Præstens blivende bidrag til kulturdebatten stikker dybere, end en psykolog forstår.
Det er faldet en psykolog fra Silkeborgs skønne bakkelandskab for brystet, at jeg i en nekrolog over Søren Krarup fremdrog dennes forudsigelse af, at den massive indvandring fra Stormellemøsten ville volde problemer i de hjertensgode, liberale, europæiske værtslande. »Søren Krarup var ikke forud for sin tid. Han var i stigende grad bagud, og han var opportunist,« skriver Kurt Wissendorf Møller kækt i JP 14/11. Det sidste er lodret forkert. Man kan beskylde Krarup for meget, det er sandelig også gjort, men opportunist, det var han ikke.
Til gengæld er det rigtigt, at forfatteren, præsten og politikeren Krarup var ude af takt med den progressive tidsånd i kunst, kultur og offentlighed og bekæmpede den hele sit liv.
Lige fra debutbogen om antihelten Harald Nielsen i 1960 til den sidste artikelsamling ”Dansk genmæle” fra 2019 forfægtede Søren Krarup konsistente synspunkter om den virkelighed, han kaldte kristendom og danskhed, uanset om det konkrete anliggende var indvandring, EF, menneskerettigheder, den socialistiske behandlerstat – eller det, han opfattede som transcendent ophidselse og sekulær religiøsitet.
Derfor er det også ironisk, at psykologen hidser sig op over Søren Krarups syn på krig og konflikt, når den teologiske bevægelse, han var en del af, netop udsprang af en forfærdelse over Første Verdenskrigs rædsler. Med dem måtte idealiseringen af mennesket ophøre.
Det var akkurat krigene, der mindede tidehvervsfolkene om, at mennesket altid bærer synden med sig, selv når det bedyrer, at det skam går ind for fred, fællesskab og iPhones.
Mennesket er et snakkehoved: Siger ét, men gør ofte det modsatte. Apostlen Paulus pointerede det samme med hensyn til det gode, som vi vil, men ikke gør. Vilje er stærk, evnen lidt svagere.
Takket være sin kristne fornemmelse for arvesynden kunne Krarup forudsige indvandringens konsekvenser så sikkert. Han så sværmeri i samme øjeblik, som det viste sig.
Præstens blivende bidrag til kulturdebatten stikker imidlertid dybere, og det er i denne ånd, at man med psykologens ord godt kan se noget reaktionært i Krarups forehavende.
For ham gjaldt det i et langt perspektiv siden Den Franske Revolution i 1789 over det moderne gennembrud i det følgende århundrede til ungdomsoprøret i 1968, at begrebet politik og dets genstandsfelt fik et stedse mere abstrakt sprog og indhold.
Det blev ideologiseret i form af voksende forventninger, ikke kun af kommunister og nazister, men også af glødende demokrater.
Hvad de havde til fælles, var, at de lod sig rive med af engagementet, hvilket ulykkeligvis har medført, at politik ikke længere skal løse praktiske problemer i den virkelige verden, men helst ændre os som mennesker, indfri bestemte værdier, helst noget med »humanisme« eller »universalisme«, omforme vaner og normer, disrupte ondskaben og skabe en ny og lysende fremtid. Kravet lyder fra såvel erhvervsledere som terapeuter og politikere, der alle beder os om at drømme stort og gøre en forskel hver og en, dog helst i flok.
Et dugfrisk eksempel indtraf forleden, da hele 939 forskere fra Norden skrev under på er erklæring om, at de nægter at lytte til israelske kolleger, før den israelske regering stopper sit »folkedrab« i »Palæstina«.
Med Krarups kulturkritik ser vi, hvordan moderne politik og kulturforståelse er blevet forvandlet til en sekulær religion. Troen, der førhen pegede opad, er blevet horisontaliseret, dvs. den er drattet ned på jorden, hvor vi konkurrerer om at være de bedste udgaver af os selv og om at realisere lighed og retfærdighed. I al vor iver for at gøre godt har vi skabt en jordgud, en kimære, som skal sørge for, at vi hele tiden befinder os på den rigtige side af en imaginær historie, fordi vi gerne vil tilhøre de rettroende. Dermed ender vi med at gøre demokratiet, velfærdsstaten og tolerancen til livets mening og glemmer, at der kun er én, der er absolut, mens alt andet er relativt.
Imens æder vor tids indremissionske moral rub og stub. Men Søren Krarup gjorde i næsten 60 år alt, hvad han kunne, for at skære igennem hykleriet og kritiserede arven fra Georg Brandes, Viggo Hørup og dagbladet Politiken, før han så samme erstatningsreligion flytte ind hos Villy Sørensen, Dansk Flygtningehjælp, Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet, DR og det meste af kulturlivet.
Den indremissionske mission bor fortsat i os, og der kommer til stadighed nye, friske og inderlige stemmer til koret, som er religiøst uden at være sig bevidst om det. Stillet over for dette selvbedrag tilbød Krarups tidehvervske kristendom en vaccine og var en modvægt til de mange vildførte idealister. Det var netop derfor, i takt med at han fik mere og mere ret, at de rene fik så travlt med at male fjenden sort. Vi skylder Sorte Søren tak i 100 år.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Nikkei Editorial
Ali Fathollah-Nejad
visit website
