimidering af borgerlige studerende – for slet ikke at tale om jødiske studerende.
Sat så spidsen, så er det forbudt at gå med sombrero. Men helt i orden at råbe i kor på universitets gange, at staten Israel skal udslettes. Fordi en helt ekstremt usikker og inkonsekvent tolkning af begrebet ”ytringsfrihed”.
Der er åbenbart (næsten) ingen ende på, hvad studenterforeninger må bruge universiteters lokaler til. Så længe det er inden for DEI-skiven.
Ligesom der (næsten) ingen ende er på, hvad der ligger inden for de fastansatte forskeres dekorum – så længe det handler om venstreorienteret aktivisme.
Hvad vil der ske for Harvard, MIT og Penn?
De tre universiteter kommer til at miste mange sponsorer. Og det er selvfølgelig et kæmpe problem, når de er private foretagender, der drives af en almennyttig fond.
De kommer også til at miste prestige: Det vil i fremtiden ikke tælle for at være nær så fint at have et eksamensbevis fra Harvard, MIT eller Penn, som det gjorde i gamle dage (heldigvis står der 1988 på mit bevis fra Penn).
De naturvidenskabelige dele vil klare sig bedre end samfundsvidenskab og humaniora. Men de vil blive trukket med i faldet, fordi de befinder sig under det overordnede brand.
I Danmark er råddenskaben allerede for længst erkendt.
Der er ikke længere nogen fornuftige mennesker her i landet, der har tillid til dansk humaniora og dansk samfundsvidenskab.
Der kan godt sidde nogle forskere, der både er dygtige og hæderlige rundt omkring. Og de vil blive ved med at nyde anseelse.
Men der er ikke nogen fornuftige mennesker, der tror på, hvad danskansatte forskere har at sige om f.eks. migration. Eller køn. Eller Danmarks forhistorie. Eller de sociale forhold i Danmark i al almindelighed.
Alle ved, at det, man får fra en dansk forsker – medmindre det modsatte er bevist helt entydigt – er venstreorienterede og identitetspolitiske paroler og venstreorienteret og identitetspolitisk vanetænkning.
”Der er ikke noget, der hedder ”social kontrol” blandt indvandrere fra Stormellemøsten”. Jo – det ved enhver.
”Vikingerne levede efter Judith Butlers forskrifter”. Jamen, selvfølgelig gjorde de da det. Not.
”Indvandring gavner altid indvandringslandet”. Interessant. Jeg sætter mig lige ned i byretten og læser resten af din artikel.
”Danmark levede af slaveri i 1700- og 1800-tallet. Det skal vi tænke over i dag”. Men hvorfor? Danmark var en diktaturstat frem til 1849. Hvorfor skal efterkommerne af diktatorens magtesløse undersåtter tænke over, hvad diktatoren og hans elite foretog sig?
I USA vil defundingen først og fremmest komme fra private sponsorer. Men i stigende grad også fra staten. Det er nemlig sådan, at der ikke må anvendes føderale midler på institutioner, der diskriminerer. Og det gør amerikanske universiteter i stor stil gennem de såkaldte Affirmative Action-programmer – der af samme grund er erklæret ulovlige af USA’s højesteret.
Desværre har Folketinget bestemt, at danske universiteter gerne må diskriminere imod mænd. Så det gør de hvert år i stor stil gennem det såkaldte Inge Lehmann-program.
Her kunne vi godt bruge nogle lidt mere faste, liberale principper, som man har i USA.
I Danmark skal vi også defunde de rådne dele af universiteterne. Det vil sige fjerne hovedparten af bevillingerne til humaniora og samfundsfag. Det må blive en meget høj prioritet, når vi igen får en borgerlig regering.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
