Afsked med Jyllands-Posten efter 40 års daglig læsning og 15 års tjeneste.

Jeg skrev mit første læserbrev i JP, da jeg gik i ottende. Opildnet af at se mit navn på skrift fortsatte jeg i Fyens Stiftstidende og Information, og da jeg endelig var færdig på universitetet, begyndte jeg at skrive i Weekendavisen, indtil Berlingske Tidende tilbød mig et fint kontor, hvor jeg tæskede løs på tastaturet, indtil socialkammeraten Lisbeth Knudsen satte sig tungt i chefredaktørstolen og bekræftede alle mine vederstyggelige fordomme.

Så ringede Flemming Rose. Han ville søsætte et nyt blog- og debatunivers, og jeg sagde ohøj, det var i 2008, Muhammed-krisen stod i fuldt flor, avisens domiciler skulle terrorsikres, den arabiske alvor var så småt ved at sive ind i hovedstadens velourbløde saloner. Her blev det til 15 år, dvs. ca. 1.500 klummer, 300 boganmeldelser, 100 podcasts og debatinterview, bl.a. med germanisten Søren Fauth, som afviste, at livet skulle være progressivt, eller at det en skønne dag »kunne blive perfekt ved hjælp af den ene eller anden ideologi eller et kalifat. Vi går hverken fremad eller tilbage, vi går bare i ring«.

Kulturredaktør Rose og hans nærmeste var en sand fornøjelse at arbejde for. De kerede sig om avisens indhold snarere end dens image i Mellemøsten og blandt de nye feminister, og Rose sendte mig links til artikler og bøger og var i det hele taget en vulkan af idéer, også som udlandsredaktør fra 2010. Det var en for mig sjælden tid: Der var et ”vi”, dvs. et kollektivt anliggende. I en mail op til sommerferien 2009 bad han en lille flok skribenter om et møde. Dagsordenen var som følger:

1. Er der emner, som er underbelyst i debatten? 2. Er der emner, som er på dagsordenen, men mangler bestemte perspektiver? 3. Er der lidt eller meget udlandsstof på debatsiderne? 4. Hvad bliver de tre vigtigste debatemner frem til næste valg? 5. Er der udvalgte debatemner, som JP burde iscenesætte? 6. Er der stemmer derude, som JP burde give mere plads til?

Da Rose forlod avisen i 2015, var det slut med den slags luksus. Mediernes krise var tydelig for enhver – og journalisterne mere progressive end nogensinde. Men fordi jeg havde købt hus og bil, fået børn og holdt fast i dyr hobby, fortsatte jeg derudad og var samtidig så privilegeret at kunne meddele mig til offentligheden to til tre gange om ugen mod betaling, ofte stik imod avisens redaktionelle linje og tidens liberale muzak.

Det har ikke altid været sjovt at have mig i spalterne, det ved jeg godt. Når vi mødtes, holdt Per Nyholm, David Trads og Co. sig for næsen, ligesom skiftende redaktører havde et hyr med, hvad andre mediemennesker tænkte, f.eks. om mine sommerprogrammer på Radio24syv eller min helt vildt usympatiske påstand om, at islam er farligere end corona. Der faldt også brænde ned, da jeg tog afsked med Helle Thorning-Schmidt med overskriften »Farvel til finken«, der udløste en shitstorm i Storkøbenhavn.

Men der var også andre emner på tapetet. EU’s magtfuldkommenhed, Vestens tiltagende dekadence, den fortløbende ødelæggelse af skolevæsenet, militærvæsenet, afviklingen af provinsen, angrebet på biologien, på manden, familien, skærmkulturens konsekvenser, presset mod ytringsfriheden, fornægtelsen af kristendommen, fordummelsen, narcissismen, oplevelseskulturen, amerikaniseringen og den nationale katastrofe ved navn Lars Løkke Rasmussen.

Jeg vedblev, og det er jeg faktisk lidt stolt af, med at gøre opmærksom på ikke alene indvandringens økonomiske og sociale konsekvenser, men tillod mig også – til mange pæne bogerlige menneskers irritation – at tale højt om de dynamiske, islamiske effekter i de europæiske værtslande i form af vilkårlig vold, klaner, slægtsbaseret kriminalitet, terrortrusler og antisemitisme. Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg gøre det igen, bare endnu mere direkte. Stort set alting på den arabisk-muslimske front er kun blevet værre i løbet af de seneste 15 år.

Men jeg har sandelig også glædelige minder. Utallige er de læsere, der har kontaktet mig med opmuntring, betroelser og idéer. Korrespondancen udgør alt det, der ikke kommer i avisen, flødeskummet. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg hos læserne nød en politisk og moralsk støtte. Den holdt mig kørende sammen med visheden om, at mine børn ville græmme sig, hvis de en dag fandt ud af, at jeg ingenting sagde eller gjorde.

Resultatet og kvaliteten kan man altid diskutere. Intentionen var ikke at blive opfattet som et reaktionært røvhul, det var blot den pris, jeg måtte betale. Min intention har altid været at forstå min tid ud fra et vist historisk perspektiv og nå frem til en slags sandhed. Jeg er glad for, at jeg fik chancen i disse spalter. Det har været en ære, et privilegium og en meningsfuld opgave, som ikke kun var professionel, men sandelig også personlig, faktisk lige siden ottende. Jeg vil gerne sende en varm tak til alle dem, der gjorde det muligt. Vi ses måske et andet sted. Godt nytår!

QOSHE - Tak for tålmodigheden, spaltepladsen og støtten - Mikael Jalving
menu_open
Columnists Actual . Favourites . Archive
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close
Aa Aa Aa
- A +

Tak for tålmodigheden, spaltepladsen og støtten

3 0
31.12.2023

Afsked med Jyllands-Posten efter 40 års daglig læsning og 15 års tjeneste.

Jeg skrev mit første læserbrev i JP, da jeg gik i ottende. Opildnet af at se mit navn på skrift fortsatte jeg i Fyens Stiftstidende og Information, og da jeg endelig var færdig på universitetet, begyndte jeg at skrive i Weekendavisen, indtil Berlingske Tidende tilbød mig et fint kontor, hvor jeg tæskede løs på tastaturet, indtil socialkammeraten Lisbeth Knudsen satte sig tungt i chefredaktørstolen og bekræftede alle mine vederstyggelige fordomme.

Så ringede Flemming Rose. Han ville søsætte et nyt blog- og debatunivers, og jeg sagde ohøj, det var i 2008, Muhammed-krisen stod i fuldt flor, avisens domiciler skulle terrorsikres, den arabiske alvor var så småt ved at sive ind i hovedstadens velourbløde saloner. Her blev det til 15 år, dvs. ca. 1.500 klummer, 300 boganmeldelser, 100 podcasts og debatinterview, bl.a. med germanisten Søren Fauth, som afviste, at livet skulle være progressivt, eller at det en skønne dag »kunne blive perfekt ved hjælp af den ene eller anden ideologi eller et kalifat. Vi går hverken fremad eller tilbage, vi går bare i ring«.

Kulturredaktør Rose og hans nærmeste var en sand fornøjelse at arbejde for. De kerede........

© Jyllands-Posten


Get it on Google Play