Huseftersynsordningen har altid været skæv, da den stort set kun beskytter sælgerne. Det er blevet bedre siden indførslen i 1996, men det er ikke nok.
Alt for mange klagesager, utilfredse og utrygge husejere, forsikringsselskaber på flugt.
Velkommen til den danske huseftersynsordning anno 2023.
Den består af en tilstandsrapport, en elrapport og som resultat af de to en ejerskifteforsikring. Den tegnes i 70 pct. af alle hushandlerne. Det er ikke noget tilfælde, at jeg skriver ”hus”. Ejerlejlighederne er ikke med i ordningen. Det kunne de sådan set godt være, men det ville kræve, at den byggesagkyndige skulle undersøge hele ejendommen fra top til bund foruden selve lejligheden. Det er alt for kompliceret.
En elrapport ville være højst relevant for ejerlejlighederne i de gamle ejendomme, som der er mange af. Gamle stofledninger ligger smuldrende i væggene og vil på et tidspunkt udløse en eller anden form for kortslutning. Jeg kender det på egen spinkle krop med et ejerlejlighedskøb for ca. to år siden.
Elektrikeren skulle ikke løsne ret mange stikkontakter, før han udbrød: »Her lugter brændt.« Han havde ret, og til beroligelse kan jeg oplyse, at samtlige gamle ledninger samt lampeudtaget i gangen, der bestod af 10-12 strittende ledninger, heraf halvdelen uisolerede, er udskiftet.
Hvad er der så galt med ejerskifteforsikringerne? Det giver Forsikring & Pension svaret på, og hold nu fast.
»Vi skal væk fra de nuværende brede og uklare juridiske begreber, som ingen forstår,« og »samtidig skal det gøres helt tydeligt, hvad forsikringen dækker og ikke dækker«.
Hvabehar! Her står direkte, at forsikringerne er uforståelige. Det svarer til at sælge en lampe, hvor fatningen og pæren er skjult.
Desværre kan intet overraske, når det gælder den såkaldte forbrugerbeskyttelse. Især i starten i 1996 var huseftersynsordningen skæv, da den stort set kun beskyttede sælgerne. Denne skævhed er ikke fundamentalt ændret endnu. Det er køberne, der står tilbage med de økonomiske øretæver.
Hvor gerne jeg end ville, er mit råd aldrig at lade et huskøb afgøre af en tilstandsrapport. Nogle af dem er formentlig gode nok, men andre; bl.a. en af mine svogre fik ved sit seneste huskøb en rapport, der beskrev det flotte træloft over hele huset. Huset har ikke træloft, men flotte hvide lofter.
Da jeg solgte mit hus, opgav den elsagkyndige at tjekke lampeudtagene i vores stue med loft til kip med begrundelsen:
»Jeg har glemt den lange stige.«
I garagen, som han holdt sig langt væk fra, var der »ingen selvstændig elforsyning«. Det er der så, og jeg skal da ellers love for, at installationerne er mere håndholdte end en mislykket Lars von Trier-film. Heldigvis overtog en elektriker huset.
I 2022 blev der tegnet ca. 60.000 ejerskifteforsikringer. Forsikringsselskaberne udbetalte i alt 390 mio. kr. i erstatning fordelt på 30.000 skader. Det er voldsomt. Med til historien hører, at i kun en tredjedel af tilfældene får køberne medhold. De øvrige har formentlig ikke forstået »uklare juridiske begreber«, eller »hvad forsikringen dækker eller ikke dækker«.
Ejerskifteforsikringer ligger helt i toppen af klagebunken i branchen. Siden 2018 har der årligt været omkring 30.000 klagesager.
At ordningen er en tordnende fiasko, bekræftes af forsikringsselskabernes flugtadfærd. Tidligere tilbød 30 selskaber ejerskifteforsikringer, nu udbydes de kun hos fem. Et så beskedent udbud forringer hussælgeres og -køberes mulighed for at vælge og dermed få en forsikring til den lavest mulige pris.
Systemet skal være langt mere enkelt, lyder det fra Forsikring & Pension, der bakkes op af Forbrugerrådet Tænk.
Forslaget derfra er at indføre en basisforsikring. Derudover skal forsikringsselskaberne have mulighed for at tilpasse forsikringen med yderligere dækning, der er målrettet det pågældende hus. Der er jo stor forskel på tilstanden af et hus fra 1930’erne og så et spritnyt.
Samtidig skal ejerlejlighederne ind under ordningen. Det kræver dog, at en byggesagkyndig ikke længere skal kravle rundt på hele ejendommen.
Det er påfaldende og i den grad positivt, at forsikringsselskabernes brancheorganisation er så kritisk over for ejerskifteforsikringerne og peger på en lang række problemer. Jeg giver dog ikke noget som helst for, at huseftersynsordningen beskytter forbrugerne. Måske sælgerne, men de mange klager vidner om, at køberne står i et forsikringsmæssigt vakuum.
De ville sat på spidsen være bedre beskyttet, hvis ordningen ikke var indført. I mange år hæftede en boligsælger for alvorlige mangler ved en ejendom i 20 år. Det blev vedtaget i 1908. Det viste sig, at flere og flere huskøbere i sidste øjeblik – ofte 19 år efter salget – blev mødt med meget store krav. Derfor blev forældelsesfristen halveret fra 20 til 10 år.
Huseftersynsordningen giver ikke en køber større sikkerhed. Jeg vil ikke sige tværtimod, men næsten. Rådet herfra er altid at hyre en håndværker til at gennemgå en bolig før et køb. Han eller hun er køberens repræsentant alene, mens en byggesagkyndig dybest set forsøger at dække både købers og sælgers behov. En timeløn til en håndværker er godt givet ud, også selv om den er med moms.
Det er under alle omstændigheder på tide at få gjort noget alvorligt ved huseftersynsordningen. Den fungerer ikke.Spørgsmålet er i virkeligheden: Hvorfor er det ikke sket for lang tid siden?
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Nikkei Editorial
Ali Fathollah-Nejad
Rami G Khouri
visit website
