Her på bagkanten af 2023 er det svært at være optimistisk over kristendommens genklang i vores samfund. For i året, vi tager afsked med, er der truffet nogle mildest talt bekymrende politiske beslutninger, og endnu flere er på vej. De vidner om et værdimæssigt forfald - og kristendommens stille bortgang i vores samfund
Vinduerne duggede, det lugtede af vintervåde overfrakker, luften var tæt, og der sad mennesker i alle aldre på kirkebænke, på gulvet, på alterskranken og børn med nissehuer på skødet af deres forældre. De stod i midtergangen og i sideskibet, og de sad på trappen op til prædikestolen. Sådan var det i Sankt Nikolaj Kirke juleaften – til fire julegudstjenester. Sådan var det, da juleklokken for godt en uges tid siden kimede og løftede sig stille over hele vores land – klang og efterklang af 1.000 års kristendom.
Jeg tror på, at længslen efter ånd og mening bor i os. Og alligevel er det, her på bagkanten af 2023, svært at være optimistisk over kristendommens genklang i vores samfund. For i året, vi nu tager afsked med, er der truffet nogle mildest talt bekymrende politiske beslutninger, og endnu flere er på vej, der vidner om et værdimæssigt forfald, kristendommens stille bortgang i vores samfund, og at vi endnu en gang må konstatere, at ånden år for år flyver lavere og lavere over Christiansborg.
Og netop her, på Christiansborgs Slotsplads i februarkulden, var tusinder af forfrosne danskere samlet til en folkelig demonstration for bevarelse af store bededag. Jeg er ikke noget stort demonstrationsmenneske, men i min tale sagde jeg blandt andet, at »aldrig har nogen regering behandlet folkets kirke, en af vores vigtigste kulturbærende institutioner, med så stor respektløshed og ligegyldighed – aldrig har nogen regering behandlet vores fælles traditioner og værdier, vores åndelige arv og fundament med så stor ringeagt som med forslaget om at afskaffe store bededag. For ganske vist er store bededag ikke en bibelsk begrundet helligdag. Vi kan godt være kirke uden store bededag, men det er en dag med dybe folkelige, kulturelle og åndshistoriske rødder – alt det, der skaber vores lands sammenhængskraft og gør os til det land og det folk, vi er«. Folkemængden hujede, båttede og klappede.
Med ligeså stor foragt for vores væsens rod og vores åndsfrihed, der ikke først er opfundet med revolutioner og oplysningstid, men fra første begyndelse blev os skænket i kristendommen, blev koranloven kort før jul vedtaget – en islamisk lov blev vedtaget i et kristent land. I kristendommen er mennesket ikke Guds væbner. Vi er ikke troshelte, men skyldige mennesker, som Gud tog til nåde, og vores skyld tog han på sig. Derfor er mennesket ikke i en position, hvor vi kan forsvare kristendommen. Men nu skal vi ved lov forsvare muslimernes hellige skrift, Koranen – og deres lunefulde gud, Allah. Nedbrydningen af vores kultur er svær at overse – og vi har 94 politikere på anklagebænken. Én af dem er vores nye kirkeminister, Morten Dahlin, der fra ministertaburetten med åben pande vil kæmpe mod islamisk ekstremisme.
Kære nye kirkeminister, jeg vil råde dig til ikke at gøre dig negativt afhængig af islam, som de fleste andre såkaldte værdikæmpere er, men hvis du virkelig er modig, så nævn kristendommen, hver gang du nævner islam – for vi har brug for at vide, at I politikere ved, hvad et kristent samfund er. Du vil blive husket for det. Og en civilisation funderet på kristendommen allierer sig i øvrigt heller ikke med døden og tillader aktiv dødshjælp, aflivning på begæring, statssanktioneret medlidenhedsdrab – men beskytter og værner om det gudskabte menneskeliv i alle faser af livet. Husk det, kære folkevalgte, når I genoptager diskussionen i 2024.
Og til slut to nytårsønsker til folkekirken: Vi skal vikle os ud af wokeismens ideologiske regnbueklæder og iklæde os Guds fulde rustning og forkynde evangeliet om syndernes forladelse – rent og purt. Wokeimen er Antikrist. Og endelig: Bed nu for jøderne. Det er ikke et politisk forhold at beskytte jødisk liv. Det er en kristen pligt. Glædelig nytår!
Længslen efter ånd og mening bor i os
6
1
31.12.2023
Her på bagkanten af 2023 er det svært at være optimistisk over kristendommens genklang i vores samfund. For i året, vi tager afsked med, er der truffet nogle mildest talt bekymrende politiske beslutninger, og endnu flere er på vej. De vidner om et værdimæssigt forfald - og kristendommens stille bortgang i vores samfund
Vinduerne duggede, det lugtede af vintervåde overfrakker, luften var tæt, og der sad mennesker i alle aldre på kirkebænke, på gulvet, på alterskranken og børn med nissehuer på skødet af deres forældre. De stod i midtergangen og i sideskibet, og de sad på trappen op til prædikestolen. Sådan var det i Sankt Nikolaj Kirke juleaften – til fire julegudstjenester. Sådan var det, da juleklokken for godt en uges tid siden kimede og løftede sig stille over hele vores land – klang og efterklang af 1.000 års kristendom.
Jeg tror på, at længslen efter ånd og mening bor i os. Og alligevel er det, her på bagkanten af 2023, svært at være optimistisk over kristendommens genklang i vores........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
