Det var bare en buste i gips. Af en død, mandlig, hvid, protestantisk regent fra 1700-tallet, herregud. Men den tilhørte staten og blev skruet af soklen på Charlottenborg i København af en flok billedkunstnere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, anført af institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld. Derpå blev busten kastet i havnen, hvor gipsen blev halvvejs opløst af det salte vand. Institutlederen kaldte aktionen en kunstnerisk happening, da hendes identitet blev opklaret af Weekendavisen, skønt det rettelig var hærværk mod statens ejendom. Busten var med hendes eget ord ikke ødelagt, men »rematerialiseret«.
Det underlige ord blev født i DR 2’s ”Deadline” for tre år siden, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg vantro sad og lyttede til institutlederen og nød dette smugkig ind i en finkulturel klovneverden på en af rigets fineste adresser.
Rematerialiseringen mødte imidlertid stor opbakning i progressive kredse. Knap 1.000 kunstnere skrev under på en støtteerklæring, der med reference til »den fælles dekoloniserede kamp« drog paralleller til Black Lives Matter og en statue i Nuuk, Grønland, som var blevet overhældt med rød maling. Samtidig ønskede institutlederens forsvarsadvokat at føre en lang række notabiliteter som en slags vidner. I en kronik i venstrefløjsmediet Solidaritet skrev billedkunstner Helle Bolther, at »justitsmordet på Katrine Dirckinck-Holmfeld dækker over en uvilje mod at erkende Danmarks slavehandler-fortid«.
I farcens forlængelse kom det frem i Berlingske, at Katrine Dirckinck-Holmfeld åbenbart selv har en slaveejer i sin familie, nemlig hendes tiptiptipoldefar i Vestindien. Måske var det ham, hun ønskede at hævne sig på. Men narrestregerne fortsatte, da det blev offentligt kendt, at hovedpersonen såmænd havde søgt støtte fra Statens Kunstfond til at udstille den ødelagte buste, sådan at enhver kan se, »hvilke narrativer der er iboende i den nu rematerialiserede gips«. Du har sikkert glemt det, men Kunstfonden bevilgede hende faktisk 35.000 kr. til dette formål. Man tror, det er løgn.
Det er det bare ikke. Når jeg rekapitulerer den kulørte sag fra Klovnehavn, så skyldes det den gode nyhed, at du nu har chancen for at blive klogere, hvad angår den egentlige hovedperson – Frederik V – som busten forestillede. I næste uge udkommer den første samlede biografi om kongen med undertitlen ”Den elskværdige europæer”, skrevet af historiker Søren Mentz, daglig leder af Museum Amager.
Jeg har ikke læst biografien kun i den, men kan forstå, at den især trækker på engelske kilder i form af diplomatiske indberetninger og søger at sætte den historiske aktør ind i sine strukturer og de historiske betingelser.
Frederik V har hidtil været en af Danmarks glemte konger til trods for den majestætiske rytterstatue på Amalienborg Slotsplads. Han var så vidt vides den eneste danske regent, der ejede plantageslaver i Vestindien (i ni år), men det lå fuldstændig uden for hoffets forestillingsverden at afskaffe slaveriet. Slaveri var normalen, sandelig også uden for Europa, også i muslimske lande. Man kan diskutere, om det undskylder Frederik V, men det forklarer, hvorfor han ikke bare gjorde noget ved det.
Forskellen mellem Søren Mentz og Katrine Dirckinck-Holmfelds metoder er slående og værd at tænke over. Mens sidstnævnte fordømmer og ødelægger kulturarven med henblik på et ideologisk korstog, søger historikeren mere stilfærdigt at forstå fortiden på dens egne præmisser, sætte sig ind i sagsforhold, afhængigheder, markeder og politik. Det er et møjsommeligt arbejde, som sjældent skaber overskrifter eller samler støtteerklæringer. Som alle revolutionære ildsjæle har vidst siden Robespierre, er der langt mere kulturel kapital i at rive ned og destruere. Vil du frem i verden, så riv ned!
Forskellen mellem kulturødelæggeren og historikeren gør det muligt at indkredse, hvad vi kan kalde senmodernitetens åndelige fattigdom. I dag interesserer parnas og eliter sig kun for sin egen tid, dyrker den enkeltes umiddelbare behov og føler afsky ved alt, der ikke passer ind i det progressive skema, men derimod er blevet os givet historisk, uden at vi bad om det. Denne livsindstilling, for der er ikke alene tale om en teknisk metode, men om noget større og emotionelt drivende, synes kemisk renset for taknemmelighed over, hvad fortiden har udvirket og bragt os. At der var nogen før os, som vi på godt og ondt står på skuldrene af, arv og gæld, ild og vand, sukker og te, bomuld, kaffe og meget mere. Det er alt sammen beskidt, hvorfor det må renset. Hvad er da bedre end at smide fortiden i vandet?
Smid da bare fortiden i vandet
3
0
29.10.2023
Det var bare en buste i gips. Af en død, mandlig, hvid, protestantisk regent fra 1700-tallet, herregud. Men den tilhørte staten og blev skruet af soklen på Charlottenborg i København af en flok billedkunstnere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, anført af institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld. Derpå blev busten kastet i havnen, hvor gipsen blev halvvejs opløst af det salte vand. Institutlederen kaldte aktionen en kunstnerisk happening, da hendes identitet blev opklaret af Weekendavisen, skønt det rettelig var hærværk mod statens ejendom. Busten var med hendes eget ord ikke ødelagt, men »rematerialiseret«.
Det underlige ord blev født i DR 2’s ”Deadline” for tre år siden, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg vantro sad og lyttede til institutlederen og nød dette smugkig ind i en finkulturel klovneverden på en af rigets fineste adresser.
Rematerialiseringen mødte imidlertid stor opbakning i progressive kredse. Knap 1.000 kunstnere skrev under på en støtteerklæring, der med reference til »den fælles dekoloniserede kamp« drog paralleller til Black Lives Matter og en statue i Nuuk, Grønland, som var blevet overhældt med........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Nikkei Editorial
Ali Fathollah-Nejad
