Alexander Stubb, som den 1. marts tiltræder som Finlands nye præsident, er en helt særlig præsident – fra et helt særligt parti – i et land, som har spillet en helt særlig rolle i Europas historie.
Alexander Stubb, som forleden vandt anden runde af det finske præsidentvalg, kommer fra et land og fra et parti, som har spillet en helt særlig rolle i Europas historie.
Alexander Stubb kommer nemlig fra Samlingspartiet. Dette er ikke et hvilket som helst parti. Samlingspartiet er nemlig det store konservative parti i Finland, som i en stor del af tiden under Den Kolde Krig – trods sin store tilslutning i befolkningen – blev holdt uden for, når der skulle dannes regering.
Fra 1945 til slutningen af 1980’erne var der kun ganske få regeringer, hvor Samlingspartiet deltog. Som regel gik socialdemokrater, liberale partier, grønne, forskellige centrumspartier og sågar somme tider også kommunister sammen om at danne regering – mens Samlingspartiet måtte stå på sidelinjen.
Dette skyldtes Finlands ”balancegang” i forhold til Sovjetunionen. Samlingspartiet havde nemlig en markant anderledes holdning til naboen mod øst end de fleste andre partier i den finske rigsdag. Partiet ønskede generelt en mere vestorienteret (og dermed mere konfrontatorisk) linje over for Sovjetunionen og gjorde sig således også meget tidligere end de fleste andre partier i Finland til talsmand for, at landet skulle melde sig ind i Nato.
Hovedparten af de øvrige partier bakkede derimod op om den samarbejdskurs med Sovjetunionen, som bl.a. tog udgangspunkt i den såkaldte Venskabs-, Samarbejds- og Bistandstraktat (VSB-traktaten) fra 1948 mellem Finland og USSR, og som bl.a. var personificeret i præsident Kekkonen (fra Centerpartiet), som sad på posten i svimlende 25 år – fra 1956 til 1981.
VSB-traktaten kom i stand som et ”tilbud” fra Sovjetunionen til Finland i 1948, da Den Kolde Krig var i sin begyndelsesfase, og havde karakter af den slags ”tilbud”, som man ikke kan sige nej til. Der var tale om en traktat, som fastslog, at begge parter (dvs. Finland og USSR) i tilfælde af en krisesituation i Europa havde ret til at »påkalde sig politiske og militære konsultationer« med den modsatte part. Det vil i praksis sige, at Sovjetunionen havde ret til, hvis Den Kolde Krig spidsede til, at (forsøge at) knytte Finland tættere til sig, end det ellers var tilfældet.
De fleste af partierne i Finland mente – ligesom præsident Kekkonen – at det var klogt hele tiden at gå på listefødder i forhold til Sovjetunionen og opretholde det nogenlunde ”venskabelige” forhold – så man ikke risikerede, at Sovjetunionen ville aktivere VSB-traktaten og forsøge med vold og magt at afskaffe det reelle demokrati, som i modsætning til i Sovjetunionen eksisterede i Finland.
Men Samlingspartiet var generelt ikke enig i denne linje – og måtte derfor stå uden for de adskillige brede regeringer, som kom til at præge finsk politik under hele Den Kolde Krig, og som blandt andet involverede Kekkonens centrum-liberale Centerparti (og som sagt også somme tider bl.a. kommunisterne).
Det ”smarte” for Sovjetunionen var, at præsident Kekkonen og hans parti, Centerpartiet, som stod i spidsen for samarbejdspolitikken med USSR, ikke var kommunister, men derimod liberale. Og dermed kunne samarbejdspolitikken med USSR bedre finde sted, end hvis en kommunistisk præsident eller regeringsleder havde forsøgt at lancere og gennemføre den.
Da Den Kolde Krig lakkede mod enden i slutningen af 1980’erne, begyndte finsk politik gradvis at ændre sig. Samlingspartiet blev nu lukket ind i varmen, og partiet begyndte generelt at indgå i flere regeringer.
I løbet af de første årtier af det 21. århundrede begyndte en anden ting også at ændre sig i finsk politik. Man dannede nu oftere regeringer, som var enten ”rød-grønne” eller ”blå” i stedet for (som under Den Kolde Krig) primært at have regeringer, som bestod af mange partier fra begge fløje.
Finsk politik kom med andre ord til at minde om politikken i mange af de andre europæiske demokratiske stater.
Men tilbage i dag står, at Samlingspartiet på grund af sin særlige rolle under Den Kolde Krig som det parti, der dengang i højeste grad opponerede mod samarbejdspolitikken med Sovjetunionen, også helt aktuelt fremstår som det parti, som mange finner opfatter som det mest ”rendyrkede” pro-demokratiske og anti-russiske parti.
Og derfor er det – i den nuværende situation med forholdene i Rusland og krigen i Ukraine in mente – ikke nogen tilfældighed, at finnerne nu (for anden gang) i træk har valgt en præsident fra netop Samlingspartiet til at stå i spidsen for landet.
Ingen kunne nemlig drømme om at sætte spørgsmålstegn ved Alexander Stubbs nationale og demokratiske og pro-europæiske sindelag.
Og mange finner mener tydeligvis, at det er præcis dét, der er brug for i den nuværende situation – i et land, som først reelt blev selvstændigt fra Rusland i 1917 (efter i praksis at have været underlagt russerne i mere end 100 år – siden 1808), og hvor forholdet til naboen mod øst derfor – historisk såvel som i dag – spiller en helt afgørende rolle.
En særlig mand, et særligt parti og et særligt land
9
0
24.02.2024
Alexander Stubb, som den 1. marts tiltræder som Finlands nye præsident, er en helt særlig præsident – fra et helt særligt parti – i et land, som har spillet en helt særlig rolle i Europas historie.
Alexander Stubb, som forleden vandt anden runde af det finske præsidentvalg, kommer fra et land og fra et parti, som har spillet en helt særlig rolle i Europas historie.
Alexander Stubb kommer nemlig fra Samlingspartiet. Dette er ikke et hvilket som helst parti. Samlingspartiet er nemlig det store konservative parti i Finland, som i en stor del af tiden under Den Kolde Krig – trods sin store tilslutning i befolkningen – blev holdt uden for, når der skulle dannes regering.
Fra 1945 til slutningen af 1980’erne var der kun ganske få regeringer, hvor Samlingspartiet deltog. Som regel gik socialdemokrater, liberale partier, grønne, forskellige centrumspartier og sågar somme tider også kommunister sammen om at danne regering – mens Samlingspartiet måtte stå på sidelinjen.
Dette skyldtes Finlands ”balancegang” i forhold til Sovjetunionen. Samlingspartiet havde nemlig en markant anderledes holdning til naboen mod øst end de fleste andre partier i den finske rigsdag. Partiet ønskede generelt en mere vestorienteret (og dermed mere konfrontatorisk) linje over for........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
Michael Kwet
