En kongreshøring endte i vrede. Det handler om, hvordan man skal lade være med at relativere antisemitisme – og hvor forrygende galt det går, hvis man svarer, som en rektor gjorde.
Som udgangspunkt burde man tro, at en høring med tre universitetsrektorer fra eliteuniversiteterne Harvard, Massachusetts Institute of Technology (MIT) og University of Pennsylvania (Penn) ikke ville trække de store overskrifter i USA.
Fem timer senere endte vi i en situation, som netmediet Axios opsummerede med ordene »sjældent har en kongreshøring skabt så meget tværpolitisk vrede«.
Da Penns rektor, M. Elizabeth Magill, svarede, at »det er en kontekstafhængig beslutning« på spørgsmålet om, hvorvidt universitetet sanktionerer elever, der opfordrer til folkedrab på jøder, var fanden løs i Laksegade.
Udtalelsen var selvfølgelig uhyrlig i sig selv, selvom – eller måske snarere eftersom – den var i overensstemmelse med universitetets adfærdskodeks. Det blev ikke bedre, da Harvards præsident, Claudine Gay, lagde vægt på, at svaret på ovennævnte spørgsmål også afhang af, hvorvidt ordene førte til handling.
Penn og Harvard har sidenhen forsøgt at reagere på ramaskriget og udsendt presse- og videomeddelelser, hvor man uddyber og forklarer udtalelserne.
Lad mig formulere det diplomatisk: Jeg ville ikke bruge dem som et vellykket eksempel på krisekommunikation, hvis jeg skulle undervise i selvsamme. Eller som en bruger på det sociale medie X sarkastisk svarede under et sådant oprydningsopslag fra Harvard: »Change your name to Hamas University and be done with it.«
På sociale medier gik en nyfortolkning af Adolf Hitlers manifest da også lynhurtigt viral efter forklaringen, at sanktioner mod opfordringen til folkedrab på jøder afhænger af ytringernes kontekst, og hvorvidt der bliver sat handling bag ordene: ”Mein Context”, udgivet af Harvard University Press. For at sige det på førerens (og mit) modersmål: Wer den Schaden hat, braucht für den Spott nicht zu sorgen.
Det vil desværre være synd at påstå, at man som USA-analytiker er overrasket over denne sørgelige tendens.
Da jeg underviste i amerikansk historie på Syddansk Universitet tilbage i 2015, bad jeg de studerende inden den første forelæsning læse den dengang dugfriske artikel ”The Coddling of the American Mind” af Greg Lukianoff og Jonathan Haidt.
Forfatternes pointe var, at amerikanske universitetsstuderende i stigende grad krævede beskyttelse mod ord og idéer, som de ikke kunne lide at lære om, og at denne udvikling var dybt bekymrende.
I dag fremstår artiklen nærmest profetisk. Som jeg ser det, går der er direkte linje fra denne tendens til høringen i Kongressen med universitetsrektorerne. En tendens, der med Jonathan Haidts ord illustrerer en dobbeltmoralsk »institutionel antisemitisme«. Dobbeltmoralsk, fordi rektorernes udsagn står i skærende kontrast til, hvordan man agerer over for andre grupper.
Lederen af UN Watch, Hillel Neuer, har italesat denne dobbeltmoral spydigt på sociale medier: »Hvis du råbte, ”alle sorte skal dø”, ville du blive suspenderet og aflyst. Hvis du råbte, ”alle LGBTQ-personer skal dø”, ville du blive suspenderet og aflyst. Hvis du råbte, ”alle jøder skal dø”, bliver universitetsrektorerne nødt til at vide mere om konteksten.«
Desværre er denne udvikling som sagt ikke overraskende. Som Duke-professoren Timur Kuran har formuleret det: »Intet overraskende eller nyt her. DEI-komplekset (Diversity, equity, and inclusion, red.) fokuserer massivt på ”mikroaggressioner” mod ”marginaliserede” identitetsgrupper. Den har ikke noget problem med selv makroaggressioner mod identitetsgrupper, som den anser for dominerende og undertrykkende.«
Historiens morale? Spot og skade følges ad – især når du står i spidsen for et eliteuniversitet. Eller for at parafrasere et andet omtalt slogan i disse tider: From the river to the sea, må jeg godt være fri! Hop i havet, Harvard, og gå hen, hvor peberet gror, Penn. Hvad der ikke kan forklares, kan som bekendt heller ikke forsvares.
Hop i havet, Harvard
15
1
09.12.2023
En kongreshøring endte i vrede. Det handler om, hvordan man skal lade være med at relativere antisemitisme – og hvor forrygende galt det går, hvis man svarer, som en rektor gjorde.
Som udgangspunkt burde man tro, at en høring med tre universitetsrektorer fra eliteuniversiteterne Harvard, Massachusetts Institute of Technology (MIT) og University of Pennsylvania (Penn) ikke ville trække de store overskrifter i USA.
Fem timer senere endte vi i en situation, som netmediet Axios opsummerede med ordene »sjældent har en kongreshøring skabt så meget tværpolitisk vrede«.
Da Penns rektor, M. Elizabeth Magill, svarede, at »det er en kontekstafhængig beslutning« på spørgsmålet om, hvorvidt universitetet sanktionerer elever, der opfordrer til folkedrab på jøder, var fanden løs i Laksegade.
Udtalelsen var selvfølgelig uhyrlig i sig selv, selvom – eller måske snarere eftersom – den var i overensstemmelse med universitetets adfærdskodeks. Det blev ikke bedre, da Harvards præsident, Claudine Gay,........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
