Den danske dronning brød sin hensigt og den danske tradition med at blive siddende som regent indtil døden. Vil f.eks. hendes jævnaldrende nordiske kolleger foretage samme skridt?

Norges kong Harald V er netop blevet direkte spurgt af en journalist, om han vil følge dronning Margrethes eksempel og abdicere. Og han har endnu en gang afvist det.

Men hvis man tager udgangspunkt i Europas historie: Hvad er så egentlig sandsynligheden for, at andre monarker i Europa vil følge dronning Margrethes eksempel i de kommende år?

Hvis man ser på de to øvrige skandinaviske kongedømmer, Norge og Sverige, har man – ligesom i Danmark indtil for få dage siden – en lang tradition for ikke at abdicere. I Norge skal man helt tilbage til samme år som Danmark (1523) for at finde det seneste eksempel på en monark, der er holdt op med at være monark af en anden grund, end at vedkommende døde. Norge havde kongefællesskab med Danmark fra 1380 til 1814, og Christian II er således nordmændenes (såvel som danskernes) seneste eksempel. Hvis altså ikke man medregner den svenske konge Oscar II, som i kraft af personalunionen mellem Norge og Sverige fra 1814 til 1905 også var norsk konge frem til unionsopløsningen i 1905 og i den anledning måtte opgive den norske trone.

I Sverige er det seneste eksempel, da dronning Eleonora Ulrika abdicerede i 1720 og overlod tronen til sin mand. Svenskerne har således også en særdeles lang tradition, der går over 300 år tilbage i tiden, for at monarken bliver siddende på tronen til sin død.

Når det gælder Storbritannien, er dette også den generelle tradition. Dog abdicerede kong Edward VIII i 1936 af personlige grunde (hans valg af ægtefælle). Men han er det eneste britiske eksempel i moderne tid.

I de øvrige tre af de i dag syv eksisterende europæiske kongedømmer, Holland, Belgien og Spanien, er historien en helt anden. Hele to belgiske konger er abdiceret i løbet af det 19. og det 20. århundrede. Dels af politiske, dels af personlige grunde.

Og i Holland er det ligefrem blevet en fast tradition at abdicere. Af Hollands i alt syv konger og regerende dronninger, siden den første konge satte sig på tronen i 1806 (indtil da havde man ikke haft betegnelsen konge i Holland), har ikke mindre end fem abdiceret.

Det interessante ved Holland og Belgien er, at abdikationstraditionen begge steder i høj grad begyndte som noget, der havde med forskellige indenrigs- og udenrigspolitiske konflikter at gøre. I Holland måtte den første konge (kejser Napoleons bror, som kejseren havde indsat som lydkonge i landet) således abdicere pga. de forskellige politiske konflikter og omvæltninger i forbindelse med Napoleonskrigene.

Den anden hollandske monark, der måtte abdicere, var kong Vilhelm I, der i 1840 måtte opgive tronen pga. sit ønske om at generobre Belgien (som havde løsrevet sig i 1830) med militær magt. Et ønske, som ikke alle i de ledende kredse i Holland var enige med kongen i. Og senere måtte dronning Vilhelmina i 1948 abdicere på grund af kritik af hendes rolle i forbindelse med diskussionerne om og konflikterne i relation til en eventuel afvikling af Hollandsk Ostindien (Indonesien) som koloni.

For Belgiens vedkommende foregik den første abdikation (i 1951) i forbindelse med, at kong Leopold III var upopulær pga. sin rolle under Anden Verdenskrig.

For Spaniens vedkommende har store politiske, sociale og økonomiske uenigheder også mange gange i moderne tid været afgørende for, hvornår kongerne er ”kommet og gået”. Monarkiet blev således afskaffet og erstattet af en republik i 1873, indtil det blev genindført i forbindelse med en ny politisk omvæltning i 1875. Og igen fra 1931 til 1975 var Spanien en republik (fra 1936/1939 til 1975 under diktatoren Francos ledelse), indtil den gamle kongeslægt (Bourbon) kom tilbage på tronen med kong Juan Carlos’ indsættelse som konge i 1975.

