Lige om et par dage går det for alvor løs med julemusik i radioen og i butikkerne, og tilbud på varer, som måske - måske ikke er uundværlige, for at julen kan blive perfekt. Med alderen har jeg fået et dobbelt forhold til juleriet. Egentlig orker jeg ikke alt det julegejl, og jo ældre jeg bliver, er det som om tiden flyver hurtigere og hurtigere af sted, så der er jul og fødselsdag i et væk. Jeg kan egentlig bedst lide de helt almindelige hverdage, hvor der ikke sker så meget, men hvor der alligevel er så travlt, at der sker nok for mig.

Gaver er somme tider en stressfaktor, der kan forpeste en ellers hyggelig december. I min store familie, hvor der er mere end 20 personer, der skal have gaver, er det nødvendigt med skemaer og lister, så vi ikke glemmer nogen eller noget. Heldigvis er der et par effektive døtre, som er gode til at tage hånd om at samle folk til fællesgaver. Ingen af os mangler noget, og jeg fastholder selv, at jeg ikke vil have ting, men ønsker mig en kop kaffe og en god snak med dem i stedet for. Jeg har somme tider foreslået, at vi kun gav gaver til børnene, men jeg forbeholdt mig samtidig ret til at give gaver til alle. Nogle i familien har hænderne skruet rigtigt på og giver hjemmelavede gaver. Det gør også lykke.

Det lyder som om, jeg er julenegativ, men faktisk er det slet ikke tilfældet. Jeg er vild med at lave ting sammen med børn og børnebørn i december. Og konservativ ungdom har hovedsæde blandt mine familieefterkommere. Der kan ikke indskrænkes eller ændres i traditionerne. Et år foreslog jeg, at vi undlod at bage honninghjerter. Det udløste en proteststorm. Man siger, det er én gang at gøre noget og to gange er en tradition, så der opstår nemt nye ting, som nødvendigvis må gøres hvert år i al evighed.

De små børnebørn, der ikke er så juleerfarne endnu, er slet ikke til at stå for. De begejstres og fascineres af lysene og pynten, og de tror på nisserne, som gør december så spændende. Det ældste barnebarn blev hver dag i december ringet op af en nisse, som i øvrigt hed Møgøre, og som snakkede med fistelstemme. Det var dagens højdepunkt både for femåringen og nissen, og de havde mange gode snakke, hvor Møgøre selvfølgelig holdt med knægten i alt.

Her i huset er der også en nisse, der lægger ting i vores sko indimellem, og på en mørk og kold morgen er det slet ikke dårligt at hitte et stykke chokolade i sin sko.

Og nu vil jeg køre i Brugsen efter kærnemælk, for vi plejer at få æbleskiver den sidste novemberdag.