Politikerne har alt for lidt fokus på det helt afgørende velfærdsproblem: Hvordan får vi mere velfærd for pengene? Det gælder ikke mindst i ældreplejen.
Den danske velfærdsdebat handler hovedsageligt om, hvordan vi får råd til at bruge flere penge på offentlige velfærdsydelser. I den forbindelse ignoreres det stort set altid, at vi i forvejen har en af verdens største offentlige sektorer. Det er en stor fejl, da det mest afgørende for kvaliteten af velfærdsydelserne i fremtiden bliver vores evne til at få mest muligt velfærd ud af alle de penge og personaleressourcer, som vi i forvejen bruger på velfærdsydelser. Mere velfærd for pengene bliver langt vigtigere end flere penge til velfærd. Derfor er det afgørende, at produktivitet og effektivitet i den offentlige sektor får den allerhøjeste prioritet på den velfærdspolitiske dagsorden.
I aftalen om finansloven for 2024 er der afsat en merbevilling til værdig ældrepleje på 150 mio. kr. i 2024, stigende til 200 mio. kr. i 2027. Kommunerne bruger i dag samlet set ca. 50 mia. kr. på ældrepleje. Når merbevillingen er fuldt indfaset i 2027, svarer den således til ca. 0,4 pct. af de samlede udgifter til ældrepleje. Til sammenligning steg produktiviteten i den offentlige sektor samlet set ifølge Finansministeriet med ca. 0,4 pct. årligt i perioden fra 2007-2022.
Det svarer til, at anvendelse af ny teknologi, bedre ledelse, bedre arbejdsgangs osv. i den offentlige sektor hvert år har skaffet danskerne ca. 0,4 pct. flere velfærdsydelser pr. skattekrone. Hvis man på ældreområdet kan opnå en produktivitetsstigning på 0,4 pct. årligt i perioden 2023-2027, vil det svare til, at der blev tilført yderligere ca. 200 mio. kr. allerede i 2024, stigende til ca. 800 mio. kr. i 2027, hvilket er fire gange mere end merbevillingen på finansloven.
Tilsvarende skal der kun en meget lille nedgang i produktiviteten til, før de ældre ikke kommer til at opleve nogen form for forbedringer – faktisk skal produktiviteten kun falde med ca. 0,1 pct. årligt, så vil hele merbevillingen være ”spist” af faldende produktivitet i 2027.
Muligheden for produktivitetsfald bør man tage meget alvorligt. Faldende produktivitet er ikke et uset fænomen i den offentlige sektor. Eksempelvis faldt produktiviteten i sygehussektoren med ca. 10 pct. fra 2019 til 2022. Et tilsvarende fald i produktiviteten i ældrepleje ville således betyde meget betydelige serviceforringelser.
Til gengæld er der i ældreplejen et stort potentiale for serviceforbedringer, der ligger langt ud over generelle årlige produktivitetsstigninger på 0,4 pct. i de kommende fire år.
En ny Cepos-analyse viser således, at der er et effektiviseringspotentiale på 5-7 mia. kr., svarende 10-14 pct. af de samlede ældreudgifter, hvis alle kommuner havde en produktivitet på niveau med de bedste. Det vil i givet fald svare til 25-35 gange så meget som merbevillingen på finansloven for 2024, når den er fuldt indfaset med 200 mio. kr. i 2027.
Betydningen af produktivitetsudviklingen for serviceniveauet er på samme måde afgørende på alle de øvrige velfærdsområder. Af regeringens 2030-plan for danske økonomi fremgår det, at regeringen vil øge velfærdsudgifterne frem mod 2030, så de ved afslutningen af perioden vil være 32 mia. kr. højere i forhold til i dag.
Dette beløb har haft en fremtrædende plads i kommunikationen af 2030-planen. Hvis man læser hele planen, vil man dog i – godt gemt i et appendiks til kapitel 7 – kunne se, at hvis produktiviteten i den offentlige sektor frem mod 2030 stiger på samme måde, som den gjorde i perioden 2007-2019, vil det svare til, at vi gennem produktivitetsstigninger får yderligere velfærdsydelser svarende til ca. 28 mia. kr.
Hvis vi kan øge de årlige produktivitetsstigninger med bare knap 0,1 procentpoint yderligere – så de kommer op på ca. 0,6 pct. – vil gevinsten stige til ca. 32 mia. kr. I givet fald vil den øgede velfærd fra produktivitetsstigninger altså været lige så stor som den øgede velfærd fra regeringens store merbevillinger. Til sammenligning steg produktiviteten i de private byerhverv med 1,4 pct årligt i perioden fra 2007-2022, så en produktivitetsvækst på 0,6 pct. årligt er ikke et urealistisk scenarie.
På den anden side kan et fald i produktiviteten på ca. 0,6 pct. indebære, at de danske borgere ikke får bedre velfærdsydelser på trods af merudgifter på 32 mia. kr.
Produktivitetsudviklingen i produktionen af velfærdsydelser er således helt afgørende for kvaliteten af de velfærdsydelser, borgerne modtager. Ydermere må det også være mere attraktivt for de ansatte at arbejde i en organisation, der løbende leverer bedre ydelser for penge til borgerne gennem anvendelse af ny teknologi, bedre vagtplanlægning, mindre bureaukrati osv.
Som jeg har beskrevet i tidligere blogindlæg, er det dog ikke en nem og enkel sag at øge produktiviteten. Det kræver et langsigtet vedholdende fokus, og ofte går tidshorisonten i politik ikke meget længere end til næste valg, der aldrig er mere end fire år væk. Desuden kræver produktivitetsfordringer ofte beslutninger, der er upopulære blandt medarbejderne på kort sigt og først giver gevinster i form af bedre velfærdsydelser og bedre arbejdsvilkår på længere sigt.
Det kan også være vanskeligt for politikerne at påpege, hvordan man præcis kan øge produktiviteten, da det ikke er deres kernekompetence at lede produktionen af velfærdsydelser. Dermed bliver omdrejningspunktet for produktivitetsfremmende politiske forslag, hvordan man skaber bedre incitamenter – f.eks. gennem øget konkurrence – til, at producenterne af velfærdsydelserne øger produktiviteten. Indholdet i denne form for politikforslag er teknokratisk og kompliceret, hvilket gør det vanskeligere at kommunikere til vælgerne end et simpelt budskab om, at man har bevilliget flere penge.
Det er således meget nemmere for politikerne af vise handlekraft gennem øgede bevillinger, og forskning viser, at vælgerne belønner handlekraft, også selvom om der ikke er noget garanti for, at øgede bevillinger giver bedre velfærdsydelser, da det som nævnt afhænger af produktiviteten.
Det er formentlig årsagen til, at produktivitet i den offentlige sektor i meget høj grad har været fraværende på den politiske dagsorden i de seneste 10 år, der er gået, siden Produktivitetskommissionen afsluttede sit arbejde i marts 2014. Det er afgørende for danskernes velfærd, at produktivitet kommer tilbage som et emne med høj politisk prioritet.
Her vil den brede SVM-regering hen over midten for alvor kunne bevise sit værd i form af evnen til at have et fornyet langsigtet fokus på denne både meget vanskelige og meget vigtige problemstilling.
Vi får snart mulighed for at teste regeringens produktivitetsfokus i det ældreudspil, som SVM-regeringen meget snart præsenterer. Her vil det være helt afgørende, at der er fokus på frisættelse af borgerne, så de får bedre mulighed for at vælge mellem offentlige og private leverandører af ældrepleje. Øget konkurrence mellem velfærdsleverandørerne er nemlig det bedste middel til at opnå øget produktivitet.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
