Gennem årtiers tab af pligtkultur har vi glemt, at ikke bare arbejdslivet, men hele livet, er ét stort, forpligtende, samvittighedsfuldt stykke arbejde.
Jeg tror, det bliver svært at finde ét eneste barn i kongeriget, der er enig med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i den legendariske udtalelse, der formentlig bliver indskrevet i historiebøgerne: »Lad være med at kigge ned i jorden, når du henter dine børn, lige før børnehaven lukker. Gå med rank ryg. Du har intet at skamme dig over. Vær stolt over det kæmpe bidrag, du leverer til samfundet.«
Det er ordene fra et interview i nærværende avis i forbindelse med udgivelsen af Dybvads tredje bog, ”Arbejdets land” – en historisk og idépolitisk gennemgang af arbejdets betydning for den danske velfærdsstat. Jeg er næppe den eneste forældre, der har oplevet, at ens barn straks efter aflevering i morgenmylderet med kys og kram og vinkeceremoni ved lågen i stakittet, der indhegner børnehaven, hiver pædagogen i ærmet og glædestrålende fortæller, at »i dag kommer mor eller far tidligt og henter mig«.
For selvom de første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første – så vil ethvert barn bare hellere være den første end den sidste, der bliver hentet – hentet hjem til sit hjem. Selvfølgelig. Men, må vi forstå, det går ud over børnene, hvis ikke forældrene arbejder mere, som Dybvad har udtalt til nærværende avis. Det er altså for børnenes skyld, at de skal opbevares i børnehaven til to minutter i lukketid – for det tjener dem til gavn, at mor og far tjener velfærdsmaskinen.
Dybvad er kvik, han er veltalende og velskrivende, velovervejet og velformuleret, men afgudsdyrkelse af velfærdsstaten, forherligelse af hamsterhjulet, som mange gerne vil stige af, og syn på menneskeborgeren som en ressource, der skal udnyttes til sidste blodsdråbe og åndedrag, vidner om et menneskesyn, der får mange sjæle til at gyse. Kritikken er mildest talt væltet ned over ”Mettes dreng” og Socialdemokratiets chefideolog.
Dybvad anfører det argument, at arbejdet og vores velfærdsmodel er som »siamesiske tvillinger«. Den ene dør, hvis man skiller dem ad, og han forsøger således at anspore borgeren til at have dårlig samvittighed over for staten – eller rettere over for velfærdsideologien. Over for den skal vi vide os forpligtet i en sådan grad, at arbejdet næsten bærer lønnen i sig selv – for i opfyldelse af pligten ligger ifølge Dybvad meningen. Meningen med tilværelsen, med livet simpelthen.
Jeg har i mit præsteliv begravet mange gamle bønder, håndværkere og mennesker fra alle mulige andre erhvervsgrupper, der har knoklet næsten helt til deres livsaften, fordi de på et højere åndeligt niveau end det, Dybvad med al respekt bevæger sig på, følte sig forpligtet til at passe deres liv. Når landmanden kørte i marken, til Solen gik ned, gjorde han det af pligt over for sin jord, sit liv, sin slægt, sin arv. Når arbejderen sled sig træt på fabrik, var det, der drev ham, ikke pligten over for velfærdsmodellen, men over for de børn, den familie, der ventede ham derhjemme.
Men gennem årtiers tab af pligtkultur har vi glemt, at ikke bare arbejdslivet, men hele livet, er ét stort, forpligtende, samvittighedsfuldt stykke arbejde. Derfor har mennesket i dag en enorm stor længsel efter mening med livet, men det kan ikke, som Dybvad tror, udfyldes med arbejde for velfærdsstaten og troen på velfærdsstatens lyksaligheder – der nærmest bliver et eksistentielt grundlag.
Meningen ligger i, som mange nok så småt er ved at opdage, at tage sig af livet og tage det på sig med forpligtelserne over for alt, der kalder på os; arbejde for det daglige brød, forpligtelsen over for vores medmennesker, vores fortælling, vores ophav – vores børn. Det er dét, der givet livet retning – og binder vores (dårlige) samvittighed – ikke velfærdsideologien.
Meningen med livet finder du ikke der, socialdemokraterne peger hen
7
0
04.11.2023
Gennem årtiers tab af pligtkultur har vi glemt, at ikke bare arbejdslivet, men hele livet, er ét stort, forpligtende, samvittighedsfuldt stykke arbejde.
Jeg tror, det bliver svært at finde ét eneste barn i kongeriget, der er enig med udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i den legendariske udtalelse, der formentlig bliver indskrevet i historiebøgerne: »Lad være med at kigge ned i jorden, når du henter dine børn, lige før børnehaven lukker. Gå med rank ryg. Du har intet at skamme dig over. Vær stolt over det kæmpe bidrag, du leverer til samfundet.«
Det er ordene fra et interview i nærværende avis i forbindelse med udgivelsen af Dybvads tredje bog, ”Arbejdets land” – en historisk og idépolitisk gennemgang af arbejdets betydning for den danske velfærdsstat. Jeg er næppe den eneste forældre, der har oplevet, at ens barn straks efter aflevering i morgenmylderet med kys og kram og vinkeceremoni ved lågen i stakittet, der indhegner........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
