Den berygtede præst fra Seem var, hvad vor tid skriger på, en firstmover. Det fik han dog ingen kredit for.
Søren Krarup er ej mere. Onsdag eftermiddag åndede han stille ud efter et liv fuld af strid, vigør, omsorg og kristendom.
Han blev 85 år, skrev mere end 30 bøger og stod fra 1984 til 2013 i spidsen for det åndelige og teologiske arbejdskollektiv Tidehverv. Gennem alle årene var han præst i Seem og fast leverandør til JP’s debatsider med særligt øje for den muslimske indvandrings alarmerende konsekvenser for land, folk og sikkerhed.
I så henseende var han, hvad de unge i dag kalder en firstmover, dog uden at få den mindste kredit derfor i sin egen tid. Tværtimod.
Som 64-årig gik han modvilligt ind i dansk politik og kaldte det sin værnepligt og blev valgt ind for Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2001. Det blev han aldrig tilgivet for. Skældsordene fulgte ham fra prædike- til talerstol: »Hadets apostel«, »racist«, »psykoinfantil«, »højrepopulistisk« osv.
Men hvem skulle Søren Krarup ellers have stillet op for? De Konservative? Glem det. Venstre? Bah.
Socialdemokratiet havde naturligvis været et mere taktisk valg, men sosserne var jo skyld i indvandringsulykken sammen med venstrefløjen og de anstændige borgerlige partier – og de ville for øvrigt aldrig have tålt ham i deres rækker og saloner – så der var reelt intet andet valg, selv om DF’s opbakning til velfærdsstaten var den pris, Søren Krarup måtte betale.
Det er muligvis glemt i tidens malstrøm, men allerede i 1968 trådte den unge Søren Krarup op imod det, han navngav »behandlerstaten« med bogen ”Demokratisme”.
Bogen forsøgte at ruske op i det kulturradikale parnas – med dets dyrkelse af Marx, Nietzsche og Freud – og de nye sociale videnskaber, idet forfatteren kritiserede både ungdomsoprør og teknokrati. Demokratismen – forestillingen om en abstrakt, nærmest barnlig retfærdighed hævet over konkret, national lov – udgik fra såvel Socialistisk Folkeparti som det, vi i dag ville kalde Djøf-staten. Terapeuter og bureaukrater gik hånd i hånd.
Også her havde Krarup tidligt færten af, hvad der ville komme på vejen mod den administrative overklasses herredømme.
Fra først til sidst kastede Søren Krarup sig direkte ind i efterkrigstidens største debatter: den om velfærdsstaten, den om Den Europæiske Union og den om indvandringen, og han havde en høne, nej, to, tre eller flere at plukke med så forskellige idestrømninger som kulturradikalisme, humanisme, socialdemokratisme, marxisme, universalisme, føderalisme og islam.
Det var aldrig kedeligt at læse Krarups bøger og tekster. De fleste kan stadig lånes på biblioteket.
Går man til Krarups tidlige forfatterskab, møder man en spåmands blik for, hvordan folkestyret – eller det, der siden blev døbt populisme – med tiden ville blive mere og mere udhulet af overnationale myndigheder med henvisning til internationale konventioner og menneskerettigheder i EU og FN. Her fik han tillige mere ret, end han havde lyst til.
Krarups mest blivende indsats var kampen mod den kulturfremmede immigration, der tog fart op igennem 1980’erne og 1990’erne efter vedtagelsen af den liberale udlændingelov i 1983, og hvis konsekvenser allerede er ustyrlige i flere vesteuropæiske lande ud over Danmark, herunder Sverige, Frankrig, England og Belgien, takket være værtslandenes naivitet, tilflytternes selvsegregering, et hastigt voksende klan- og bandevæsen samt en islamisk vækkelse, som slår igennem geopolitisk og opmuntres af den europæiske venstrefløj.
Stort set alle samfundsområder er i dag berørt af indvandringen fra Stormellemøsten.
Søren Krarup så det måske ikke først. Men i stedet for at tie og lægge sig ned som en dansker stod han op for fædrelandet, modersmålet, det almindelige, borgerlige liv samt den rest af kristendom, vi stadig har tilbage.
Da jeg skrev min bog ”Søren Krarup og hans tid” for 10 år siden, gik jeg ikke efter ros, men regnede med, at bogen og dens hovedperson ville blive sablet ned nok en gang. I stedet skete det modsatte.
Selv Politiken – Krarups gamle hovedfjende – tog pænt imod bogen, og i DR 2’s ”Deadline” sad gæsterne og talte om Krarup uden at sende ham i skærsilden. Noget var sket. En vis besindelse havde meldt sig. Ikke at Krarups bøger blev mere læst af den grund.
Men langsomt og modstræbende forstod de kulturelle og politiske eliter, at Søren Krarups anliggende på en måde også var blevet deres, ironisk nok.
Thi i al den tid, de brugte på at dræbe budbringeren, voksede problemerne sig større og større.
Nu kan Søren Krarup endelig hvile i fred. Æret være hans minde.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Nikkei Editorial
Ali Fathollah-Nejad
Rami G Khouri
visit website
