Folk må gerne komme rejsende for at beundre vores fortid. Men det var bedre, hvis de beundrede vores fremtid.
Man siger nogle gange, at Kina er hele verdens fabrik. I den samme ånd kan man sige, at USA er hele verdens forskningslaboratorium.
Men hvor efterlader det Europa?
Europa må være hele verdens museum. Fra den ganske klode kommer folk rejsende til vores kontinent for at se vores ruiner, og hvad der ellers findes af spor fra Middelalderen, Renæssancen, Oplysningstiden og Romantikken. Skulpturer og malerier. Digte og romaner. Symfonier og operaer.
Jeg er stolt over at bo i hele verdens museum. Selvom Danmark ret beset kun er et sidegemak til den majestætiske sal, der er hovedattraktionen i den moderne del af museet: det samlede tyske kulturrum.
For prøv at tænke på det moderne Europas samlede kultur som et bogværk på måske 1.000 sider.
Hvad ville der ske, hvis man trak de britiske eller de franske eller for den sags skyld italienske og spanske bidrag til værket ud? Det ville blive tyndere, javist. Men trak man alle kulturbidrag fra det tyske sprogrum ud af vores tænkte oversigtsværk, ville den bog, der blev tilbage, være lille og forpjusket i forhold til det oprindelige værk.
Når glæden over at være hele verdens museum har fortaget sig, bør man imidlertid overveje at blive lidt bekymret.
For vil folk også en dag komme rejsende langvejsfra for at se ruinerne af vores industri? Og ruinerne af vores enestående generøse, sociale modeller? Hvor vi gerne – jeg taler om tendenser, der findes på kontinentet generelt; ikke i Danmark – pensionerer os selv så tidligt, at det arbejdende folk skal løfte et enormt antal ikke-arbejdende. Og gerne tildeler hinanden rettigheder og privilegier, som om rettigheder og privilegier var en slags uudtømmelig naturressource. Ikke noget, der skal gives med omhu – i en afvejning med de pligter, der altid vil være bagsiden af de bæredygtige rettigheders mønt.
Det kan man godt frygte bliver konsekvensen. I hvert fald når man ser den stædighed, hvormed man i mange lande forsvarer sig imod at lave de helt nødvendige reformer, der vil gøre det pågældende land økonomisk og sociale bæredygtigt. Ingen nævnt og ingen glemt.
Ved nærmere eftertanke kunne jeg bedre acceptere, hvis Europa ikke alene repræsenterede den vestlige civilisations fortid, men også stod som et symbol på dens fremtid.
Det er ikke for sent at have den vision. Men det kræver, at vi er opmærksomme på, at en fremtid i høj grad er noget, man selv anskaffer sig.
I de fleste lande i Europa er det heldigvis en accepteret sandhed, at mennesket ikke skal ødelægge sit eget natur- og klimagrundlag. Det skal vi være særdeles glade for.
I mange lande i Europa har de herskende klasser fundet ud af, at det ikke er nogen god idé at lukke så mange mennesker med en ikke-europæisk grundindstilling ind i landet, at den sociale tillid bryder sammen. Og der i stedet for solidariske samfund, hvor man hjælper hinanden, opstår splittede og mistroiske stammesamfund.
I nogle lande har de herskende eliter også fundet ud af, at det ikke nytter noget at bevilge befolkningen så megen velfærd, at det suger alt liv ud af den privatøkonomiske vækst og lysten til foretagsomhed.
Til gengæld kniber det stadig meget med indsigten i, at vi ikke skal spinde ethvert tænkeligt aspekt af den menneskelige tilværelse ind i så mange love og regler, at mennesker kun efterlades med to muligheder: passivitet eller civil ulydighed.
Derfor kværner lovmøllen stadig i højeste gear, både i de nationale parlamenter og i Bruxelles. Til enorm skade for udsigten til, at Europa vil få en blomstrende fremtid.
Der er langt større og bedre grunde til at være stolt af Europa, end der er til det modsatte.
Når det kommer til stykket, er det her på kontinentet, vi har opfundet humanismen, demokratiet, menneskerettighederne og retsstaten. Ligesom det er her, vi har skabt kunst, der beundres over hele verden, og videnskab, der er til inspiration og gavn over hele verden.
Paradoksalt er det også europæiske udvandrere, der har opfundet det land, der de seneste århundreder har været den største og mest lysende succes af alle: USA. Ganske vist i protest imod, hvordan gammeldags værdier og styreformer stod i vejen for en række idéer, der var det sidste skrig i 1700-tallet. Men alligevel.
Jeg håber og tror, at europæerne ikke vil nøjes med at være hele verdens museum. Selvom det bestemt er noget, vi kan være stolte over.
Men det kræver, at vi gør os noget klart, som fine og gamle, aristokratiske familier nogle gange har en tendens til at glemme: at velstanden og de privilegier, der følger med den, ikke kommer af sig selv.
Det er ikke unfair eller dårlig stil at være pragmatisk. Ligesom det ikke er unfair eller dårlig stil at tænke på, hvordan man vinder i konkurrencen med andre verdensdele.
Derfor er det yderst vigtigt, at vi her i Europa husker, at vi ikke er for fine til at konkurrere med resten af verden om at have den højeste økonomiske vækst og det største antal af højteknologiske virksomheder.
Faktisk er det hele forudsætningen for, at Europa ikke bare ender med at være verdens museum.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
