Jeg betragter ikke mig selv som mønsterbryder, selv om jeg har brudt den sociale arv. Og selvom jeg på parametre som løn og uddannelse i dag tilhører eliten, er jeg stadig på udebane i sociale sammenhænge blandt selvsamme elite.
Ciao! I skrivende stund er jeg i Firenze, hvor jeg skal forsvare min ph.d.-afhandling. Afhandlingen tog mig syv år at færdiggøre, ikke mindst takket været Donald Trump, der efter sin valgsejr i november 2016 (to måneder efter jeg var startet på ph.d.-uddannelsen på Det Europæiske Universitetsinstitut) for alvor begyndte at fylde lige lovlig meget i mit liv.
Det gør The Donald i øvrigt stadig den dag i dag. Some things never change, som man siger. Personligt satser jeg dog på, at en anden kendt vending – alting har en ende – også gør sig gældende for Trumps politiske karriere en dag.
Selvom jeg er tysker, så er Ordnung muss sein ikke en læresætning, der er blevet hængende. Lige når det kommer til afhandlingen, er jeg dog faktisk jævnt tilfreds. Den tog som sagt syv år at afslutte, men forsvaret ligger på min tidligere specialevejleder Niels Bjerre-Poulsens fødselsdag, hvilket er en smuk måde at slutte ringen på, da Niels har været en vigtig mentor på min akademiske rejse.
Samtidig afholdes forsvaret, præcis én måned før de republikanske vælgere skal stemme i Iowa. Det passer mig glimrende, at afhandlingen dermed er ude af verden, når det for alvor begynder at gå ned i USA.
Faktisk er der også et andet område, hvor min timing ikke har været helt skæv: Jeg er far til fire, men ingen af mine børn er født i et præsidentvalgår. Mine to første børn blev født året inden et præsidentvalg, men med fire års mellemrum, hvilket indikerer en vis arbejdsskade i forhold til at operere i fireårsintervaller. Four more years, som man siger på den anden side af Atlanten.
Desværre holdt jeg ikke kadencen – hvilket endnu en gang understreger mit manglende organisationstalent – for mine tvillinger blev født forrige sommer og dermed nogle måneder før et midtvejsvalg.
Ved nærmere eftertanke er det dog måske meget godt, at der med tvillingerne har været lidt mere tilløb til præsidentvalgåret.
Apropos tilløb. I de sidste dage har jeg tænkt meget på en sang af den tyske musiker Peter Maffay, hvor Maffay i omkvædet synger: »Über sieben Brücken musst du gehen. Sieben dunkle Jahre überstehen. Sieben Mal wirst du die Asche sein. Aber einmal auch der helle Schein.«
Sangen var en af min mors yndlingssange. Desværre kommer hun ikke til at overvære ph.d.-forsvaret, da hun døde sidste år. Tvillingerne nåede hun heller ikke at møde, før hun gik bort. Min mor var kassedame og enlig mor til to, så på papiret lå det ikke i kortene, at hendes søn ville blive mønsterbryder og skrive en ph.d.-afhandling.
Jeg betragter ikke mig selv som mønsterbryder eller et mælkebøttebarn, om end jeg selvfølgelig godt ved, at jeg i den grad har brudt den sociale arv. Men selvom jeg på parametre som løn og uddannelse i dag tilhører eliten, er jeg stadig på udebane i sociale sammenhænge blandt selvsamme elite.
Her fornemmer jeg stadig ganske klart, at jeg tilhører den billige langside. Sidstnævnte var en avanceret formulering, ik’, men jeg kan afsløre, at jeg ikke kendte den, før jeg faldt over den i ordbogen i forbindelse med at skrive denne klumme. Fake it till you make it.
For to år siden var det en stor historie herhjemme, at den sociale arv i uddannelsessammenhæng ifølge Rockwool Fonden var steget så meget de seneste 20 år, at Danmark og USA nu lå på samme niveau. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd anfægtede hurtigt denne konklusion, men jeg har alligevel tænkt meget over tesen i disse dage.
Det akademiske højdepunkt under mit syvårige ph.d.-forløb blev nemlig – mod forventning – ikke tiden i Firenze, men at jeg fik mulighed for at være gæsteforsker på Yale University ad to omgange. Først som Fulbright-Schuman-Scholar og derefter som Henry A. Kissinger-fellow.
På Yale lå medianindkomsten blandt de studerendes forældre i 2017 på cirka 1,3 mio. kr. om året ifølge New York Times. Cirka 2 pct. af de studerende kom fra en familie, der indkomstmæssigt befandt sig blandt de fattigste 20 pct. i USA. Til sammenligning kom 45 pct. af de studerende på Yale fra familier, som tilhørte de rigeste 5 pct. af samfundet.
Af samme årsag er afhandlingen dedikeret til min mor. Modsat Peter Maffay kunne hun desværre ikke gå over syv broer og overstå syv mørke år.
Men hendes eftermæle vil for mig altid være, at min mor formåede at bygge en bro, som hendes søn sidenhen kunne krydse og efter syv – om end ikke mørke, så langstrakte – år nu får sit øjeblik i det akademiske rampelys.
Man skal have en brobygger for at blive mønsterbryder
14
0
15.12.2023
Jeg betragter ikke mig selv som mønsterbryder, selv om jeg har brudt den sociale arv. Og selvom jeg på parametre som løn og uddannelse i dag tilhører eliten, er jeg stadig på udebane i sociale sammenhænge blandt selvsamme elite.
Ciao! I skrivende stund er jeg i Firenze, hvor jeg skal forsvare min ph.d.-afhandling. Afhandlingen tog mig syv år at færdiggøre, ikke mindst takket været Donald Trump, der efter sin valgsejr i november 2016 (to måneder efter jeg var startet på ph.d.-uddannelsen på Det Europæiske Universitetsinstitut) for alvor begyndte at fylde lige lovlig meget i mit liv.
Det gør The Donald i øvrigt stadig den dag i dag. Some things never change, som man siger. Personligt satser jeg dog på, at en anden kendt vending – alting har en ende – også gør sig gældende for Trumps politiske karriere en dag.
Selvom jeg er tysker, så er Ordnung muss sein ikke en læresætning, der er blevet hængende. Lige når det kommer til afhandlingen, er jeg dog faktisk jævnt tilfreds. Den tog som sagt syv år at afslutte, men forsvaret ligger på min tidligere specialevejleder Niels Bjerre-Poulsens fødselsdag, hvilket er en smuk måde at slutte ringen på, da........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
