Hvor får vi de idéer fra? At præsten ikke er normal og slet ikke i henseende til de lidt muntre ting og sager.
Det er en stor fornøjelse at have konfirmander. Der kan være store øjeblikke af glæde, men også øjeblikke af forundring. Engang underviste jeg en klasse, og det gik godt, syntes jeg selv. Pludselig rakte en pige hånden i vejret. Og jeg troede, at hun ville bidrage til emnet, men hun sagde: »Har du nogensinde smagt en øl?« Hun skulle simpelthen lige spørge præsten om dette. Hvordan man allerede som 13 år har den idé, at præsten ikke har bare smagt en øl, ved jeg simpelthen ikke. Jeg måtte også meddele, at jeg skam havde smagt en øl. Det var nu godt, hun spurgte.
En anden af mine bekendte, der også er præst, blev engang ansat i et nyt sogn, og da han var glad for fodbold, meldte han sig ind i den lokale oldboysklub. Kampen på grønsværen gik fint, men efter kampen skulle de i bad i klubhuset. Han kunne ikke undgå at bemærke, at fodboldkammeraterne hele tiden skævede ned til hans ædlere dele. Til sidst blev det ham for meget, og han udbrød til brusebadsmakkeren ved siden af: »Ja, vi er ens, du!«
Det kom åbenbart som et chok for fodboldspilleren, at præsten lignede dem, også uden tøj på.
Hvor får vi de idéer fra? At præsten ikke er normal og slet ikke i henseende til de lidt muntre ting og sager.
I de seneste uger har jeg haft to præster afsted på forskellige arrangementer i Nordjylland dels på uddannelsesinstitutioner, dels i forbindelse med socialt arbejde. Begge steder har de i kraft af uddannelse og stor erfaring kunnet bidrag med væsentlige forhold og indsigter og bidraget til, at synet på mennesker blev nuanceret.
Men begge gange er de vendt hjem med beretningen om, at de er blevet spurgt om, hvorvidt de er »kreationister«. Altså om de tror, at verden er skabt på syv dage og lignende. Det er virkeligt mærkeligt. For det første er en sådan indstilling på ingen måder en nødvendig del af kristendommen, og for det andet har jeg i mine 25 år som præst i folkekirken ikke stødt på en kreationistisk præst. Hvor får vi de idéer fra?
Og ikke kun det: Det er også ødelæggende for formidlingen af tro, eksistens og folkekirke, hvis man først skal kæmpe sig gennem et lag af mærkværdigheder. Kan vi overhovedet høre hinanden?
Mit verdensbillede er naturvidenskabeligt, så lang jeg rækker til at forstå det. Jeg er kommet ind i det keplerske univers, og min teologi arbejder også under de betingelser. Jeg tror dog, at verdens inderste hemmelig er kærlighed; altså at kærligheden er størst af alt. Ellers siger al erfaring os jo, at døden er størst af alt: at uanset hvor meget vi elsker og holder af, så kan vi ikke holde døden fra døren.
Jeg tror ikke på, at verden er skabt på en uge, jeg tror ikke på, at Vor Herre sidder på en sky med langt skæg, men jeg tror på, at kærligheden er størst af alt, og det er vitterligt et trosspørgsmål, for det siger erfaringen os ikke. Erfaringen siger os, at døden er størst af alt. Men kristendommen forkynder, at kærligheden er størst af alt. Så her må vejene skilles, men lad dem dog så skilles det rette sted. At kærligheden er størst af alt, er det, jeg udleder af fortællingen om Jesus gennem jul og påske.
Det er en besynderlig tid, at man hele tiden skal stå på mål for, om man er kreationist. Det er selvfølgelig en amerikansk påvirkning fra mere eller mindre outrerede menigheder, selvom der også i Amerika er mange kristne menighederne, der bestemt ikke er kreationister.
Hvorfor skal det hele forfalde til moral og snæversyn?
På samme måde kan man opleve foreningen af ateister. Ikke bare en gang har jeg være ramt af deres angreb, for de opstiller en stråmand. Men jeg har ofte været flov over det intellektuelle niveau, jeg blev mødt med.
Måske skulle vi arbejde lidt mere med den kultur, som er midt imellem vores hænder, og som har båret vores kultur gennem historien. Tage den alvorligt og ikke lade den forsvinde i en fordom.
Det burde være en del af den almene dannelse allerede i skolen, at vi lærer at møde verden, livet og religionen med et både kritisk og åbent sind. Det er måske der, den egentlige udfordring ligger.
Kommunikation er en svær ting
14
0
04.03.2024
Hvor får vi de idéer fra? At præsten ikke er normal og slet ikke i henseende til de lidt muntre ting og sager.
Det er en stor fornøjelse at have konfirmander. Der kan være store øjeblikke af glæde, men også øjeblikke af forundring. Engang underviste jeg en klasse, og det gik godt, syntes jeg selv. Pludselig rakte en pige hånden i vejret. Og jeg troede, at hun ville bidrage til emnet, men hun sagde: »Har du nogensinde smagt en øl?« Hun skulle simpelthen lige spørge præsten om dette. Hvordan man allerede som 13 år har den idé, at præsten ikke har bare smagt en øl, ved jeg simpelthen ikke. Jeg måtte også meddele, at jeg skam havde smagt en øl. Det var nu godt, hun spurgte.
En anden af mine bekendte, der også er præst, blev engang ansat i et nyt sogn, og da han var glad for fodbold, meldte han sig ind i den lokale oldboysklub. Kampen på grønsværen gik fint, men efter kampen skulle de i bad i klubhuset. Han kunne ikke undgå at bemærke, at fodboldkammeraterne hele tiden skævede ned til hans ædlere dele. Til sidst blev det ham........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
