Den omsiggribende digitalisering har på mange måder været af det gode, men den har også uønskede sideeffekter.

Jeg var i god tid. Allerede den 1. december skrev jeg årets julekort og fik dem sendt ud i landet.

Men i slutningen af januar fik jeg et julekort tilbage. Det havde ikke kunnet blive leveret, selvom adressen var helt korrekt, og adressaten ikke et helt ukendt menneske i lokalsamfundet.

Nu havde jeg troet i omkring to måneder, at jeg havde sendt et julekort til vedkommende, og så har vedkommende i virkeligheden ikke hørt en lyd fra mig. Det er flovt. Men lige så flovt er det, at vi ikke længere har et postvæsen i Danmark. Det har jeg svært ved at vænne mig til.

Et problem med postvæsnet var, at vi bildte hinanden ind, at det kun skulle bringe breve og pakker ud. Men det var også en sammenhængskraft og havde tidligere mange steder på landet en socialfunktion, der lige havde et øje på om fru Jensen var oppe og ikke var faldet i løbet af natten.

I min barndom i Frederikshavn kunne man sende et brev om formiddagen, og så blev det bragt ud i byen om eftermiddagen i anden ombæring. Nu ved jeg knap nok, hvor jeg skal gøre af et brev.

Sådan er der så meget. Det er udviklingen, og Danmark er virkeligt fremme i skoene, når det gælder digitalisering. Så meget, at vi næsten går i bare fødder, hvilket også er ret sigende, da det føles, som om vi træder nyt land og som en anden Moses må tage vores sko af, for vi står på hellig grund.

Digitaliseringen letter virkelig også meget. Jeg husker også det at stå på posthuset omkring den første i måneden i en timelang kø for at betale regninger. Det længes jeg ikke efter. Men digitaliseringen har nogle sideeffekter.

For samtidig med at staten er forsvundet ud af gadebilledet, hvor for eksempel det flot klædte postbud i sin røde uniform var et nærværende og synligt tegn på en sammenhængende stat, så er staten kommet tættere på i form af direkte kontakt gennem diverse digitale systemer.

Det samme gælder Skat. Før kunne jeg gå op på skattekontoret og få en samtale med et fysisk menneske om min skat. Nu er der chat og telefon. Det undrer mig gang på gang, at det sted, jeg lægger en væsentlig del af mine lønkroner, kan jeg ikke få fysisk kontakt med. Det ville vi ikke acceptere andre steder. Staten er forsvundet ud af gadebilledet, samtidig med at den er kommet tættere på, ja faktisk helt ind i min stue.

Hvis man skal være lidt højstemt, kan man sige, at samfundet taber sin krop. Den bliver kropsløs. Og har vi egentlig reflekteret nok over, hvad det betyder for fælles samtale og nærvær? Hvad det betyder for forholdet til staten? Holder staten op med at være os alle og bliver til en særlig organisation uden reel forbindelse med borgerne, og bringer det os ikke i et usundt modsætningsforhold?

Kristendommens pointe, som vi sagtens kan lære af, er, at magten er nødt til at have krop, for at vi kan forhold os til den. Det er faktisk forskellen på islam og kristendom; at i kristendommen har magten krop i barnet i krybben julenat og i manden på korset langfredag. Kroppen gør noget ved magten. Den kan afmontere magt.

Måske skulle vi prøve at besinde os lidt på, at vi dog er mennesker af kød og blod og har et behov for fysisk nærvær. Ikke kun for tryghed, men også i videre forstand for at kunne forhold os til magten. Det var det, der var kristendommens pointe: at Gud må have krop for ikke at forsvinde op i skyen, hvor magten er uden definition og alligevel ikke efterlader noget sted uden magtens usynlige tilstedeværelse.

Historien viser os, at magt uden krop ikke er af det gode.

QOSHE - Magten er uden krop – og det er ikke godt - Thomas Reinholdt Rasmussen
menu_open
Columnists Actual . Favourites . Archive
We use cookies to provide some features and experiences in QOSHE

More information  .  Close
Aa Aa Aa
- A +

Magten er uden krop – og det er ikke godt

8 0
05.02.2024

Den omsiggribende digitalisering har på mange måder været af det gode, men den har også uønskede sideeffekter.

Jeg var i god tid. Allerede den 1. december skrev jeg årets julekort og fik dem sendt ud i landet.

Men i slutningen af januar fik jeg et julekort tilbage. Det havde ikke kunnet blive leveret, selvom adressen var helt korrekt, og adressaten ikke et helt ukendt menneske i lokalsamfundet.

Nu havde jeg troet i omkring to måneder, at jeg havde sendt et julekort til vedkommende, og så har vedkommende i virkeligheden ikke hørt en lyd fra mig. Det er flovt. Men lige så flovt er det, at vi ikke længere har et postvæsen i Danmark. Det har jeg svært ved at vænne mig til.

Et problem med postvæsnet var, at vi bildte hinanden ind, at det kun skulle bringe breve og pakker ud. Men det var også en sammenhængskraft og havde tidligere mange steder på landet en socialfunktion, der lige........

© Jyllands-Posten


Get it on Google Play