Jeg talte med en veninde forleden, hvis nye arbejdsplads bryster sig af at have fleksibel arbejdstid – min stressede sjæl, hvad vil du mer’, tænker nok de fleste arbejdende mennesker i dag.
Men hun havde sine forbehold: Det er jo fint at kunne tilrettelægge sit arbejde efter tandlægebesøg og andre gøremål og så arbejde hjemme på alle mulige og umulige skæve tidspunkter af døgnet og ugen. Men til gengæld for den umiddelbare fleksibilitet og frihed har man følelsen af altid at arbejde lidt – aldrig hvile helt. Jeg tror, hun rører ved akilleshælen i vores usunde arbejdskultur, det mulighedernes rige af hjemmearbejde, frihed og fleksibilitet, men som i virkeligheden producerer udbrændte sjæle. For det er ikke den 37 timers arbejdsuge, der gør os stressede.
Sidst i 60’erne og først i 70’erne, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, var en fuldtidsarbejdsuge omkring 41-42 timer. I Tyskland arbejder en fuldtidsansat 40 timer om ugen – og er ikke mere stresset end os. Hvad er der så galt, siden vi én for én segner? Måske trænger vi til, midt i den velmenende fleksibilitet, at blive mindet om den ældgamle visdom, at alting har sin tid, som et pejlemærke for den såkaldte work-life-balance – der skal sikre en balance mellem arbejde og privatliv. Men lige nu foregår alt i én stor pærevælling.
Jeg tror, det moderne menneske, der halser afsted med sjælen blafrende bagefter sig, kan lære af de gamle benediktinermunke, der havde regel om ”Ora et labora” (bed og arbejd) som det centrale for deres kontemplative klosterliv. Bøn og arbejde var de to meningsfulde opgaver i munkenes liv – og det er naturligvis ikke dét som sådan, men den skarpe tidsopdeling mellem de to, balancen mellem gøremålene, mellem orden og kaos, rytmen, formen, vi kan tage til os. Selvfølgelig er der erhverv som mit eget, hvor man beskæftiger sig med mennesker, ånd, tænkning og ord, og som ofte mere er et liv og en livsstil end et arbejde. Men der er sket det de seneste 10-15 år, at jeg kan besvare mails fra menighedsrådet, når jeg ligger i min seng, stå med telefonen i hånden og ”arbejde”, mens jeg steger frikadeller, står i køen i Netto eller sidder i toget – alle tænkepauserne, alle opholdene kan udnyttes til arbejde. Dertil kommer al irrelevant skærmaktivitet – den konstante afbrydelse, vi udsætter os selv for.
Ligesom småbørn har brug for ro, renlighed og regelmæssighed, har det voksne menneskebarn brug for rytme og form, kontinuitet og orden. I sin bog ”Skærmens magi” skriver prof. Bent Meier Sørensen så sandt, at »hvis du vil alt på én gang – så opnår du ingenting, udover altså hvad Kierkegaard refererer til som de ”store foretagenders adspredelse”, det vil sige forvirring og udmattelse, afbrydelse og, til sidst, nedbrud«. Og fordi vi kan slæbe vores arbejde med over alt på den lille skærm og bilde os ind, at sofaarbejde med computeren på maven til langt ud på aftenen næsten er at holde fri, så sker forskydningen af balancen mellem orden og kaos – med bekymrende retning mod kaos, stress, burnout, sygemelding. Og i weekenden kan vi indhente det, vi ikke nåede – og nå lidt mere.
Jeg er overbevist om, at der ligger en nøgle til frihed, sundhed og velvære i den orden, rytme og ro, vi tror os begrænsede af. Hvis vi hører genlyden af ”ora et labora”, den strenge, aflastende dagsrytme – ja, så kan vi i fritiden holde op med at gøre alt det, vi burde gøre – fordi vi har gjort det i den tid, der var berammet til det. For hvilen er ikke til for at skabe mere – den er til for at genskabe os.
Vi mangler orden, regelmæssighed og rytme i vores liv
5
0
20.11.2023
Jeg talte med en veninde forleden, hvis nye arbejdsplads bryster sig af at have fleksibel arbejdstid – min stressede sjæl, hvad vil du mer’, tænker nok de fleste arbejdende mennesker i dag.
Men hun havde sine forbehold: Det er jo fint at kunne tilrettelægge sit arbejde efter tandlægebesøg og andre gøremål og så arbejde hjemme på alle mulige og umulige skæve tidspunkter af døgnet og ugen. Men til gengæld for den umiddelbare fleksibilitet og frihed har man følelsen af altid at arbejde lidt – aldrig hvile helt. Jeg tror, hun rører ved akilleshælen i vores usunde arbejdskultur, det mulighedernes rige af hjemmearbejde, frihed og fleksibilitet, men som i virkeligheden producerer udbrændte sjæle. For det er ikke den 37 timers arbejdsuge, der gør os stressede.
Sidst i 60’erne og først i 70’erne, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, var en fuldtidsarbejdsuge omkring 41-42........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
