Krænkelsesparatheden hos medierne sprang ud i lys lue, da både biskop Henrik Stubkjær og Lars Løkke manede til eftertanke efter Søren Papes død. Der var i hvert fald ikke nogen, der skulle komme her og antyde noget forkert.
Det er en del af woke-bevægelsen, at krænkelsesparatheden er tiltaget i foruroligende grad. Gruppen af krænkelsesparate omfatter nu også toneangivende mediechefer i Danmark.
Egentlig er det tragikomisk. Woke-bevægelsen er virkelig blevet kritiseret af selvsamme mediechefer. For i et demokrati må alle kunne tåle at blive udsat kritik, ja tilmed at blive krænket, lyder mantraet. Mediernes etos er at være demokratiets salt. Alle med magt holdes i ørerne. Sådan hedder det i skåltalerne.
Nu er det bare sådan, at medierne også har magt og ansvar i dette land. Men må man overhovedet udøve mediekritik? Hvem tør sætte kritisk lys på mediernes ansvar i et samfund med en pressefrihed, som vi alle værdsætter?
Ikke mange. For mediernes magt indebærer muligheden for at sætte dagsorden på godt og ondt. At afsløre og oplyse, men også at køre kampagner helt derud, hvor proportionerne forsvinder.
Som præst ved jeg, at ethvert dødsfald giver anledning til eftertanke. Døden sætter vores liv i perspektiv og peger også frem mod det liv, vi skal leve fremover, og forvalte det ansvar, der nu er vores.
Udenrigsminister Lars Løkke havde den eftertanke, at han ikke kunne slippe fornemmelsen af, at der i Papes liv havde været et sammenstød mellem et alt for hårdt politisk miljø og det, som Søren Pape var inde bag det hele: et oprigtigt, venligt, blødt og kærligt menneske.
Ved den smukke bisættelse i Viborg Domkirke tillod biskop Henrik Stubkjær sig at sige, at hvis Papes død kunne afstedkomme en eftertanke blandt politikere og os alle om tonen i debatterne – og fremmane selvransagelse hos pressen om, hvordan man behandler folkevalgte politikere(…), så ville det være i Sørens ånd.
En række mediechefer sprang straks i blækhuset på grund af det, de opfattede som en uhørt krænkelse. En anklage om, at mediernes politiske dækning var medskyldig i Papes død. Det er der bare ingen – som i ingen – der har påstået.
I ”Presselogen” på TV 2 himlede de op på stribe. Politiken rasede på lederplads og bad sig fritaget for det, der blev betegnet som »synsninger«. Ekstra Bladet råbte, at Løkke »nærmest siger, at avisen har været med til at slå Pape ihjel«. I Berlingske mener man, at »ansvaret for et hårdt politisk miljø ligger hos politikerne selv«. Kristeligt Dagblad påpeger, at biskop Stubkjær »gjorde bisættelsen til politisk polemik«. Og i denne avis konstaterede lederskribenten, at det står politikerne frit for »bare at lade være med at tage telefonen«, når journalisterne ringer.
Ja, det er sandt. Men det er kun den halve sandhed. Den anden halvdel er, at hvis politikerne ikke tager telefonen, kan historien spidsvinkles og få sit eget liv, da det “ikke har været muligt” at få en kommentar fra den pågældende. Man har jo forsøgt uden held!
De fleste journalister beflitter sig hver dag på at bedrive ordentlig journalistik. Men med chefer, der er så krænkelsesparate over for stilfærdige opfordringer til eftertanke hos os alle i kølvandet på et tragisk dødsfald, får man den tanke, at magtkritik er nødvendig – bare ikke, når det gælder medierne.
Jeg har ikke hørt en eneste mene, at historierne om Papes ægtefælles løgnehistorier ikke skulle have været bragt. Eller at han ikke skulle kritiseres for de fejl, han har begået. Men det burde være indlysende, at et hårdt politisk miljø også omfatter både den etablerede presse og de sociale mediers måde at behandle politikere på.
En af pressens hårde hunde Henrik Qvortrup beskrev i efteråret Søren Pape som »en, der lignede en hundehvalp, der havde fået tæsk og så sad der med hængehoved og fortalte sin historie«. Det omhandlede et interview, hvor Pape erkendte sine fejl i forrige valgkamp. Det var så også galt.
I denne uge var det krænkelsesparate mediechefer, der fremstod som hundehvalpe, der havde fået tæsk. Det fik de faktisk ikke. De er bare blevet woke.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på X.
Wow, danske mediechefer er blevet woke
21
1
17.03.2024
Krænkelsesparatheden hos medierne sprang ud i lys lue, da både biskop Henrik Stubkjær og Lars Løkke manede til eftertanke efter Søren Papes død. Der var i hvert fald ikke nogen, der skulle komme her og antyde noget forkert.
Det er en del af woke-bevægelsen, at krænkelsesparatheden er tiltaget i foruroligende grad. Gruppen af krænkelsesparate omfatter nu også toneangivende mediechefer i Danmark.
Egentlig er det tragikomisk. Woke-bevægelsen er virkelig blevet kritiseret af selvsamme mediechefer. For i et demokrati må alle kunne tåle at blive udsat kritik, ja tilmed at blive krænket, lyder mantraet. Mediernes etos er at være demokratiets salt. Alle med magt holdes i ørerne. Sådan hedder det i skåltalerne.
Nu er det bare sådan, at medierne også har magt og ansvar i dette land. Men må man overhovedet udøve mediekritik? Hvem tør sætte kritisk lys på mediernes ansvar i et samfund med en pressefrihed, som vi alle værdsætter?
Ikke mange. For mediernes magt indebærer muligheden for at sætte dagsorden på godt og ondt. At afsløre og oplyse, men også at køre kampagner helt........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
