Regeringen fortsætter en tendens blandt folk: En stigende lede ved politik, mistillid og følelsen af dybt ubehag – og en følelse af at blive kørt rundt i manegen af magtfuldkomne politikere, som kun er optagede af deres personlige karrierer.
Normalt er jeg et meget positivt menneske. Det falder mig naturligt at tælle de lyse timer. Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker mit liv. Jeg elsker ”hverdagen” – sådan som Dan Turéll også gjorde. På samme måde nyder jeg både at komme på Christiansborg og – endnu mere – at være ude blandt danskerne i forbindelse med møder og besøg.
Men alligevel er alt ikke som før. Jeg har opdaget en misstemning. Da det i høj grad er en fornemmelse, kan det være svært at sætte ord på, men ikke desto mindre kommer den også til udtryk i ord – f.eks. i kommentarsporene på de sociale medier, hvor utilfredsheden er stigende. Ikke kun i forhold til regeringen, men til politik i det hele taget.
Hvor begyndte det hele? Måske skete det, da den nydannede S-regering allerede umiddelbart efter valget i juni 2019 ”politiserede” embedsmandsapparatet. Jeg husker stadig en pressechef i et ministerium, som udtalte, at for at beklæde hendes stilling skulle man have »partibogen« i orden. Med andre ord en koncentration af magten. Magtens arrogance. Magtfuldkommenhed.
Det blev forstærket under coronapandemien. Her fulgte en meget loyal folkelig opbakning til restriktioner og forholdsregler. Det kulminerede med den ulovlige beslutning om udslettelse af hele minkerhvervet i slutningen af 2020. Her smed man et helt erhverv under bussen under dække af en slags nødret – og stadig accepterede et flertal i befolkningen det som en nødvendighed.
I takt med lempelser og til sidst den officielle afblæsning af pandemien vendte normale tilstande tilbage. Oppositionspartier som blandt andet Venstre lovede et opgør med tilstandene – herunder en undersøgelse af minkskandalen. Der blev i befolkningen opbygget en klar forventning om bedre tider og en normalisering af dansk politik.
Men efter sidste valg blev alle forventninger og forhåbninger gjort til skamme. Med Venstres og Moderaternes indtog i et regeringssamarbejde hen over midten faldt Venstres løfter om undersøgelse af minkskandalen til jorden med et brag. I stedet buldrede man ud over stepperne med en helt malplaceret afskaffelse af store bededag – for at finansiere øgede udgifter til Forsvaret. At man siden ”fandt” omkring 16 mia. kr., ændrede intet ved beslutningen.
Regeringen har valgt, at ”krisefortællingen” fortsat skal være det brændstof, som leverer energi til regeringsmotoren – også selv om den hakker og pruster mere og mere for hver dag, der går. Endnu en krisefortælling er den groteske beslutning om at bøje sig for islamisters krav om indskrænkninger af vores ytringsfriheden gennem et forbud mod afbrænding af koraner. Begrundelsen er også her sikkerhed, selv om trusselsniveauet var højere under Muhammed-krisen.
Læg så hertil en masse beslutninger og tilstande, som ikke kan andet end skuffe helt almindelige danskere dybt: mærkbare skattelettelser til de mest velstillede, et manglende opgør med ”den kommunale adel” i skikkelse af vellønnede direktører i en lodret vækstkurve, mens der bliver skåret på de ældre og andre grupper. En CO2-afgift på landbruget og på helt almindelige inflationsplagede forbrugere i supermarkedet eller en fornemmelse af, at alt sejler i bekæmpelsen af alt fra tyverier til overfald. Eller FE-sagen og den velbegrundede mistanke om, at politiske årsager lå til grund for at forfølge Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen Ja, listen er så lang, at den på ingen måde kan skildres udtømmende.
Og hvad er det i øvrigt for en justitsminister, som indleder med at udtrykke stærk skepsis over for sit eget politis arbejde hos Sydøstjyllands Politi for senere at bakke dem op, fordi han mærkede, hvilken retning vinden blæste?
Endelig er der hele usikkerheden om regeringens ministres personlige ambitioner og karrierer. Hvor længe gider Mette Frederiksen overhovedet at være statsminister? Er den post kun det næstbedste sammenlignet med posten som generalsekretær i Nato eller et højt betalt job i EU-Kommissionen? Og hvad med udenrigsministeren? Guderne må vel vide, hvor han er på vej hen.
Adfærden skaber et billede af topministre, som i grunden ikke orker at være ministre. Måske fordi de efterhånden selv er blevet lede og kede af det hele – og dermed deler det omsiggribende ubehag ved alting, der har med dansk politik at gøre. Deres arrogante holdning devaluerer selve det at være minister, og denne fornemmelse forplanter sig naturligvis i befolkningen.
Ubehaget kan blandt andet aflæses i meningsmålingerne, og ser man på dem, er det jo let at forstå, hvorfor ministre hellere vil lave alt muligt andet. Senest kastede Jakob Ellemann-Jensen håndklædet i ringen. Uden tvivl fordi regeringssamarbejdet har vist sig umuligt at forsvare over for Venstres egne vælgere. Der findes ingen enkel opskrift på at komme ubehaget og misstemningen til livs. Når først tilliden er væk, kan det tage mange år at genopbygge den. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at et folketingsvalg i utide måske kunne være et første skridt i den rigtige retning.
Mistilliden og ubehaget ved politik breder sig som ringe i vandet
18
0
17.11.2023
Regeringen fortsætter en tendens blandt folk: En stigende lede ved politik, mistillid og følelsen af dybt ubehag – og en følelse af at blive kørt rundt i manegen af magtfuldkomne politikere, som kun er optagede af deres personlige karrierer.
Normalt er jeg et meget positivt menneske. Det falder mig naturligt at tælle de lyse timer. Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker mit liv. Jeg elsker ”hverdagen” – sådan som Dan Turéll også gjorde. På samme måde nyder jeg både at komme på Christiansborg og – endnu mere – at være ude blandt danskerne i forbindelse med møder og besøg.
Men alligevel er alt ikke som før. Jeg har opdaget en misstemning. Da det i høj grad er en fornemmelse, kan det være svært at sætte ord på, men ikke desto mindre kommer den også til udtryk i ord – f.eks. i kommentarsporene på de sociale medier, hvor utilfredsheden er stigende. Ikke kun i forhold til regeringen, men til politik i det hele taget.
Hvor begyndte det hele? Måske skete det, da den nydannede S-regering allerede umiddelbart efter valget i juni 2019 ”politiserede” embedsmandsapparatet. Jeg husker stadig en pressechef i et ministerium, som udtalte, at for at beklæde hendes stilling skulle man have »partibogen« i orden. Med andre ord en koncentration af magten. Magtens arrogance.........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
