Henry Kissingers død minder os om, at hans lige ikke længere findes i Washington, Bruxelles, Berlin eller København.
Henry Kissinger døde i den forløbne uge efter et langt og virksomt liv i politik og diplomati og som sin epokes største geopolitiske tænker. Lad os derfor mindes ham med mere og andet end overskrifter.
Han blev født ind i en jødisk familie i et Tyskland præget af økonomisk krise og politisk kaos, undslap til USA, da nazisternes jødeforfølgelse tog fart, fik amerikansk statsborgerskab, gik i gang med at uddanne sig til revisor, før han blev indkaldt til militærtjeneste i krigens sidste år og sendt til Frankrig og Tyskland som soldat og efterretningsofficer for efter krigen at slå ind på en akademisk løbebane på Harvard.
Her kunne han have siddet og hygget sig i ro og mag. I stedet foretog han et akrobatisk spring til toppen af Den Kolde Krig som national sikkerhedsrådgiver og siden udenrigsminister for præsident Richard Nixon og hans efterfølger Gerald Ford i 1970’erne.
Når hans navn stadig er kendt og berygtet, skyldes det ikke alene hans karriere, men mindst lige så meget hans ukrukkede perspektiv på udenrigspolitik præget af realisme snarere end sværmeri, formet af historiske erfaringer tilbage fra Trediveårskrigen i 1600-tallet og genopbygningen af Europas politiske orden efter Den Franske Revolution og Napoleonskrigene.
Hans slags findes simpelthen ikke længere. En aktør, der kunne trække tråde fra Den Westfalske Fred i 1648 over Wienerkongressen i 1814 til det 20. århundredes ragnarok i et strategisk forsøg på at etablere en orden, som Vesten kunne leve med, vel vidende at den er skrøbelig og må håndteres løbende. Enhver fredsaftale indleder en mellemkrigstid.
Kissingers største kup indtraf på den anden side af kloden. Takket være sine kontakter i Østeuropa fik Kissinger et originalt syn på Kina, da han opdagede, at det, sovjetrusserne frygtede mest, var geopolitisk isolation.
Den iagttagelse tog han med, da han blev en central aktør i det hemmelige diplomati, der førte til tilnærmelsen mellem Maos Kina og det kapitalistiske USA i 1972.
Aftalen blev konfirmeret af Maos efterfølger Deng Xiaopings rejse til Amerika nogle år senere, hvor han besøgte hovedkvartererne for Coca-Cola og Boeing i henholdsvis Atlanta og Seattle og foran knipsende kameraer iførte sig en cowboyhat på en rodeofarm i Texas. Det var fremragende politisk kommunikation.
Udover at presse Sovjetunionen var alliancen med til at indføre begyndende markedsøkonomi i Kina, skønt aftalen desuden gav kineserne blod på tanden med hensyn til Taiwan, som de ville indlemme.
Kissinger nærede ingen illusioner i politik. Han vidste, at politikere som regel er fantaster, karrieremennesker eller begge dele, og han spøgte med, at 90 pct. af dem har det med at ødelægge omdømmet for de sidste 10 pct.
Desuden havde han, som andre har påpeget, mærket det tragiske på egen krop, hvorfor han instinktivt forstod, at moralske begreber ofte er idealiseringer.
Kissingers tragiske sans sendte ham på kollisionskurs med venstrefløjen, som anklagede ham for at være krigsforbryder og hadede ham for hans medvirken til statskup i Chile og bombardementerne af Cambodia i slutningen af Vietnamkrigen.
Da hans embede sluttede i 1977, fortsatte han med at skrive bøger og grundlagde en driftig analysevirksomhed, som trak på erkendelser tilbage fra hans tidligste akademiske arbejder. Herunder hans bachelorafhandling fra 1950, som undersøger sammenhængen mellem udenrigspolitik og troen på historisk fremskridt, og hans ph.d.-afhandling fra 1954 om Wienerkongressen 1812-22 og dens diplomatiske dans.
Nemmere er det nok at læse hans bredt anlagte fremstilling ”World Order” fra 2014, som indeholder alt, hvad Kissinger stod for: historisk viden tilsat analytisk kraft og en lysende sproglig begavelse – en cocktail, der mildest talt er gået af mode i Washington, Bruxelles, Berlin og København.
De to vigtigste pointer fra den bog er, at der aldrig har eksisteret en global verdensorden, og at usikkerhed er et universelt vilkår i international politik. Altså præcis, hvad Vestens ledere ikke forstår i dag.
Kissinger forblev observant til det sidste. Da han blev spurgt, hvad han mente om marcherende muslimer i Berlins gader med kampråb om jihad i krigen mod Israel, svarede han, at tyskerne havde lukket alt for mange fremmede mennesker ind i Tyskland med en helt anden kultur og religion, og at det ville blive et stedse større problem for de vesteuropæiske samfund, fordi den muslimske diaspora udgør en pressionsgruppe for islam.
Vi kommer til at mangle ham.
Verden kommer til at savne den realistiske tragiker
8
1
03.12.2023
Henry Kissingers død minder os om, at hans lige ikke længere findes i Washington, Bruxelles, Berlin eller København.
Henry Kissinger døde i den forløbne uge efter et langt og virksomt liv i politik og diplomati og som sin epokes største geopolitiske tænker. Lad os derfor mindes ham med mere og andet end overskrifter.
Han blev født ind i en jødisk familie i et Tyskland præget af økonomisk krise og politisk kaos, undslap til USA, da nazisternes jødeforfølgelse tog fart, fik amerikansk statsborgerskab, gik i gang med at uddanne sig til revisor, før han blev indkaldt til militærtjeneste i krigens sidste år og sendt til Frankrig og Tyskland som soldat og efterretningsofficer for efter krigen at slå ind på en akademisk løbebane på Harvard.
Her kunne han have siddet og hygget sig i ro og mag. I stedet foretog han et akrobatisk spring til toppen af Den Kolde Krig som national sikkerhedsrådgiver og siden udenrigsminister for præsident Richard Nixon og hans efterfølger Gerald Ford i 1970’erne.
Når hans navn stadig er kendt og berygtet, skyldes det ikke alene hans karriere, men mindst lige så meget hans ukrukkede perspektiv på........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Nikkei Editorial
Ali Fathollah-Nejad