De forholdsvis mange nyere eksempler fra Holland, Belgien og Spanien på monarker, der er holdt op med at være monarker af andre grund, end at de er døde, kommer således oprindelig af en række store politiske, økonomiske og sociale modsætninger i disse landes historie. Modsætninger, som ikke i samme omfang fandtes i de noget mere homogene skandinaviske lande.

Men betyder det så, at det er helt utænkeligt, at den norske og den svenske konge vil lade sig inspirere af dronning Margrethes nylige brud med den skandinaviske tradition?

Ja, den norske konge har jo som sagt netop afvist det igen. Mere interessant er det imidlertid med kong Carl XVI Gustaf i Sverige. Her bliver det afgørende for, hvad der sker i de kommende år, om kongen vil lægge mest vægt på at holde fast i traditionen, eller om han – som dronning Margrethe – vil lægge mere vægt på, at den stadigt højere levealder i Vesteuropa gør, at monarkerne generelt bliver ældre og ældre – og at tronfølgerne dermed også bliver det. Og at det er uhensigtsmæssigt, hvis tronfølgerne når alt for højt op i årene, inden de overtager tronen, da dette risikerer at svække indtrykket af en reelt særlig stor fornyelse i forbindelse med tronskiftet.

Dertil kommer, at Carl XVI Gustaf i efteråret kunne fejre sit 50-års regeringsjubilæum (ligesom dronning Margrethe i 2022), ligesom han for længst har slået rekorden som den længst siddende regent i Sveriges historie (ligesom dronning Margrethe i sommeren 2023). Samt at hans datter, kronprinsesse Victoria, i mange år har været yderst populær (og ifølge en del meningsmålinger mere populær end sin far). Alt dette trækker i retning af, at kong Carl XVI Gustaf måske godt kunne finde på at følge dronning Margrethes eksempel. Måske ikke i år, men så måske om et par år eller lignende.

Men vi kan ikke vide det. Muligvis vil den svenske konge lægge mere vægt på den mere end 300 år gamle svenske tradition med ikke at abdicere end på de øvrige faktorer, jeg har nævnt ovenfor. Og i det tilfælde vil der sandsynligvis gå en del år, inden vi får et tronskiftet i vores svenske naboland.

QOSHE - Får Margrethes farvel andre monarker til at abdicere? - Lars Hovbakke Sørensen
menu_open
Columnists Actual . Favourites . Archive
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close
Aa Aa Aa
- A +

Får Margrethes farvel andre monarker til at abdicere?

11 0
25.01.2024

Den danske dronning brød sin hensigt og den danske tradition med at blive siddende som regent indtil døden. Vil f.eks. hendes jævnaldrende nordiske kolleger foretage samme skridt?

Norges kong Harald V er netop blevet direkte spurgt af en journalist, om han vil følge dronning Margrethes eksempel og abdicere. Og han har endnu en gang afvist det.

Men hvis man tager udgangspunkt i Europas historie: Hvad er så egentlig sandsynligheden for, at andre monarker i Europa vil følge dronning Margrethes eksempel i de kommende år?

Hvis man ser på de to øvrige skandinaviske kongedømmer, Norge og Sverige, har man – ligesom i Danmark indtil for få dage siden – en lang tradition for ikke at abdicere. I Norge skal man helt tilbage til samme år som Danmark (1523) for at finde det seneste eksempel på en monark, der er holdt op med at være monark af en anden grund, end at vedkommende døde. Norge havde kongefællesskab med Danmark fra 1380 til 1814, og Christian II er således nordmændenes (såvel som danskernes) seneste eksempel. Hvis altså ikke man medregner den svenske konge Oscar II, som i kraft af personalunionen mellem Norge og Sverige fra 1814 til 1905 også var norsk konge frem til unionsopløsningen i 1905 og i den anledning måtte opgive den norske trone.

I Sverige er det seneste eksempel, da dronning Eleonora Ulrika abdicerede i 1720 og overlod tronen til sin mand. Svenskerne har således også en særdeles lang tradition, der går over 300 år tilbage i tiden, for at monarken........

© Jyllands-Posten


Get it on Google Play