Skal vi bare sidde og vente på, at vi uddør? Kvinder føder færre børn – og det er dybt bekymrende.
Jeg kan tydeligt huske overvejelsen: Gerne at ville have børn, ikke at kunne forestille sig selv uden børn og samtidig være fuldkommen klar over, at dét at få børnene er den største omkalfatring af tilværelsen, et menneske kan forestille sig.
Og hvad gør man så? Ja, man trækker det lidt. Vi vil gerne have børn – bare ikke lige nu. Senere. Når det passer. Når det rigtige tidspunkt kommer. Når man er helt klar.
Helt klar til, at tiden aldrig mere er din egen. Klar til natteroderi, søvnunderskud, underskud i parforholdet, underskud i det hele taget. Klar til de klistrede havregrødspletter på det rene tøj, klar til, at én er syg, og du må rive en dag ud af kalenderen. Klar til, at alt det, du troede, var det vigtigste (herunder dig selv), ved første babyskrig på fødestuen med ét er blevet sekundært. Klar til, at du ikke bare kan gøre, hvad du vil, når du vil – for der er et lille menneske, der kræver dit nærvær. Klar til at tage det ansvar på sig at være nogens mor.
Jeg var selv hunderæd, dengang jeg ventede vores første barn. Jeg var bange for, at min verden blev mindre. Min mand sagde til mig, at verden ville blive meget større. Jeg troede ham ikke.
Og jeg er temmelig sikker på, at mange af de kvinder, der trækker ned i den samlede fødselsrate, har tænkt som mig. Helt i tråd med tidsåndens individtænkning, hvor vi tror, vi kan tilrettelægge alting selv, udskyder kvinder at få børn.
Men ligesom det kan blive for sent at redde klimaet, for sent at redde ægteskabet, for sent at se Venedig – ja, så kan det blive svært og måske for sent at få børn.
Kvinders fertilitet falder og falder. I 2023 var den samlede fertilitet 1.496 barn pr. 1.000 kvinder – det betyder, at en dansk kvinde i gennemsnit forventedes at føde 1,496 barn. For at et land skal opretholde sin befolkning, skal der i gennemsnit fødes 2,1 barn pr. kvinde. Den gennemsnitlige fødselsrate i EU er i dag 1,6 barn pr. kvinde, hvilket har den helt åbenlyse konsekvens, at demografien ændrer sig. Og det er svært at modsige den britiske demograf Paul Morlands dystre forudsigelse i Weekendavisen før jul, hvor han kalder udviklingen »den største eksistentielle trussel mod Vesten«.
Skal vi acceptere, at vi sygner hen? For det er jo dét, der sker – og åbner vi for yderligere indvandring fra ikkevestlige lande, er det svært at afværge såkaldte ”store udskiftning”. Og jeg må give historiker Christian Egander Skov fuldkommen ret:
»Den demografiske krise er større og dybere end klimakrisen. Den sidstnævnte truer vores fremtid. Den første betyder, at vi slet ingen fremtid har.« Lyder hans dom i en aldeles læseværdig kommentar i Berlingske for nylig. Vi har en demografisk krise, der ikke kan afhjælpes politisk. Uanset hvor gode forhold velfærdsstaten stiller til rådighed for børnefamilierne, kan politikerne ikke gør en pind ved det. For det er et eksistentielt forhold. Det handler om, hvad vi forstår ved det gode liv – og i selvrealiseringens tidsalder begynder og ender denne overvejelse i ”mit eget behov” – og ethvert menneske med børn ved, at det at få børn er en endeløs række af behovsudsættelser.
Og forsøger politikere at opfordre kvinder til at få flere børn som f.eks. Italiens premierminister, Giorgia Meloni, der har gjort det til en mærkesag at få vendt den faldende fødselsrate – ja, så er fanden løs. Formynderiske politikere bryder det frie vestlige menneske sig nemlig ikke om. Ingen skal fortælle os, hvordan vi skal indrette vores liv.
Jeg er for så vidt enig. Alt vender sig i mig, når politikere forsøger at skubbe politiske dagsordener ind under døren i vores hjem. Men når det så er sagt, skal kvinder, hvis det overhovedet er muligt, se at få nogle børn. Af den simple grund, at det er godt for os. Ikke for at redde Vesten. Ikke for samfundets skyld – men for vores egen skyld.
Mange kvinder får færre børn, end de egentlig havde ønsket sig, ofte fordi de begynder for sent. Eller fordi tidens selvbevidste, selvstændige, selvoptagede og perfekte kvinde har svært ved at finde en partner, der er lige så perfekt og veluddannet som hende selv.
Men næsten 9 pct. af kvinder født mellem 1999 og 2003 mener, at det ideelle antal børn er nul. Læs det lige igen: nul børn. Ingen videreførelse af slægten – men lade slægten dø med én. Intet behov for at give livet videre. Jeg siger ikke, at man ikke kan leve gode og meningsfulde liv uden at få børn. Selvfølgelig kan man det. Jeg siger bare, at der er en livsafhængighed i det at få børn, der er med til at forankre os. En pligt, der holder os lidt på plads. Det hjælper os til at løfte blikket fra os mig selv og fastholde os i øjeblikket.
Det har tidens forvirrede og fortumlede menneske brug for. Min mand havde nemlig ret, det kan godt være, at verden med børn en stund føles lillebitte, når dagligdagens træthed og travlhed, snotnæser, legeaftaler, mudrede flyverdragter og nærende aftensmad på 20 minutter dækker for udsynet – men verden bliver større, når du får børn. Du ved bare ikke på forhånd hvordan, og du kan ikke forklare det – men der åbner sig en smilende udsigt til livet selv.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
