Egentlig har vi slet ikke åbnet bededagsdebatten endnu. For det handler grundlæggende om, hvilken stat vi vil have.
Det er et år siden nu, at den dengang nye flertalsregering besluttede sig for at afskaffe bededag, der siden 1686 havde været en fast del af både kirkeåret og årets fester.
Stadig kan man, som for eksempel i Weekendavisen for nylig, se gengivelser af det skete, hvor det konkluderes, at det blot handler om en kristen helligdag. Intet er mere forkert.
Foråret 2023 var på alle måder en voldsom tid. Den nye regering slog sig selv til lirekassemand på en opgave, ingen andre end de selv havde givet dem. Det var mærkeligt. Og fra i år er bededag så væk.
Det var helt sikkert ikke af åndelige hensyn, at de ville afskaffe den, for de havde ikke noget andet at sætte i stedet. Det var heller ikke af vilje til at lave nyt. Det var pekuniære hensyn – det handlede om økonomi, sagde de. I hvert fald i første omgang. Senere blev der brugt andre argumenter.
Debatten fra folkekirkens side handlede da heller ikke kun om bededag som helligdag, selvom bønnen er noget af det væsentligste for os mennesker. Helligdage er ikke urørlige, og grundlæggende er bøn en grundmenneskelig ytring, som nok skal leve, selv om bededag dør.
Den handlede selvfølgelig også om hvile i et samfund, der drøner derudad, og som en gang imellem godt må pege på andet end slid og vækst.
Men grundlæggende handlede debatten om, hvilken stat vi vil have? Hvilken stat kan vi få øje på, når krudtrøgen fra bededag har lagt sig?
I grundloven står kirke og stat over for hinanden som hinandens tvillinger. Staten er den stærke tvilling med magt til at sætte tvang bag ordene. Kirken er den svage tvilling, der kun kan tale ordet om frihed og nåde, men ikke kan tvinge det igennem.
Der er ingen tvivl om, at staten grundlovsmæssigt kunne det, den gjorde ved bededag, for inden for grundlovens rammer er der ikke grænser for staten. Det er intet sted, hvor staten ikke må være. Men det var et brud på en grundlovstradition, hvor staten respekterer civilsamfundets forhold, og hvor folkekirken i grundloven er skjold for civilsamfundet. Det skal være muligt at samle sig eller lade være, uden at staten er med i det. Det er det afgørende.
Med afskaffelsen valgte staten ikke at respektere civilsamfundet. Den ignorerede alle protester og kom til at bestemme, hvordan den evangeliske kirke skulle tilrettelægge sin forkyndelse.
Bededag blev afskaffet, og naturligvis kan man holde alle de bededage, man vil, men nu er det åbent og ikke en del af folkekirkens alterbog, som fortæller, hvornår der skal holdes gudstjeneste. Staten blev kirke i denne sag og kom til at diktere alterbogen. Det troede jeg faktisk aldrig, jeg skulle opleve.
Vil vi virkelig have en stat, der uhæmmet blander sig i folks forhold? Vil vi have en stat, der ikke anerkender civilsamfundets grænser? Er vi klar til at stå på mål for det? Den debat er vi slet ikke færdige med endnu.
Vi er slet ikke færdige med at tale om bededag
28
1
19.01.2024
Egentlig har vi slet ikke åbnet bededagsdebatten endnu. For det handler grundlæggende om, hvilken stat vi vil have.
Det er et år siden nu, at den dengang nye flertalsregering besluttede sig for at afskaffe bededag, der siden 1686 havde været en fast del af både kirkeåret og årets fester.
Stadig kan man, som for eksempel i Weekendavisen for nylig, se gengivelser af det skete, hvor det konkluderes, at det blot handler om en kristen helligdag. Intet er mere forkert.
Foråret 2023 var på alle måder en voldsom tid. Den nye regering slog sig selv til lirekassemand på en opgave, ingen andre end de selv havde givet dem. Det var mærkeligt. Og fra i år er bededag så væk.
Det var helt sikkert ikke af åndelige hensyn, at de........
© Jyllands-Posten
visit website
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
Michael Kwet
