Der er behov for at få bedre styr på begreberne, hvis vi skal diskutere fænomenet aktiv dødshjælp. Ellers går vi helt forkert i byen.
Hun føler sig medskyldig i hans død. Hun fulgte sin nære ven smeden Preben Nielsen til døden i Belgien.
Hun så saltvandet løbe igennem slangerne, hun så ham døse hen af sovemedicin, hun så, at han fik den gift, der slog ham ihjel – »og smeden, som hun havde kendt det meste af sit liv, forsvandt for øjnene af hende. Som han havde ønsket«.
Sådan lyder det i den opklarende, oplysende og tiltrængte artikel, som Jyllands-Posten bragte i juledagene, hvor Freja Polonius fortæller om alle de svigt i sundhedssystemet, vi ikke hørte om, alt det mørke, vi ikke så, al den tvivl, vi ikke erfarede, al den sjælelige smerte, vi blev sparet for i DR-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø”.
I det unuancerede partsindlæg i debatten om aktiv dødshjælp fik danskerne indtrykket af, at en sprøjte er den mest humane, smertefri, lette, værdige – ja faktisk lykkeligste måde at forlade denne verden på. En hyldest til aktiv dødshjælp – serveret til aftenkaffen i de danske hjem – og som uden tvivl har påvirket mange danskeres syn på dødshjælpsdebatten.
Og vel skal man have et stenhjerte for ikke at få medlidenhed med ham. Det betyder bare ikke, at statssanktioneret medlidenhedsdrab skal være udvejen af det liv, der umiddelbart virker udsigtsløst. Men begejstringen for dokumentaren vidner netop om, at mange tilhængere af aktiv dødshjælp ikke kun ønsker denne tvivlsomme velfærdsydelse for mennesker, der i forvejen er erklæret terminale og alligevel vil dø inden for en overkommelig fremtid.
I Prebens tilfælde var døden ikke nærtforestående – han kunne formentlig være blevet en gammel mand. Ser I, den etiske glidebane vil være en realitet fra begyndelse. Når jeg holder foredrag og taler med folk om emnet, hører jeg ofte nogen sige: ”Jamen, vi har jo strengt taget aktiv dødshjælp i forvejen, det skal bare legaliseres” – og refererer til dengang, deres gamle far eller mor fik et ekstra skud morfin og derpå sov ind.
Nej, det er ikke aktiv dødshjælp. Vi kludrer simpelthen rundt i begreber – og det er ikke så sært, men jeg vil forsøge at give en afklaring.
Eutanasi kommer af græsk og betyder ”god død”. I flere år har Etisk Råd herhjemme insisteret på at bruge begrebet, fordi ”dødshjælp” er anderledes positivt værdiladet – for hvem vil ikke ”hjælpe” et andet menneske? I Tyskland derimod vækker ordet eutanasi en anderledes negativ genklang af nazismens eutanasiprogrammer, hvor ikke kun jøder, men også fysisk og mentalt handicappede blev udrenset. De var ubrugelige, en trussel mod den ariske genetiske renhed og uværdige til at leve – ja, det kan alle, der affejer glidebaneargumentet lige notere sig.
Tilbage til begreberne: Passiv dødshjælp er indstilling af behandling og ophør af livsforlængende medicin. Ved at slukke for respiratoriske hjælpemidler fortsættes den naturlige dødsproces – der var afbrudt af intensiv medicinsk behandling. Indirekte dødshjælp er en øget dosering smertelindrende medicin –døden indtræffer som følge heraf. Behandlingsformålet er at lindre lidelse.
Aktiv dødshjælp er medicinske foranstaltninger, der fremprovokerer døden – uanset udsigten til, hvornår livet ellers ville være slut. Behandlingsformålet er livsafsluttende. Forskellighedskriteriet er altså målet med behandlingen.
Lad os fortsætte med drab på begæring eller statssanktioneret medlidenhedsdrab, der betyder, at den syge selv beder om at dø – og en anden person udfører handlingen. Begrebet ”assisteret selvmord” dækker over, at den, der ønsker at dø, selv indtager den dødbringende medicin, der er stillet til rådighed.
Nuvel. Hvis vi indfører retten aktiv dødshjælp, statssanktioneret medlidenhedsdrab og eller assisteret selvmord – politikerne er nødt til at forholde sig til mulighederne – så har samfundet også pligten til at sørge for, at bemyndigede personer kan tage livet af de mennesker, der anmoder om det. Og uagtet fritagelsesmuligheden ville lægerne kunne føle sig presset til at erklære sig villige til opgaven. Er det ikke nådesløst, at vi skaber et samfund, hvor det forventes, at nogen tager den synd på sig at dræbe et anden menneske?
Og for at vende tilbage til, hvor vi begyndte – hos en berørt Freja Polonius, der fortæller, at hun har en »meget stor sorg og en skyldfølelse over, at jeg ikke stoppede det … Det er en dyb skam og sorg, man nok ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke har været med til at tage livet af en af sine venner, og det har de færreste jo«. Overvej lige, hvilken afgrundens nat og anfægtelsens mørke vi fører samfundet og samfundets borgere ind i, hvis vi kan afslutte vort eget og hinandens liv med statens hjælp og velsignelse.
Vi roder rundt i begreberne om aktiv dødshjælp
4
9
20.01.2024
Der er behov for at få bedre styr på begreberne, hvis vi skal diskutere fænomenet aktiv dødshjælp. Ellers går vi helt forkert i byen.
Hun føler sig medskyldig i hans død. Hun fulgte sin nære ven smeden Preben Nielsen til døden i Belgien.
Hun så saltvandet løbe igennem slangerne, hun så ham døse hen af sovemedicin, hun så, at han fik den gift, der slog ham ihjel – »og smeden, som hun havde kendt det meste af sit liv, forsvandt for øjnene af hende. Som han havde ønsket«.
Sådan lyder det i den opklarende, oplysende og tiltrængte artikel, som Jyllands-Posten bragte i juledagene, hvor Freja Polonius fortæller om alle de svigt i sundhedssystemet, vi ikke hørte om, alt det mørke, vi ikke så, al den tvivl, vi ikke erfarede, al den sjælelige smerte, vi blev sparet for i DR-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø”.
I det unuancerede partsindlæg i debatten om aktiv dødshjælp fik danskerne indtrykket af, at en sprøjte er den mest humane, smertefri, lette, værdige – ja faktisk lykkeligste måde at forlade denne verden på. En hyldest til aktiv dødshjælp – serveret til aftenkaffen i de danske hjem – og som uden tvivl har påvirket mange danskeres syn på dødshjælpsdebatten.........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
