Historien viser, at kampen mellem demokrati og diktatur er den vigtigste kamp. Og det er en lære, der er aktuel lige netop nu.
Alle historiske erfaringer viser, at kampen for demokrati og imod diktatur er den vigtigste af alle de kampe, der udkæmpes i dag. Alle de andre kampe, der finder sted i disse år, og de diskussioner, drøftelser og debatter og handlinger, der foregår i denne forbindelse, ville aldrig kunne finde sted, hvis ikke vi havde et demokrati.
Det gælder alt lige fra klimakampen over kampen imod unges mistrivsel til MeToo-debatten. Blot for at nævne nogle af de seneste års eksempler. Det kan godt være, at de demokratisk valgte politikere i Danmark, det øvrige EU, USA, Canada, Australien, Indien osv. ikke altid handler lige så hurtigt, f.eks. mht. klimaet, som mange ønsker sig. Og det kan også godt være, at ligestillingen og forholdene for de unge langtfra er i top. Men én ting er i hvert fald sikker: Hvis ikke vi havde demokratiet, ville disse ting overhovedet ikke frit kunne diskuteres.
Forklaringen er egentlig ret enkel: Historiske erfaringer fra både Danmark (før Enevældens afskaffelse i 1848) og en lang række andre stater, som på et tidspunkt ikke har haft demokrati, viser, at udemokratiske staters ledere som tommelfingerregel er mildest talt fuldstændig ligeglade med befolkningens – og jordklodens – ve og vel. Fordi de aldrig behøver tage hensyn til, at de selv skal (gen-)vælges – og fordi diktatorers empati (nærmest pr. definition) vel generelt kan siges at ligge på et ret lille sted.
Hvis blot man tager Den Kolde Krigs tidsalder som eksempel, var der nærmest ingen grænser for de kommunistiske regimers miljøsvineri i Øst- og Centraleuropa fra 1945 til 1989. Eller for hvor dårligt man f.eks. kunne finde på at behandle handicappede (f.eks. i Rumænien).
I Danmark under Enevælden fra 1660 til 1848 var der f.eks. heller ikke grænser for, hvilke debatter der blev undertrykt, og hvilke forskellige væsentlige (f.eks. sociale) spørgsmål der ikke blev taget hånd om. Først da man havde fået et ”semidemokrati” efter underskrivelsen af den første grundlov den 5. juni 1849, og den konservative konseilspræsident J.B.S. Estrup i 1891 indledte en række sociale reformer, fordi han frygtede for en revolution fra arbejderklassens side, hvis ikke han gennemførte dem, kom der lidt skred i tingene.
Det kan med andre ord godt være, at rigtig mange her i Danmark i dag synes, at det er væsentligt at stoppe CO2-udledningen og at diskutere MeToo, børns mistrivsel og en lang række andre emner. Men det kan være fuldstændig ligegyldigt, hvis diktatorerne ender med at vinde i den kamp, som i øjeblikket foregår mellem diktatur og demokrati. Man skal ikke tro, at hverken Xi Jinpings Kina eller Vladimir Putins Rusland eller andre udemokratiske regimer vil tillade diskussioner om MeToo eller lignende diskussioner, hvis ikke de er enige i, at de er væsentlige.
Med andre ord: Kampen for en bevarelse og udvidelse af demokratiet i verden må have topprioritet i de kommende år. De andre diskussioner og debatter bør naturligvis fortsætte her i den demokratiske verden. Men verdens diktatorer har – erfaringsmæssigt – skyld i mange flere ulykker end dem, der ”blot” knytter sig til, at de myrder løs på deres egne og andre landes befolkninger.
I øjeblikket er diktaturstaterne således med til at forhindre bl.a., at vi alle sammen i verden kan lægge alle kræfter i at standse den globale opvarmning. Fordi vi bliver nødt til at bruge så mange kræfter, som vi gør, på at engagere os i krigen i Ukraine og andre steder, hvor demokratiet er truet.
Ligesom vi heller ikke kan lægge så mange kræfter, som vi gerne ville, i at udvikle ny metoder til at bekæmpe livstruende sygdomme som f.eks. kræft. Fordi diktatorerne tvinger os til at spilde tiden på at bruge en masse ressourcer på krigen i Ukraine mv.
I den sammenhæng er det også værd at nævne, at de mest effektive corona-vacciner, der blev udviklet under corona-pandemien – naturligvis – blev udviklet i demokratiske stater som f.eks. USA og forskellige demokratiske lande i Europa. Og EU-samarbejdet spillede også en stor rolle i den forbindelse.
Og sådan kunne man blive ved.
Derfor er det så vigtigt at stå vagt om demokratiet og bekæmpe diktaturet. Fordi demokratiernes sejr i denne kamp er en forudsætning for, at man på længere sigt kan få løst alle de andre problemer, vi slås med.
Derfor er det også vigtigt, at man på alle mulige måder bakker op om demokratiet i de lande, hvor man har muligheden for at gøre det. Man kan således undre sig over de russere, der oprindelig har stemt på Putin. Ligesom man kan undre sig over de vælgere i Ungarn og Slovakiet, der med deres stemmeafgivning har været med til at bringe de nuværende pro-russiske og anti-ukrainske regeringer til magten.
Europas historie viser desværre, at mange diktatorer i europæiske stater i tidens løb oprindeligt er kommet til magten, fordi et flertal af vælgerne har valgt dem ved demokratiske valg, hvorefter de pågældende politikere – efter at de er blevet valgt første gang – er gået i gang med at afskaffe demokratiet.
Man må ikke håbe, at denne historie (med bl.a. Hitler, Putin og forskellige andre) vil gentage sig i en amerikansk kontekst, hvis et flertal af amerikanerne skulle finde på at vælge Donald Trump ved præsidentvalget til november. Med de følger, dette vil kunne få for hele verden.
Men hvad kan vi så gøre som danskere i kampen for demokratiet – ud over den store indsats, som vores politikere heldigvis allerede gør ved at støtte Ukraine på alle mulige forskellige måder. Svaret er: meget forskelligt. Men f.eks. kan vi demonstrere vores demokratiske sindelag ved at møde talstærkt op og stemme til det kommende Europa-parlamentsvalg i juni – og ved alle kommende valg til Folketinget, kommunalbestyrelser mv.
Men særligt Europa-parlamentsvalget til juni er af stor betydning denne gang. Valget vil blive fulgt nøje af pressen i alle de europæiske stater – og i hele verden. Og hvis der i valgresultatet er blot det mindste tegn på, at partier, der sætter spørgsmålstegn ved værdien af et stærkt samarbejde mellem Europas demokratiske stater, går frem – eller at stemmeprocenten er for nedadgående, i forhold til hvad den plejer at være – vil det blive udlagt som et nederlag til de demokratiske kræfter og en sejr for nationalisterne. Og som en svækkelse af opbakningen til kampen for demokratiet – og kampen imod diktaturet.
Derfor er noget af det vigtigste, man kan gøre som borger i et demokratisk land i denne tid, at engagere sig i demokratiet. F.eks. ved at benytte sig af den stemmeret, som vi alle sammen har i de demokratiske lande i Europa, men som Europas historie desværre også viser ikke er nogen selvfølge.
Heldigvis viser Europas og verdens historie også, at demokratiet kan sejre over diktaturet (f.eks. i 1945 og i 1989). Men historien viser tillige, at det langtfra sker af sig selv.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
