Fradragsbegrænsningen på ratepensioner er et udtryk for formynderi, da politikerne må forvente, at vi ikke kan finde ud af at disponere vores egen pension.

Det er lige så let at fare vild i pensionsreglerne som i de sorteringssultne affaldscontainere, der er drysset ud over gader og boulevarder i de store byer og i de mange herregårdsstensbelagte indkørsler i de mindre byer.

De sorte arkitektoniske pletter har formindsket fortovsarealet, så gangstativsafhængige må prøve lykken på asfalten og bil nr. to leve et usikkert liv på vejen med indbygget ridserisiko.

Det giver i høj grad mening at sammenligne affaldssortering med pensionsopsparing. At en pizzabakke ikke længere må have en æggebakke som registreret partner i samme container, gavepapir er udelukket fra samvær med kontorpapir, og bobleplast er blevet familiesammenført med yoghurtkartoner, giver lige så lidt mening som indbetalingsreglerne på en aldersopsparing.

Langt de fleste fra 60’erne og opefter har med garanti fundet ud af, at pensionsreglerne er komplicerede. Jeg indestår for, at vi dermed deler skæbne med mange ansatte i pensionsselskaberne. Det er ikke deres ansvar, det er politikernes. Den politiske forståelse for, at pensionsændringer skal være langsigtede, er ikke til stede.

Det er vi nødt til at tage........

© Jyllands-Posten