Eliterne moraliserer uden nogen som helst indsigt i, om deres politikker virker eller ej. Og når vi rejser rundt i resten af verden med vores CO2-askese, bliver vi ingenlunde opfattet som forbilleder. Nærmere som Don Quijote.
Med alderen er min tillid til den danske elite faldet. Ikke at jeg mistænker den for at rage til sig eller have gedulgte motiver, men den forekommer mig bare ikke særligt dygtig. Selv når der er bred elitekonsensus om et aktuelt politisk spørgsmål, er det snarere reglen end undtagelsen, at den tager fejl.
CO2-afgiften på landbruget er et sådant eksempel på en kollektiv fejltagelse. Lad os tage det banale først: Der er ingen særlig grund til, at den vil bringe danskernes drivhusgasudledning ned. På den ene side vil en afgift gøre landmændene en lille smule mere tilbøjelige til at udvikle et mere CO2-venligt landbrug. Lad os kalde det gulerodseffekten. Det lysegrønne håb.
På den anden side er det sikkert som amen i kirken, at dele af produktionen bliver skubbet til udlandet, hvor den over tid med al sandsynlighed vil være væsentligt mere udledende. Lad os kalde det cilicebælte-effekten. Vi piner os selv, men er rene i troen.
Måske er vi heldige, og det viser sig, at guleroden er stærkere end cilicebæltet. Det kan ingen vide. Til gengæld er Davos-effekten garanteret. Når vi på et tidspunkt har klemt den sidste blodsdråbe ud af dansk landbrug, og hver eneste danske spiser udenlandsk komad, kan vi nemlig sole os i hæder fra Davos. I det officielle karbondioxidregnskab har eliterne i al deres visdom nemlig besluttet, at koprutter kun tæller med i det land, hvor fisen lugtes kan. Med andre ord er regnskabet fuldkommen fup. Vitterligt fup. Men det ser godt ud i vores falske regnskab. Og det tæller i Davos.
Nuvel, i det store billede er både guleroden og cilicebæltet fuldkommen ligegyldigt. Verden står over for gigantiske stigninger i CO2-udledningen. Verdens befolkning vil vokse med nogle yderligere milliarder og først og fremmest vil væksten stige. Og den vil stige massivt. Lad os kalde det tsunami-effekten.
Hvad vi gør i Danmark, er ligegyldigt. Hvad vi gør i Europa, er ligegyldigt. Insekter til morgenmad, cykelferie gennem Europa, ingen babyer, veganisme, slukke for lyset og varmen. Det spiller ingen rolle i det store CO2-billede.
Alt drukner i tsunamien.
Men selvfølgelig kan vi gøre en forskel! Vi kan få enestående stor betydning på verdens udvikling. Det kan vi gøre ved at vise vejen frem. Lad os kalde det forbillede-effekten. Vi beskatter vores landbrug til blods. Vi spiser insekter. Vi laver falske regnskaber for vores C02-udledning, som vi ikke desto mindre tager rundt i verden og praler og belærer med. Her begynder tragikomikken. Der er ingen forbillede-effekt. Der er en dekadence-effekt.
Når vi rejser rundt i resten af verden med vores CO2-askese, bliver vi ingenlunde opfattet som forbilleder. Det er snarere de gamle kolonisatorer, der lider af indbildsk selvovervurdering og føler sig berettiget til at docere deres visdom for de mindre kloge og hellige.
Eller måske som en Don Quijote, der rejser rundt med eventyrlige fortællinger, der i virkeligheden dækker over et forstyrret sind. Udefra er det let at gennemskue, hvad der foregår i Vesten.
Eliterne moraliserer uden nogen som helst indsigt i, om deres politikker virker eller ej. Store dele af befolkningen er eksistentielt motiveret af klimakampen, fordi den udfylder et hul i de meningstømte liv. Spisereglerne, selvpineriet, arvesynden og eskatologien. Klimakampen er selvindlysende en religion.
Men klimaforandringerne er ikke religion. De er efter alt at dømme et virkeligt problem. Med vores uhørte dekadence gør vi alene problemerne værre. Udtrykt i effekter: Tsunami-effekten bliver forstærket af dekadence-effekten. Vi bliver nødt til at tage problemet alvorligt. Vi bliver nødt til rent faktisk at være et forbillede. Udvikle løsninger, der både skaber velstand og udleder mindre CO2. Det er den eneste måde, vi kan stoppe tsunamien på.
Vestlig klimapolitik er forstyrret dekadence
7
1
23.03.2024
Eliterne moraliserer uden nogen som helst indsigt i, om deres politikker virker eller ej. Og når vi rejser rundt i resten af verden med vores CO2-askese, bliver vi ingenlunde opfattet som forbilleder. Nærmere som Don Quijote.
Med alderen er min tillid til den danske elite faldet. Ikke at jeg mistænker den for at rage til sig eller have gedulgte motiver, men den forekommer mig bare ikke særligt dygtig. Selv når der er bred elitekonsensus om et aktuelt politisk spørgsmål, er det snarere reglen end undtagelsen, at den tager fejl.
CO2-afgiften på landbruget er et sådant eksempel på en kollektiv fejltagelse. Lad os tage det banale først: Der er ingen særlig grund til, at den vil bringe danskernes drivhusgasudledning ned. På den ene side vil en afgift gøre landmændene en lille smule mere tilbøjelige til at udvikle et mere CO2-venligt landbrug. Lad os kalde det gulerodseffekten. Det lysegrønne håb.
På den anden side er det sikkert som amen i kirken, at dele af produktionen bliver........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Andrew Mitrovica
Mort Laitner
Rami G Khouri
Nikkei Editorial
Ali Fathollah-Nejad
