Fradragsbegrænsningen på ratepensioner er et udtryk for formynderi, da politikerne må forvente, at vi ikke kan finde ud af at disponere vores egen pension.

Det er lige så let at fare vild i pensionsreglerne som i de sorteringssultne affaldscontainere, der er drysset ud over gader og boulevarder i de store byer og i de mange herregårdsstensbelagte indkørsler i de mindre byer.

De sorte arkitektoniske pletter har formindsket fortovsarealet, så gangstativsafhængige må prøve lykken på asfalten og bil nr. to leve et usikkert liv på vejen med indbygget ridserisiko.

Det giver i høj grad mening at sammenligne affaldssortering med pensionsopsparing. At en pizzabakke ikke længere må have en æggebakke som registreret partner i samme container, gavepapir er udelukket fra samvær med kontorpapir, og bobleplast er blevet familiesammenført med yoghurtkartoner, giver lige så lidt mening som indbetalingsreglerne på en aldersopsparing.

Langt de fleste fra 60’erne og opefter har med garanti fundet ud af, at pensionsreglerne er komplicerede. Jeg indestår for, at vi dermed deler skæbne med mange ansatte i pensionsselskaberne. Det er ikke deres ansvar, det er politikernes. Den politiske forståelse for, at pensionsændringer skal være langsigtede, er ikke til stede.

Det er vi nødt til at tage alvorligt, ellers kommer det til at koste i den sidste ende. Jo tidligere vi åbner brevene fra pensionsselskaberne i e-Boks, desto bedre.

Det gælder ikke mindst topskatteydere. Den måske besynderlige forklaring er, at de har fået og vil få endnu flere skattelettelser. For indtægter i lønintervallet 618.000 til 750.000 kr. om året vil topskatten blive halveret fra 15 til 7,5 pct. Det er ubetinget glædeligt, men det betyder, at fradragsmulighederne bliver knap så attraktive.

Det bør animere til at indbetale, mens fradraget stadig er højt.

Det ekstra pensionsfradrag er en så attraktiv bonus, at topskatteydere får 10.000 kr. på pensionsopsparingen ved reelt selv at betale 4.000 kr.

Fradraget er i år på maksimalt 80.600 kr. Har du mindre end 15 år til folkepensionsalderen, er fradraget 32 pct., har du mere end 15 år, er satsen 12 pct.

Især seniorerne bør derfor være ekstra opmærksomme på at udnytte hele fradraget, opfordrer revisionsselskabet, BDO. Her undrer man sig over, at ikke alle topskatteydere gør det. Denne opfordring er også relevant at sende videre til yngre, der betaler topskat. Topskattegrænsen er i år 588.900 kr. efter arbejdsmarkedsbidraget, der reelt er en bruttoskat.

Af en grund, som jeg ikke forstår, besluttede Folketinget for nogle år siden at begrænse fradragsretten for ratepensioner. I år kan man fratrække maksimalt 63.100 kr. Tidligere var der fuld plade på fradraget. Alle, der har råd, bør fylde helt op til den maksimale grænse, da ratepensioner giver langt større fleksibilitet.

Arvereglerne for ratepensioner er også lige til at gå til. Vil man sikre, at arvingerne får resterne af livrenten, skal man tegne en form for forsikring, der i mange tilfælde forringer livrenten markant.

Fradragsbegrænsningen på ratepensioner er et udtryk for formynderi, da politikerne må forvente, at vi er så dumme, at vi ikke kan finde ud af at disponere vores egen pension, uden at den slipper op før tid. Dette harmonerer dårligt med, at man kan få sin ratepension udbetalt over 30 år, hvis man vil.

Formynderiet går igen, når det drejer sig om aldersopsparingen. Der er ikke fradrag for indbetalingerne og til gengæld ikke skat af udbetalingerne. En anden ubetinget fordel er, at den ikke modregnes i de fleste offentlige ydelser.

Men først syv år inden pensionsalderen må man betale beløb ind af en vis størrelse, knap 59.000 kr. I årene forud må man kun indbetale 9.100 kr. Spørg mig ikke, hvorfor. Det betyder i hvert fald, at renters rente-effekten ikke slår igennem for alvor.

I aldersopsparingen er også en fælde, som skattemyndighederne tager sig godt betalt for. Den klapper, hvis du kommer til at indbetale for meget. I så fald er afgiften 20 pct.

Der er dog en mulighed for at minimere skaden. Hvis du året efter overfører beløbet over beløbsgrænsen til en fradragsberettiget pensionsordning, reduceres afgiften til 4 pct. Samme straf gælder, hvis du allerede er begyndt at trække penge fra andre pensionsordninger. I så fald må du maksimalt indbetale 9.100 kr. Hvor mange kender disse regler?

Reglerne betyder, at yngre på arbejdsmarkedet må have svært ved at tage den opsparingsform alvorligt. For dem giver det i højere grad mening at spare op via en aktiesparekonto. I dag må man indbetale maksimalt 135.900 kr. Afkastet beskattes med 17 pct.

Som ung er man langt mere følsom over for økonomiske udsving, og skulle man få akut brug for flere penge – det kan være ved arbejdsløshed, skilsmisse eller bolighandel – kan man bare hæve hos sig selv uden skrammer. Det kan man ikke på sin aldersopsparing. Hæver man i utide, skal man betale en strafafgift på 20 pct.

Jeg har i flere år ment, at pensionsreglerne trænger til en grundig revision. De er uoverskuelige, og det øger risikoen for, at vi begår dyre fejl.

Mange af reglerne og begrænsningerne hører simpelthen hjemme i containeren med ”farligt affald” på den lokale genbrugsstation.

QOSHE - Pension er som affaldssortering: Undgå at smide penge i en forkert container - Lars Nielsen
menu_open
Columnists Actual . Favourites . Archive
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close
Aa Aa Aa
- A +

Pension er som affaldssortering: Undgå at smide penge i en forkert container

7 7
24.02.2024

Fradragsbegrænsningen på ratepensioner er et udtryk for formynderi, da politikerne må forvente, at vi ikke kan finde ud af at disponere vores egen pension.

Det er lige så let at fare vild i pensionsreglerne som i de sorteringssultne affaldscontainere, der er drysset ud over gader og boulevarder i de store byer og i de mange herregårdsstensbelagte indkørsler i de mindre byer.

De sorte arkitektoniske pletter har formindsket fortovsarealet, så gangstativsafhængige må prøve lykken på asfalten og bil nr. to leve et usikkert liv på vejen med indbygget ridserisiko.

Det giver i høj grad mening at sammenligne affaldssortering med pensionsopsparing. At en pizzabakke ikke længere må have en æggebakke som registreret partner i samme container, gavepapir er udelukket fra samvær med kontorpapir, og bobleplast er blevet familiesammenført med yoghurtkartoner, giver lige så lidt mening som indbetalingsreglerne på en aldersopsparing.

Langt de fleste fra 60’erne og opefter har med garanti fundet ud af, at pensionsreglerne er komplicerede. Jeg indestår for, at vi dermed deler skæbne med mange ansatte i pensionsselskaberne. Det er ikke deres ansvar, det er politikernes. Den politiske forståelse for, at pensionsændringer skal være langsigtede, er ikke til stede.

Det er vi nødt til at tage........

© Jyllands-Posten


Get it on Google Play