Det er rørende, når ringen slutter – uanset om det gælder Rosalynn Carter eller min bedstemor.
I denne uge blev USA’s tidligere førstedame Rosalynn Carter bisat i landsbyen Plains i delstaten Georgia. Ifølge den seneste folketælling i 2020 boede der 573 mennesker i Plains, hvor Rosalynn Carter døde den 19. november i år. Sammenlagt boede hun mere end 80 af sine 96 leveår i landsbyen, hvor hun også blev født tilbage i 1927 under navnet Eleanor Rosalynn Smith.
Jeg synes, at det er enormt smukt og rørende, når ringen slutter på den måde. Det er selvfølgelig et meget individuelt valg, hvor man vil blive stedt til hvile.
Personligt er jeg i tvivl om, hvor jeg en dag vil blive begravet. Jeg er født og opvokset i Slesvig by i det nordlige Tyskland, men har slået mig ned og stiftet familie i København. På den ene side vil jeg også gerne slutte ringen en dag og blive bisat i min fødeby.
På den anden side er det lige nu en mærkelig tanke at blive bisat i en by, som jeg forlod for små 15 år siden, og som sandsynligvis heller ikke vil have været omdrejningspunkt for mig og min familie til den tid.
Heldigvis er jeg stadig en ung purk på 37 somre, så min indre monolog befinder sig på et meget teoretisk stadie endnu.
Grunden til, at Rosalynn Carters bisættelse i Plains har rørt mig ekstra meget, er, at min egen bedstemor på 86 år i skrivende stund er døende og på vej mod sin sidste rejse. Hun faldt i hjemmet i sidste uge, hvilket vi troede skyldtes en stærk forkølelse, men desværre viste det sig, at hun har metastaser i lillehjernen og meget kort tid tilbage at leve i.
Min bedstemor blev født i 1937 og har hele sit liv boet det samme sted, nemlig i Slesvig by. Det meste af sit liv endda i samme gade. Selv da hun for nogle år siden solgte det hus, som hun havde arvet af sin mor for lang tid siden, flyttede hun kun to huse længere ned i samme gade.
For min bedstemor var livskvalitet synonym med, at man – nærmest bogstavelig talt – var rodfæstet i sit lokalsamfund. Ude godt, men hjemme i Slesvig by bedst.
Livet er en skrøbelig størrelse. Det er kun en uge siden, at vi talte om at holde jul sammen i København. Vi var blevet enige om, at jeg ville hente hende i Slesvig by, fordi det nok ville blive for tumultarisk at tage toget nordpå. Dengang troede vi, at der var tale om en forkølelse, men det viste sig at være en dødsdom.
Da min mor døde af spiserørskræft i en alt for ung alder i foråret 2022, var der mange diskussioner i familien om, hvor hun skulle bisættes.
Min mor havde selv ønsket at få en skovbegravelse. Baggrunden var både principiel, men også et spørgsmål om penge: Det var væsentlig billigere at blive begravet ved et træ og få en lille mindeplade sammen med en masse andre – for os – ukendte afdøde end at få sit eget gravsted på en klassisk kirkegård.
Til syvende og sidst var det selvfølgelig min mors beslutning. Men jeg havde og har det fortsat svært med det valg. Både fordi valget især blev truffet ud fra økonomiske hensyn, og fordi der var tale om en mindeskov små 50 kilometer fra Slesvig by, hvor min mor er født og har boet hele sit liv.
At hun skulle blive stedt til hvile et sted, som hun og vi som familie ikke har nogen personlig relation til, føles fortsat forkert. I min bog skulle hun selvfølgelig være blevet bisat i den by, hvor hun er født og har boet hele sit liv, nemlig Slesvig by. Ikke mindst fordi min bedstemor så faktisk havde haft mulighed for at besøge sin datters gravsted på egen hånd fremfor at være afhængig af at få et lift.
Min bedstemor kommer til at blive begravet i sin fødeby, og dermed slutter ringen for hende, ligesom den sluttede for Rosalynn Carter i denne uge.
Jeg har stadig svært ved at forstå, at jeg ikke kommer til at tale med min bedstemor mere. Hun vil blive savnet og efterlader et stort tomrum, men samtidig kunne jeg ikke være mere enig med skolebuschaufføren Vernita Sampson fra Plains, Georgia, der sagde følgende i forbindelse med bisættelsen af Rosalynn Carter i denne uge: »Vi vænner os aldrig til døden, uanset hvem vi er, eller hvor længe du har levet. Men at vide, at hendes lidelse ikke længere er, og at fejre, at hun levede et langt liv, et meget lykkeligt og produktivt liv, det giver dig glæde.«
Her har jeg rod, herfra min verden går. Men kommer jeg tilbage?
22
0
30.11.2023
Det er rørende, når ringen slutter – uanset om det gælder Rosalynn Carter eller min bedstemor.
I denne uge blev USA’s tidligere førstedame Rosalynn Carter bisat i landsbyen Plains i delstaten Georgia. Ifølge den seneste folketælling i 2020 boede der 573 mennesker i Plains, hvor Rosalynn Carter døde den 19. november i år. Sammenlagt boede hun mere end 80 af sine 96 leveår i landsbyen, hvor hun også blev født tilbage i 1927 under navnet Eleanor Rosalynn Smith.
Jeg synes, at det er enormt smukt og rørende, når ringen slutter på den måde. Det er selvfølgelig et meget individuelt valg, hvor man vil blive stedt til hvile.
Personligt er jeg i tvivl om, hvor jeg en dag vil blive begravet. Jeg er født og opvokset i Slesvig by i det nordlige Tyskland, men har slået mig ned og stiftet familie i København. På den ene side vil jeg også gerne slutte ringen en dag og blive bisat i min fødeby.
På den anden side er det lige nu en mærkelig tanke at blive bisat i en by, som jeg forlod for små 15 år siden, og som sandsynligvis heller ikke vil have........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
