I virkeligheden har Trump ikke klaret sig særligt godt. Han var den første præsident i en årrække, der ikke blev genvalgt til en anden periode, og han tabte flertallet i både Kongressen og Repræsentanternes Hus. Men …
I kølvandet på Donalds Trumps rekordstore valgsejr i Iowa slog det mig igen, at man bedst forstår Trumps succes, hvis man kender FC Københavns slogan ”Success is temporary – loyalty is forever”. Udtrykket stammer ifølge FCK’s hjemmeside fra »en tid, hvor der var længere mellem triumferne, end vi har oplevet i dette årtusinde«. Noget lignende er pudsigt nok også gældende for Trumps politiske karriere.
Det er nemlig værd at huske i den her sammenhæng, at det ikke er gået særlig godt for Donald Trump ved de seneste tre store valg, hvor han har haft en finger med i spillet. Trump opnåede som den første siddende præsident siden George H.W. Bush i 1992 ikke genvalg, da han tabte knebent til Joe Biden i 2020. Sammenligningen med Bush den ældre er endda en, man skal tage med et gran salt. Bush havde nemlig ret så usædvanligt vundet en tredje præsidentperiode i streg for Republikanerne i 1988 efter otte år med Ronald Reagan i Det Hvide Hus.
Den mere retvisende sammenligning er derfor snarere præsidentvalget i 1980, hvor Jimmy Carter ikke blev genvalgt. Carter blev bøllebanket af Ronald Reagan – som George H.W. Bush i øvrigt blev vicepræsident for – og måtte derfor altså nøjes med fire år i Det Hvide Hus. Med andre ord skal vi 40 år tilbage i amerikansk historie for at finde en tilnærmelsesvis sammenlignelig situation som den, Trump befandt sig i efter valgnederlaget i 2020. Og selvom man kan sige meget pænt om Jimmy Carter, så er det ikke et hædersbevis i amerikansk politik at blive den republikanske pendant til Demokraternes sidste one term president.
Men ikke nok med det: Trump var også den første præsident siden Herbert Hoover i 1932, der stod i spidsen for et parti, der tabte både Det Hvide Hus og flertallet i begge Kongressens kamre på fire år (ved midtvejsvalgene i 2018 samt et specialvalg til Senatet i Georgia i 2021). Læg dertil et af Republikanernes dårligste resultater i nyere tid ved midtvejsvalget i 2022, og det står ret så klart, at det i hvert fald ikke er succeserne ved stemmeurnerne, der har faciliteret Donald Trumps imponerende politiske comeback i denne uge.
Spørgsmålet, man står tilbage med, er med andre ord ligetil: Hvordan kan en mand med så få valgsejre og til gengæld nok så mange tiltaler og anklagepunkter som Donald Trump forblive en så dominant politisk aktør i Det Republikanske Parti?
Der er selvfølgelig mange forklaringer, heriblandt at republikanske vælgere påskønner Trumps tid som præsident. Men en af de vigtigste – og efter min vurdering oversete forklaringer i den danske dækning af Donald Trump – findes i det fine engelske udtryk ”negative partisanship”. Udtrykket forbindes især med Alan Abramowitz, der er professor emeritus i statskundskab ved Emory University. Abramowitz har meget pædagogisk – og heldigt for en klumme, der tager udgangspunkt i et slogan fra en fodboldklub – beskrevet negative partisanship som svarende til en rivalisering i sportens verden, hvor tilhængere af et hold godt kan have delte meninger om holdets spillere og træner, men i langt højere grad bliver animeret af en antipati og til tider et decideret had over for rivalen. Tænk Brøndby mod FCK, her skifter man heller ikke lige tilhørsforhold, bare fordi man synes, at træneren stinker, eller William Kvist spiller bolden for meget bagud, ik?
Hvis man skulle oversætte denne dynamik til amerikansk politik det seneste års tid, så har Abramowitz igen opsummeret det ganske godt i en analyse hos University of Virginias Sabatos Crystal Ball: »Negative partisanship is the key to understanding the continuing loyalty of Republican voters to former President Donald Trump. Attacks on Trump by Democrats, liberals, and mainstream media figures and even indictments by federal and state prosecutors on serious criminal charges have only served to reinforce the loyalty of Republican voters to Trump.«
Det er derfor, vi befinder os i en situation, hvor 65 pct. af vælgerne i Iowa sagde, at de anser Trump for at være egnet som præsident, selvom han skulle blive dømt for en forbrydelse. Sidstnævnte er et ret så sandsynligt scenarie, når man som Trump er tiltalt fire gange. Alligevel kan man bestemt ikke udelukke, at Donald Trump kan vinde præsidentvalget til november. Tværtimod er den reelle diskussion lige nu snarere, hvorvidt Trump ikke ville være favorit, hvis det blev Donald Trump mod Joe Biden igen den 5. november 2024.
Den mest oplagte historiske parallel til Trumps tilbagevenden ligger derfor også længere tilbage i de amerikanske historiebøger. Faktisk skal vi helt tilbage til slutningen af 1800-tallet. I 1884 vandt demokraten Grover Cleveland et super tæt præsidentvalg over republikaneren James G. Blaine, der blev afgjort med 1.200 stemmers forskel i delstaten New York. Fire år senere fik Cleveland flest stemmer på landsplan, men færrest i valgmandskollegiet efter to tætte valg i Indiana og New York, som sendte modkandidaten, Benjamin Harrison, i Det Hvide Hus. I 1892 krydsede Harrison og Cleveland så klinger igen. Cleveland vandt omkampen suverænt, blandt andet takket være en stærk tredjepartiskandidat fra Populist-partiet ved navn James B. Weaver, der kom fra – du gættede det nok – Iowa.
Valgkampen er kun lige begyndt, og meget kan ske endnu, men huskereglen er altså ligetil: Hvis du vil forstå Donald Trumps succes, skal du tænke på FCK’s slogan.
Hvis man vil forstå Trumps succes, må man kende FCK’s slogan
34
0
19.01.2024
I virkeligheden har Trump ikke klaret sig særligt godt. Han var den første præsident i en årrække, der ikke blev genvalgt til en anden periode, og han tabte flertallet i både Kongressen og Repræsentanternes Hus. Men …
I kølvandet på Donalds Trumps rekordstore valgsejr i Iowa slog det mig igen, at man bedst forstår Trumps succes, hvis man kender FC Københavns slogan ”Success is temporary – loyalty is forever”. Udtrykket stammer ifølge FCK’s hjemmeside fra »en tid, hvor der var længere mellem triumferne, end vi har oplevet i dette årtusinde«. Noget lignende er pudsigt nok også gældende for Trumps politiske karriere.
Det er nemlig værd at huske i den her sammenhæng, at det ikke er gået særlig godt for Donald Trump ved de seneste tre store valg, hvor han har haft en finger med i spillet. Trump opnåede som den første siddende præsident siden George H.W. Bush i 1992 ikke genvalg, da han tabte knebent til Joe Biden i 2020. Sammenligningen med Bush den ældre er endda en, man skal tage med et gran salt. Bush havde nemlig ret så usædvanligt vundet en tredje præsidentperiode i streg for Republikanerne i 1988 efter otte år med Ronald Reagan i Det Hvide Hus.
Den mere retvisende sammenligning er derfor snarere præsidentvalget i 1980, hvor Jimmy Carter ikke blev genvalgt. Carter blev bøllebanket af Ronald Reagan – som George H.W. Bush i øvrigt blev vicepræsident for........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
