Danskernes nyvundne interesse for prepping er pinagtig.
Jeg skal love for, at den lille dansker er beredt til tænderne, når (eller hvis) den russiske bjørn krydser den danske grænse. Kældrene bliver pakket med frysetørret mad, stearinlys, dåsemakrel, litervis af langtidsholdbar mælk, varme tæpper, 300 ruller toiletpapir, pasta nok til en hel italiensk landsby, fem års forbrug af tændstikker og et trangiasæt, de fleste ikke aner, hvordan man bruger.
I skuret står gasflasker, vanddunke, en batteridrevet radio, et apparat til vandrensning og en generator, de fleste heller ikke aner, hvordan man bruger. Der er lidt hyggebredskab over det. Nu kan fjenden bare komme an – og den moderne kastrerede mand kan vise, hvad han duer til.
Danskerne ruster sig til krig. Måske – men mange danskere kan ikke engang helt basal spejderlærdom – binde et knob, yde førstehjælp og holde liv i et bål. Men vi svælger lidt i eksistentiel kedsomhed, længsel efter skibskatastrofer og pludselig død.
Det er lidt trist og lidt komisk at læse de endeløse beretninger om danskere, der netop nu ”prepper” og forbereder sig på en krigssituation. Selvfølgelig er det godt at kunne tage vare på sig selv, for da løfter man en byrde fra samfundet. Men kommer krigen, er det ikke nok at have brugt en månedsløn eller to på overlevelsesudstyr.
Det er pinagtigt, bekymrende og symptomatisk for vores hyper-individualiserede tid, hvor vi bilder os ind, at vi står til ansvar for vores egen fremgang og undergang – at vi først og fremmest, først og sidst tænker på os selv. Også i en potentiel krigstid – hvor samfundet går under, hvis vi bare er os selv nærmest og luner os hjemme i kælderen ved trangia-sættet.
»”Prepping” er mere ro end panik«, lød en overskrift forleden i Kristeligt Dagblad – men prepping er en falsk tryghed, for hvis fremmede kampfly flyver ind over Danmark, bliver du ikke reddet af en dåse makrel og 50 liter vand. Og når jeg hører om den måde, danskerne så at sige ”prepper” sig til krig på, må jeg bare sige, at det er de færreste danskere, jeg vil ligge ved siden af i en skyttegrav.
Jeg er helt overbevist om, at havde Anden Verdenskrig været i dag, ja, da havde der så at sige ikke været meget krudt i modstandsbevægelsen. For der er et fælles anliggende ved det at være menneske og borger i Danmark, der fordrer noget andet af os end at betale skat til fællesskabet og velfærdsgoderne. I en krigs- og krisesituation er vi livsafhængige af at have et stærkt og offerberedt civilsamfund, der stiller sig beredt for vores medborger og medmenneske – vores samfund og fædreland.
Det er fint, hvis danskerne får flere konkrete råd om hjemmeberedskab – og hvordan de skal forholde sig i en given krigs- og krisesituation. Men hvis vi virkelig vil hjælpe – og virkelig bekymrer os for Danmarks og danskernes sikkerhedsmæssige situation på en lidt mere alvorlig, oplyst og reflekteret måde, end når man hamstrer frysetørret mad – ja, burde langt flere melde sig i det frivillige beredskab, i brandvæsnet og hos Hjemmeværnet, der i den grad har brug for danskernes kræfter. De danske beredskab er nemlig rigtig dårlig rustet til hybride trusler, cyber- og sabotageangreb – der blandt andet kan lamme vores infrastruktur, strøm og vandforsyning.
I fredstid er musklerne fejlagtigt blevet sparet væk, og de færreste danskere tænker nok på, at i tilfælde af krig er vores forsvar så lille, at den største styrke, vi reelt kan indsætte på landjorden, er Hjemmeværnet.
Redningsberedskabet har registreret danskernes stigende interesse for, hvor nærmeste beskyttelsesrum ligger, men vi har brug for, at danskerne interesserer sig for et engagement i beredskabet. Hvis Storebæltsforbindelsen ryger i luften, eller anden kritisk infrastruktur bryder sammen eller saboteres, rykker alle forsvar, men også Hjemmeværnet og brandvæsenet ud – det er de scenarier, man træner til.
Læg mærke til, at vi sjældent ser billeder fra krigens Ukraine uden at se en brandbil. For udover at det civile beredskab er dem, der kommer med telte, vand, strøm og fornødenheder, slukker de også ild, der som regel er meget af i en krig, nødredder tilskadekomne, også ved massetilskadekomst, håndterer kemiske ulykker og alt muligt andet.
Det ville være rettidig omhu at opgradere redningsberedskaberne, men lige nu afsløres det, at vi i årtier har levet, som om krigens tid var forbi. Vi omdannede beskyttelsesrummene til vinkældre, vaskekældre, pulterrum, og resten lod vi forfalde, fjernede beskyttelsesrum fra bygningsreglementet, sparede på forsvarsbudgetterne, og nu betaler vi prisen for dårskaben.
Ja, hovmodigt har vi levet, som om synden var forsvundet ud af verden – og haft en naiv overtro på det gode i mennesket. Men i en falden verden bekriger mennesket hinanden, erobrer hinandens lande og slår hinanden ihjel – og det har vi gjort fra arilds tid – derfor skal vi være beredte, også i fredstid.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
