Et flertal af befolkningerne i Polen, Holland og Slovakiet har netop signaleret, om de står på demokratiets side eller ej.

De nylig overståede valg i tre vigtige europæiske lande Polen, Holland og Slovakiet er blandt de vigtigste i mange år. Med deres stemmeafgivning har et flertal af polakkerne, hollænderne og slovakkerne nemlig klart vist alle os andre, hvor de står i kampen for demokrati og samarbejde i Europa. Og valgresultaterne taler deres tydelige sprog:

I Polen og Holland fik de partier, der går ind for tæt samarbejde mellem Europas demokratier (bl.a. inden for rammerne af EU) og et ønske om at stå sammen imod det russiske diktaturs angreb på demokratiet (gennem krigen i Ukraine), flertal i parlamentet.

Ganske vist var det i begge lande et nationalistisk parti, der blev det største (og valgene blev derfor i nogle medier betegnet som en sejr for de nationalistiske kræfter). Men det væsentligste er jo ikke, hvilket parti der blev det største. Sådan er det jo heller ikke i Danmark (i givet fald skulle samtlige folketingsvalg fra 1924 til 1998 også udlægges som en sejr for Socialdemokratiet).

Det væsentligste er, at de partier, der går ind for samarbejde mellem Europas demokratier, tilsammen fik flertal i Polen og Holland. Og derfor vil regeringsforhandlingerne begge steder også med ret stor sandsynlighed munde ud i, at nogle af disse partier danner regering med hinanden.

I Slovakiet derimod stemte et flertal af vælgerne derimod på partier, som ikke er så begejstrede for, at de europæiske demokratier står sammen imod Rusland. Og som ikke ønsker, at de demokratiske landes store sammenhold og omfattende våbenstøtte til Ukraine og sanktioner mod Putins Rusland skal fortsætte.

De signaler, som et flertal i befolkningerne sender ved valgene i Europas i disse år, er meget vigtige. De viser nemlig noget om den grundlæggende indstilling til demokrati eller det modsatte blandt flertallet af vælgerne i de pågældende lande i disse år.

I begyndelsen af Putins tid ved magten (i de første år af 2000-tallet) var valgene i Rusland efter alt at dømme forholdsvis demokratiske. Men et flertal af de russiske vælgere foretrak tilsyneladende en leder, der efter selv at være blevet valgt på relativt demokratisk vis skridt for skridt begyndte at afvikle demokratiet.

Det russiske vælgerflertal kunne ellers måske godt allerede dengang have haft visse mistanker om Putins grundlæggende holdning til, om man skulle have demokrati eller ej – eftersom det jo var almindeligt kendt, at Putin havde en fortid som ledende person inden for KGB.

Ligesom et flertal af slovakkerne jo må vide, hvad det er de stemmer på i dag.

Og ellers kan de jo blot kigge lidt i historiebøgerne. Europas historie har flere markante eksempler på personer, der oprindelig er blevet valgt ved demokratiske valg, og som derefter – efter at de var blevet valgt – begyndte at afvikle demokratiet.

For eksempel var der vist noget med en person, der kom til magten i Tyskland i 1933.