At Vanopslaghs budskaber går rent ind hos så mange unge, siger noget om, hvilken grundforvirret tid vi lever i.
Det må gyse i sjælene på venstrefløjen, at så mange unge har fundet et ståsted i de liberale blå værdier: 30,15 pct. af danske skoleelever i 8. 9. og 10. årgang har sat deres kryds ud for Liberal Alliance ved skolevalget forleden, og partiet løb med en markant sejr.
Der var langt ned til nummer to, DSU, som fik 15,99 pct. af stemmerne, og VU på tredjepladsen med 9,81 pct. af stemmerne.
»Ungdommen er liberal. Det tegner jo ikke helt skidt for fremtiden,« sagde partiets tilfredse leder, Alex Vanopslagh, der har talt ind i hjertekulen af de unge og forkyndt det borgerlige evangelium for dem om frihed og ansvar.
Selvfølgelig afspejler Liberal Alliances mægtige sejr ved skolevalget, at Vanopslagh er veltalende, velklædt og karismatisk og møder ungdommen på de digitale platforme, hvor de færdes – og møder dem med nogle ord, de forstår, men alligevel ikke kan sige sig selv.
Og selvfølgelig har de klassisk liberale budskaber om lavere skattetryk, afskaffelse af topskat, mindre bureaukrati, billigere og bedre velfærd tiltalt de unge, men at de unge hjerter tilsyneladende længes efter at høre Vanopslagh lægge evighedens eftertryk på, at ansvaret er deres eget, fortæller noget om, hvilken grundforvirret tid vi lever i.
Ungdommen er blevet opflasket med, at det er samfundets indretning, strukturelle problemer, for få ressourcer, forældrenes forældreevner eller mangel på samme og måske en diagnose, der har ansvaret for den drejning, deres liv kommer til at tage.
De lærer simpelthen, at det ikke er deres eget ansvar. Og så hører det ofte til de unges skæbne, at mange af dem er ønske- og projektbørn, som forældrene kunne realisere sig selv igennem – de blev curlingbørn af velmenende forældre, der vil fjerne hver en sten på vejen, så de kan komme let og smertefrit gennem livet – og således uden ansvar.
Jeg skal være den første til at indrømme, at i de fleste af os i lutter kærlighedsoverskud nok findes en indre curlingforældre, der indimellem stikker hovedet ud – men når det sker, skal vi minde hinanden om, at det værste, vi kan gøre over for vores børn, er at berøve dem ansvaret for deres eget liv.
Vi bliver sat i fængsel for at stjæle hinandens penge, og samme straf gælder, når vi tager ansvaret fra hinanden – tager livsdueligheden fra hinanden. Og jeg er helt overbevist om, at det er dét ansvar i eksistentiel forstand, de unge nu kræver tilbage – for måske har de fornemmet, at i ansvaret ligger meningen.
Derfor er Liberal Alliances klare og enkle budskaber på en gang så frisættende og så meningsmættede for den ungdom, der er børn af årtiers rodløshed, åndløshed og traditionstab – og tilmed er de gennem deres unge liv blevet holdt i et kærligt jerngreb af deres forældre, nurset af politikere, der lover dem, at de endelige ikke skal præstere for meget, ikke stræbe for meget, ikke knokle for meget efter høje karakterer – der skal »ro på«, som SF’s kampagneslogan lyder.
Lad mig minde om, at SF ved skolevalget kun opnåede 5,6 pct. af stemmerne. De unge vil altså ikke have »ro på«, mindre karakterræs, færre krav, mere SU og flere varme tæpper at pakke den skrøbelige sjæl ind i – nej, de vil have deres ansvar tilbage.
Og det paradoksale er jo, at vi gennem den idealistiske dyrkelse af barnet og det unge menneske som et renere, uskyldigere og visere eksemplar af menneskeslægten har givet eleverne i skolen, den unge i samfundet, det forkerte ansvar. Elever skal ikke ”have ansvar for egen læring”, det er den (forhåbentlig) kompetente voksnes ansvar. Ligesom det heller ikke er børnene og de unge, der skal løse klimaudfordringerne, det er både »uordentligt og umoralsk«, som tidligere undervisningsminister Merete Riisager skriver i sin bog ”Selvbyggerbørn”.
De unge skal ikke gøre opfindelser, redde dyrearter og finde ud af, hvordan verdensmålene indfris, det skal de vidende voksne gøre, for det forkerte ansvar kan »sætte sig som en følelse af utilstrækkelighed og tvivl, der kan blive eksistentiel«, som Riisager så rigtigt skriver.
Børnene og de unge skal ikke have ansvaret for de voksnes ansvarsforflygtigelse, de skal ikke have ansvaret for hele verden, men ansvaret for sig selv. For det er være menneske er at bære ansvar. Og bærer vi ikke ansvar, bærer vi heller ikke skyld – og skylden vil det moderne menneske helst slippe for, selvom både ansvar og skyld falder sammen med vores dybeste bestemmelse som mennesker.
Det skriver jeg en klumme om en anden dag, men jeg, der ellers tilhører bekymringsindustrien, er opmuntret og sjældent optimistisk over, at de unge vælger ansvaret til. Det er da en begyndelse.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
