Mange små, affolkede landsogne rundt om i landet er ved at segne under byrden fra vedligeholdelse af deres middelalderkirker. Men det kan og skal ikke være deres ansvar alene.
Fornylig foreslog provsten i Lolland Vestre Provsti at nedrive Herredskirke Kirke på Vestlolland - en klassisk dansk middelalderkirke fra omkring år 1200, der snart skal have skiftet sit tag, og som har mistet de fleste af sine sognebørn på grund af fraflytning.
De fleste røster i debatten modtog med rette forslaget med bestyrtelse, for et civiliseret land river naturligvis ikke bygninger ned, som er en del af den fantastisk værdifulde kulturarv, de danske landsbykirker fra middelalderen repræsenterer. Det er en af de centrale ting, der gør Danmark til Danmark, og det er en af de få ting vi har i Danmark, som virkelig kan konkurrere med den fornemste kulturarv i mange andre europæiske lande.
Selvfølgelig har også en stærkt urbaniseret velfærdsstat brug for at holde fat i sine rødder, åndelige såvel som arkitektoniske. Vi har brug for i fællesskab at drage omsorg for den rige arv, kirken og dens bygninger har efterladt os efter mere end 1000 år som kristent land. Og selvom vi som gode lutheranere i grunden ikke burde betragte kirkebygningen i sig selv som noget helligt, så er der næppe tvivl om, at langt de fleste danskere gør netop det, og meget nødigt ser den forsvinde eller profaneret.
Samtidig er der ingen tvivl om at provsten, bevidst eller ubevidst, sætter fingeren på et ømt punkt, som vi i stigende grad bliver nødt til at forholde os til. For det er en kendsgerning, at de mange middelalderkirker i tyndt befolkede egne, hvor det flere steder giver meget lidt mening at opretholde det almindelige kirkeliv, er en tung møllesten om kirkens hals. Og er det i den forbindelse rimeligt, at de midler, der burde gå til at udbrede evangeliet og sikre et levende kirkeliv de steder, hvor det giver mening, bliver nødt til at gå til istandsættelse af bygninger, som ikke længere kan tjene deres oprindelige formål?
Naturligvis er det ikke rimeligt, hvis landets yderområder skal have et gradvist fattigere kirkeliv, fordi de bærer en uforholdsmæssig del af byrden ved at vedligeholde kulturarv, som i bund og grund tilhører hele det danske samfund. For det er selvfølgelig ikke alene Lolland Vestre Provsti, som har interesse i, at Herredskirke bevares. Det har hele det danske samfund, fordi vores kirker er en fælles kulturarv, som er et vidnesbyrd om noget af det væsentligste, der binder os sammen som danskere og som forener historie, kultur og ånd i en dyb forankring hos langt de fleste danskere, uanset om de selv forstår sig som kristne eller ej. I menighedsrådskredse er det ikke ualmindeligt at møde det synspunkt, at nogle kirker burde kunne henfalde til maleriske ruiner i landskabet. Men det vil være udtryk for et land, som har opgivet sin sammenhængskraft, sin historie og sin selvbevidsthed. Det skal ikke ske.
Derfor er der brug for, at vi inden alt for længe får påbegyndt en diskussion om, hvad vi skal stille op med vores værdifulde kirkebygninger i landets tyndt befolkede egne. Vi er et rigt land med en gennemgående rig folkekirke, så på den korte bane kan det givetvis lade sig om gøre at finde penge til at holde kirkerne ved lige, også selvom de ligger i tyndtbefolkede egne. Enkelte kirker kan sikkert også sælges til et fornuftigt formål, men langt de fleste danskere ønsker givetvis, at det skal ske ved at bevare respekten for de utallige generationer af danskere, der har haft deres gudshus her. Og der er heldigvis også meget begrænset efterspørgsel efter tidligere kirkerum som diskoteker eller kollektiver i de små samfund.
Til syvende og sidst må det ende med at være en statslig opgave af væsentlig kulturel karakter at bevare hovedparten af de af vores middelalderkirker, som ikke længere kan tjene deres oprindelige formål. Men hvordan, hvilke og hvor mange er ikke så enkelt at afgøre.
Det ville klæde en fremsynet kirkeminister – måske hånd i hånd med kulturministeren - at tage den handske op, som den lollandske provst har kastet, og påbegynde en seriøs, ærlig og visionær debat om, hvordan vi sikrer vores middelalderkirker på en god måde til de generationer, der kommer efter os.
Bevaring af vores middelalderkirker er en fælles opgave. Og den er vigtig
5
0
13.12.2023
Mange små, affolkede landsogne rundt om i landet er ved at segne under byrden fra vedligeholdelse af deres middelalderkirker. Men det kan og skal ikke være deres ansvar alene.
Fornylig foreslog provsten i Lolland Vestre Provsti at nedrive Herredskirke Kirke på Vestlolland - en klassisk dansk middelalderkirke fra omkring år 1200, der snart skal have skiftet sit tag, og som har mistet de fleste af sine sognebørn på grund af fraflytning.
De fleste røster i debatten modtog med rette forslaget med bestyrtelse, for et civiliseret land river naturligvis ikke bygninger ned, som er en del af den fantastisk værdifulde kulturarv, de danske landsbykirker fra middelalderen repræsenterer. Det er en af de centrale ting, der gør Danmark til Danmark, og det er en af de få ting vi har i Danmark, som virkelig kan konkurrere med den fornemste kulturarv i mange andre europæiske lande.
Selvfølgelig har også en stærkt urbaniseret velfærdsstat brug for at holde fat i sine rødder, åndelige såvel som arkitektoniske. Vi har brug for i fællesskab at drage........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
Michael Kwet
