Vi er nødt til at vise hinanden den generøsitet, at organdonation er et regnskab, der ikke går op. Staten skal i hvert fald ikke nurse os.
Tilsyneladende er det ikke de store etiske anfægtelser, der spolerer SVM-regeringens nattesøvn.
Det lykkes i hvert fald regeringen at argumentere for indførelse af automatisk organdonation uden én eneste gang at forhold sig til de etiske udfordringer, der nødvendigvis følger af, at borgeren bliver født ind i statens store reservedelslager.
Og vi hører genlyden af det legendariske interview i Weekendavisen, hvor statsministeren ved lanceringen af aktiv dødshjælp som en anden velfærdsydelse sammenlignede den humane aflivning af en syg hund med afslutningen på et menneskeliv – og i øvrigt bemærkede, at hun slet ikke kunne »få øje på det etiske problem i« den sag.
Nej, det er også svært. Hun optræder ufrivillig morsom i sit forhold til døden: Under coronaen var hvert dødsfald »en tragedie«, hvilket ikke kan siges at gøre sig gældende i diskussionen om aktiv dødshjælp, og nu plæderer regeringen så for automatisk organdonation, fordi den har et »ønske om, at der er flere mennesker, der skal have lov til at leve«.
Endelig har statsministeren selv udtalt følgende genialitet: »Jeg har ikke lyst til at leve for evigt. Det har jeg simpelthen ikke.« Det sidste kan jeg godt med temmelig stor statistisk sandsynlighed garantere statsministeren, at hun ikke kommer til. Dødshjælp eller ej.
Adgangen til det evige liv sorterer indtil videre ikke under SVM-regeringens almagt. Det er, som om der er gået fuldkommen kluddermudder i det eneste, der var regeringens etiske rettesnor, nemlig selvbestemmelsen over egen krop. For både i forhold til spørgsmålet om omskæring af drenge, kønsskifte for børn, grænsen for abort og aktiv dødshjælp blev det enkelte menneskes autonomi og selvbestemmelsen over egen krop ophøjet til det øverste etiske princip – og den fælles norm tilsidesat. I spørgsmålet om automatisk organdonation er selvbestemmelsesretten over egen krop suspenderet – det er som udgangspunkt staten, der har bestemmelsesretten. Aktivt skal man fravælge, at andre har råderetten over ens organer, når man har stillet træskoene.
Som sundhedsordfører Monica Rubin (M) forleden formulerede det i P1 Debat, betyder forslaget om automatisk organdonation, at »udgangspunktet i samfundet vil være, at vi giver organerne videre«. Udgangspunktet er altså en normændring – der bliver omkalfatrende for forholdet mellem menneske og stat, for vores menneskesyn i det hele taget.
Lasse Heidelbach, stifter og direktør for Patientforeningen Organdonation – ja tak, supplerede med bemærkningen om, at »organer er noget, vi giver til hinanden«. Sagt med andre ord: Kommunismens spøgelse trækker langsomt gennem vores samfund – kroppen er ikke længere vores egen, den er nogle andres – den tilhører så at sige fællesskabet.
Normændringen er radikal, for med automatisk organdonation fordrer staten, at vi viser den ubetingede barmhjertighed over for hinanden, og lægger et uhyggeligt pres på sine borgere, fordi en aktiv framelding kan opfattes som egoistisk, egenkærlig, udemokratisk, usolidarisk – ja, ubarmhjertig.
Organdonation er altså et ydre tegn på næstekærlighed og ikke mindst på selvopofrelse, selvgodhed. Men politikerne er simpelthen nødt til at acceptere, at der er grænser for et faldent menneskes barmhjertighed – og ingen stat har guddommelig bemyndigelse til at forvente den ubetingede kærlighedsgerning af sine borgere.
Lad mig understrege, at jeg virkelig godt forstår de mennesker, der har mistet en af deres kære, der forgæves ventede på et organ – og nu engagerer sig i arbejdet for at få flere organdonorer. Enhver, der ulykkelig og fortvivlet har siddet med en alvor syg i hånden, føler den allerdybeste trang til at ændre hele systemet og få Jorden til at dreje baglæns for at kunne redde vedkommende. Og hvem vil ikke tage imod et organ til sit barn – uanset om man selv er tilmeldt Organdonorregisteret? Jeg ville – og er næppe et enestående tilfælde.
Men staten må ikke nurse os i forhold til organdonation, må ikke på forhånd dømme, hvad den rette moralske beslutning er. Beslutningen skal tages i fuldkommen frihed. Mange danskere er uafklarede.
Mange danskere tror rent faktisk, at vi opstår med kød og ben og har brug for vores hjerter, lunger og hornhinder. Det kan godt være, folk ikke siger det i en opinionsundersøgelse, men de siger det til deres præst i dødens stund og i sorgens afmagt. Og vi er nødt til at vise hinanden den generøsitet, at organdonation ikke er et regnskab, der går op.
Selv ved jeg ikke, om jeg kunne give en af mine kærestes hjerte væk. Hvad med øjnene, sjælens spejl – øjnene, de tindrende, de grædende – øjnene, de ser verden igennem? Men jeg ville bede til, de fik det organ, de måtte mangle. Den beslutning og den skyld må den enkelte leve med. Det er en samvittighedssang mellem Vorherre og mig – ikke mellem staten og mig.
Etik i metermål: Hvor meget vil staten eje af dig?
6
1
17.02.2024
Vi er nødt til at vise hinanden den generøsitet, at organdonation er et regnskab, der ikke går op. Staten skal i hvert fald ikke nurse os.
Tilsyneladende er det ikke de store etiske anfægtelser, der spolerer SVM-regeringens nattesøvn.
Det lykkes i hvert fald regeringen at argumentere for indførelse af automatisk organdonation uden én eneste gang at forhold sig til de etiske udfordringer, der nødvendigvis følger af, at borgeren bliver født ind i statens store reservedelslager.
Og vi hører genlyden af det legendariske interview i Weekendavisen, hvor statsministeren ved lanceringen af aktiv dødshjælp som en anden velfærdsydelse sammenlignede den humane aflivning af en syg hund med afslutningen på et menneskeliv – og i øvrigt bemærkede, at hun slet ikke kunne »få øje på det etiske problem i« den sag.
Nej, det er også svært. Hun optræder ufrivillig morsom i sit forhold til døden: Under coronaen var hvert dødsfald »en tragedie«, hvilket ikke kan siges at gøre sig gældende i diskussionen om aktiv dødshjælp, og nu plæderer regeringen så for automatisk organdonation, fordi den har et »ønske om, at der er flere mennesker, der skal have lov til at leve«.
Endelig har statsministeren selv udtalt følgende........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
