Mens antisemitismen pibler frem, der demonstreres hovedløst for Hamas, så er den danske folkekirke pinagtig tavs om truslen mod jøderne.

»Det var nok nogen, du glemte, hva’? Du har nok valgt side. Politisk,« vrissede en kirkegænger til mig i kirkedøren juleaften og hentydede til kirkebønnen, hvor jeg uden omsvøb beder for det jødiske folk, der atter en gang må lide under antisemitisme, forfølgelser og overgreb.

Men jeg, eller vi, beder også for deres gerningsmænd – at Guds nådige lys må overvinde mørket i deres sjæl. Vi beder for alle ofre for krigen i Mellemøsten – uanset på hvilken side af grænsen de befinder sig. Ingen er glemt – ingen politiske proklamationer fra prædikestolen.

Alligevel har den oprevne kirkegængers kommentar givet genlyd i mig lige siden som et uhyggeligt vidnesbyrd om det ulmende jødehad, der ikke er et spøgelse fra fortiden. Stigningen i jødehadet er alarmerende, viser en ny rapport fra Det Jødiske Samfund.

»Efter den 7. oktober har vi set en antisemitisme på steroider,« fortæller formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein.

SS-flag i lygtepæle på Frederiksberg. Og hagekors på jøders hoveddøre og klistermærker, hvor jøderne beskrives som et beskidt folk, og ikke mindst en ukontrolleret spredning af antisemitisme på de sociale medier, hvor hver 10. kommentar om jøder er antisemitisk – nogle med direkte opfordringer til at begå vold mod jøder.

Hamas’ massakre den 7. oktober, hvor civile israelere blev myrdet, voldtaget og kidnappet, bliver forsvaret med, at Israel er en »apartheidstat« baseret på »jødisk overherredømme« og postkolonialisme. Overfald på jøder, trusler mod synagoger, jødiske institutioner, skænding af jødiske gravsteder og kirkegårde og afbrænding af israelske flag er altså blevet hverdag både i Danmark og på tværs af Europa.

Europas jøder lever i frygt – igen. Og hvad gør vi ved det? Vel egentlig ikke så meget.

Men tænk lige over, at den eneste befolkningsgruppe i Danmark, der ikke frit kan vise din identitet, udøve sin kultur og religion – det er jøderne. Også på universiteterne er hagekors, antisemitiske plakater, tilråb, mobning, chikane og dødstrusler en del af hverdagen for jødiske studenter. I Danmark, hvor tusinder af mennesker sjosker bagefter pro-palæstinensiske demonstrationer under bannere med budskabet »From the river to the sea, Palestine will be free« uden ét sekund at overveje, hvem eller hvilken antisemitisk ideologi de er i ledtog med.

Det er, som om det er blevet helt legitimt at tænke: ”Det er vel også lidt jødernes egen skyld – med alle deres bosættelser, Netanyahu og zionisme.” Den lille antisemitisme baner vej for den store. Det jødiske folk er lagt for had, og vi accepterer det tilsyneladende.

Jøden er fordømt på forhånd. Det har han været i århundreder – og er det igen. Og bekæmpelsen af jødehadet kræver politisk handling og mod, som den unge socialdemokrat Frederik Vad Nielsen demonstrerede allerede i oktober.

Men bekæmpelsen af jødehadet kræver også en forståelse for, at hele den europæiske civilisation står i stor åndelig gæld til de hundreder af navngivne og unavngivne jøder, der har sat deres aftryk på vores kultur, bl.a. Mendelssohn-Bartholdy, Stefan Zweig, Franz Kafka, Hannah Arendt, Primo Levi, Leonard Cohen og ”Jøden-Jesus”, som Kaj Munk insisterede på at omtale Jesus.

Og her kommer min store undren og bekymring: Hvor er kirkens stemme i kampen mod antisemitisme? Selv den regnbuefarvede multikulturelle tyske evangeliske kirke har meldt sig i forsvaret for jødiske liv i Tyskland – selvfølgelig med alle mørke kapitler af tysk historie i bagagen.

Men den danske folkekirke? Der er ikke et ord, ikke en protest, ikke en lyd, end ikke én fælles opfordring til bøn. Det er skamfuldt. Og vi kunne roligt gøre det – for det er ikke et politisk forhold. Kaj Munk så det som en kristen pligt at gøre modstand, at tale jødeforfølgelsen imod, og det kostede ham livet. I hans sidste prædiken holdt nytårsdag 1944 i Vedersø Kirke, sagde han: »De har ladet jødeforfølgelsens skændsel udfolde sig også i vor nordiske stat, slæbt af med hundredårige gamle kvinder, trukket folk ned fra anden sal ved benene med hovedet bumpende mod trappetrinene.«

Men Kaj Munks modstand sprang ikke af en politisk holdning, nej den kom fra kristendommen – fra hans tro: »Der blomstrer et had over alverden, vildt, fortærende ondt. Kristus har lært os det store: Med alle evner og kræfter at gå imod det onde uden at hade, uden at lade sig svække af had.« Hvordan kan vi som kristen kirke i dag lade hadet blomstre vildt uden at se det som en kristenpligt, som en menneskepligt at bekæmpe antisemitisme, der ikke bare er en holdning – men et angreb på menneskeheden? Jeg forstår det ikke.

QOSHE - Kirken er pinlig tavs i kampen mod antisemitisme - Marie Høgh
menu_open
Columnists Actual . Favourites . Archive
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close
Aa Aa Aa
- A +

Kirken er pinlig tavs i kampen mod antisemitisme

5 7
26.02.2024

Mens antisemitismen pibler frem, der demonstreres hovedløst for Hamas, så er den danske folkekirke pinagtig tavs om truslen mod jøderne.

»Det var nok nogen, du glemte, hva’? Du har nok valgt side. Politisk,« vrissede en kirkegænger til mig i kirkedøren juleaften og hentydede til kirkebønnen, hvor jeg uden omsvøb beder for det jødiske folk, der atter en gang må lide under antisemitisme, forfølgelser og overgreb.

Men jeg, eller vi, beder også for deres gerningsmænd – at Guds nådige lys må overvinde mørket i deres sjæl. Vi beder for alle ofre for krigen i Mellemøsten – uanset på hvilken side af grænsen de befinder sig. Ingen er glemt – ingen politiske proklamationer fra prædikestolen.

Alligevel har den oprevne kirkegængers kommentar givet genlyd i mig lige siden som et uhyggeligt vidnesbyrd om det ulmende jødehad, der ikke er et spøgelse fra fortiden. Stigningen i jødehadet er alarmerende, viser en ny rapport fra Det Jødiske Samfund.

»Efter den 7. oktober har vi set en antisemitisme på steroider,« fortæller formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein.

SS-flag i lygtepæle på Frederiksberg. Og hagekors på jøders hoveddøre og klistermærker,........

© Jyllands-Posten


Get it on Google Play