Vi må sige nej tak til flere islamiske særhensyn i Danmark. For det er skruen uden ende.
Lige nu er landets muslimer i gang med at fejre deres ramadan. Altså muslimernes fastemåned, hvor de bl.a. ikke må spise og drikke fra solopgang til solnedgang. Og det siger sig selv, at det påvirker at faste i 17 timer hver dag.
Samtidig med det, så larmer debatten om, hvor meget ramadan skal fylde i det danske samfund, og hvor meget vi som samfund skal tage deltagelse i ramadanen. Der er flere, der har slået til lyd for, at islam fylder alt for lidt, og herunder at ramadanen som noget naturligt skal have en større plads i det offentlige rum.
Det helt store spørgsmål i forbindelse med ramadanen er: Hvorfor skal den egentlig fylde mere, end den allerede gør – for var hensigten ikke, at muslimer skulle integreres i det danske samfund fremfor at få taget særhensyn, herunder når de fejrer ramadanen?
Man integrerer eller allerhelst assimilerer ikke folk udefra ved at lade deres kultur fylde. Sådan skaber og understøtter man bare parallelsamfund. Men det er det, visse muslimer gerne vil have, når vi skal acceptere deres kultur. Og dermed opstår det delte Danmark.
Vi bøjer os mod dem. De bøjer sig ikke mod os. Det er ikke integration. Eller rettere, hvad det bør være: assimilation. Og ikke ”bare” integration, hvor to kulturer smelter sammen. Men assimilation, hvor de, der kommer udefra, tilegner sig vores kultur.
For med ramadanens måske kommende status som en særlig årstid, hvor vi som samfund skal tage hensyn, f.eks. ved at skoleelever og medarbejdere på landets arbejdspladser får fri under den afsluttende eid, vidner blot om endnu et islamisk særhensyn i rækken af allerede mange andre såsom halalslagtet mad, manglende håndtryk til den modsatte køn, tørklæder, kønsopdeling osv.
Lige nu er der særlige kræfter, der kæmper for, at ramadanen skal anerkendes ligesom de andre højtider, vi som samfund har. Og med argumentet om, at man selvfølgelig skal tage et hensyn til den større del af befolkningen, der fejrer ramadan. For desto flere, der kommer, desto mere plads ønsker de i det offentlige rum, og herunder hvordan der tages hensyn til dem.
En dag kommer der med garanti flere kommuner, der fuldkommen og på eget initiativ indfører ramadanfejring. Hvor kommunens skoleelever og kommunalt ansatte kan betragte eiden som helligdag og dermed en fridag. Hvor lygtepælene får ophængt halvmåner på kommunens regning. Og hvor skoleklasser fejrer eid med halalkød, arabiske sange og besøg i den lokale moské med prædiken fra den lokale imam.
Med den anden hånd har regeringen afskaffet en kristen helligdag, store bededag. En helligdag ud. En helligdag ind.
Senere vil man kræve – og få – tidligere fri om fredagen i skolerne og på de kommunale arbejdspladser, så man kan tage hensyn til dem, der skal i moskéen til fredagsbønnen.
De arabiske ord halal (tilladt) og haram (ikke tilladt) er blevet en del af vores sprog, hvor vi omtaler grisekød som ”ikke halal” trods grisekød har været en fuld og integreret del af den danske kultur i århundrede. Og ikke mindst fuldt tilladt. Men nej, nu sniger vi svinekødet ned i indkøbskurven med en anelse flovhed over at spise noget, der er at betragte som ikke tilladt – for muslimer. Og undlader frikadeller til fællesbuffeten for ikke at krænke de allestedsnærværende krænkelsesparate.
Vi lever med, at gaderne i juletiden oplyses af såkaldt vinterlys, som vi indtil for få år siden omtalte som julelys. Og de politisk korrekte forretninger udsender et vinterkatalog – ikke et julekatalog – trods det er fyldt med julenisser, juleguirlander og juletræspynt.
Arbejdsgiverne sender vinterkort ud i december til deres medarbejdere. For nogle år siden fik de en julehilsen.
Step by step sniger islam sig ind i vores hverdag. Og lige nu er det ramadan, som bliver kritiseret for ikke at få nok opmærksomhed.
Man kan føje et mindretal og i større grad, som det mindretal vinder indpas og bliver større, give det mere plads og udvise endnu flere særhensyn. Og med så meget andet, så finder man på et nyt hensyn at kræve, i takt med at man får et andet opfyldt.
Så det er dybest set skruen uden ende.
Skal denne højtid gøres til noget dansk? Ikke på vilkår, mener hun
11
0
20.03.2024
Vi må sige nej tak til flere islamiske særhensyn i Danmark. For det er skruen uden ende.
Lige nu er landets muslimer i gang med at fejre deres ramadan. Altså muslimernes fastemåned, hvor de bl.a. ikke må spise og drikke fra solopgang til solnedgang. Og det siger sig selv, at det påvirker at faste i 17 timer hver dag.
Samtidig med det, så larmer debatten om, hvor meget ramadan skal fylde i det danske samfund, og hvor meget vi som samfund skal tage deltagelse i ramadanen. Der er flere, der har slået til lyd for, at islam fylder alt for lidt, og herunder at ramadanen som noget naturligt skal have en større plads i det offentlige rum.
Det helt store spørgsmål i forbindelse med ramadanen er: Hvorfor skal den egentlig fylde mere, end den allerede gør – for var hensigten ikke, at muslimer skulle integreres i det danske samfund fremfor at få taget særhensyn, herunder når de fejrer ramadanen?
Man integrerer eller allerhelst assimilerer ikke folk udefra ved at lade deres kultur fylde. Sådan skaber og understøtter man bare parallelsamfund.........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
