Hvor var det mærkeligt, at bededag blev afskaffet – og så lige nu.

Præsten N.I. Heje, der i 1926 var medstifter af bladet og arbejdsfællesskabet Tidehverv, har vist nok et sted beskrevet en fornemmelse af aftenen før bededag at høre kirkeklokkens tunge slag, der kan synke dybt ind i et menneskes sjæl og besinde én på livets endelighed og menneskets ubestandighed.

Selv kan jeg huske en forårsaften i min barndom, hvor vi legede på vejene, og tusmørket kom listende med kølighed og stilhed, og midt i denne stilhed ringede den største af klokkerne oppe fra kirken bededag ind. Jeg kendte ikke noget til bededag og måtte spørger de voksne om, hvad det var, for der var noget i den tunge ringning, der kaldte på et menneske.

Nu er bededagsklokken forstummet. Der ringes ikke aftenen før bededag, for dagen betragtes som ophævet, og den tunge, kaldende bededagsklokke ringer ikke mere torsdag aften før helligdagen, for den er væk. Der må ikke ringes, når helligdagen ikke er der.

Vi kommer til at mangle denne klang i vores liv og tilværelse. En klang, der fortæller os, at livet ikke altid er på vores betingelser, og at livet ikke kun indeholder det lyse og det skønne, men også det falske og det skyldige. Det menneske, der aldrig kan være skyldigt, skylder heller ikke nogen noget. Det er ensomt.

Bededagsklokken er forstummet og kan ikke påminde os om dette fællesskab. Ikke et fællesskab i selvgodhed. Men et fællesskab i skyldighed, hvor vi netop ikke har noget at lade hinanden høre, men må lade os høre af noget andet.

Det var det, bededagsklokken fortalte om, og som også kunne synke ned i en ubefæstet drengesjæl i 1970’erne.

Der er skrevet meget om processen til afskaffelse af bededag. Den var uden fortilfælde, og det afgørende er, at det ikke kun handler om en bortskaffet helligdag, men også om, hvilken stat vi får øje på, når krudtrøgen fra bededagsfejden har lagt sig. En stat, der opfører sig som kirke og dikterer forkyndelsen.

Folkekirken indretter sig på forholdene, og i flere sogne har man i weekenden travlt med forårets gode konfirmationer, hvor mange tidligere blev holdt bededag. Dog har en del kirker også i år en bededagsandagt enten torsdag eller fredag aften. Men det er en gudstjeneste uden særlig bededagsringning, for dagen findes ikke. Det er en gudstjeneste på linje med andre gode, frivillige gudstjenester som for eksempel gudstjeneste for de lokale spejdere eller lignende.

Og det er mærkeligt, at vi gjorde det. Altså afskaffede den. For bededag havde potentiale til at være en fælles helligdag i et mere og mere multikulturelt samfund. En helligdag på linje med den amerikanske thanksgiving. En dag, hvor vi kunne være fælles om det at være menneske med al vores skrøbelighed og med al vores skyldighed og med al vores utilstrækkelighed. Og en dag med tak for, at livet trods alt bliver givet, og at vi bliver givet til hinanden, al vores forskellighed til trods. En dag med tak.

Med det ville vi ikke. Vi afskaffede dagen i stedet for.