Med jævne mellemrum diskuterer min hustru og jeg, hvad vi egentlig skal stille op med vore jordiske rester, når den tid kommer.
Det kan skyldes, at jeg har været til læge - hvad jeg af og til er (for en sikkerheds skyld) - men der kan være andre faktorer, der udløser diskussionen.
Jeg ved ikke, hvad årsagen var denne gang, men det kan have været noget så simpelt, som at jeg var til dyrlæge for at få aflivet en af vore venners hund (det er altid mig, der må påtage mig den slags opgaver, fordi jeg er født på landet).
Eller måske var det regeringens overvejelser om organdonation.
Sådan er det så forskelligt ...
Vi havde en årelang diskussion om emnet, fordi jeg en dag nævnte for min kone, at jeg gerne ville brændes, når jeg dør. Og have anbragt min aske på de ukendtes.
Det var min kone stærkt imod - hun er bange for ild, og ville desuden gerne have et sted, hvor mine efterkommere kunne besøge resterne af mig og mindes mig.
Det endte i et kompromis - som den slags diskussioner jo ofte gør. Hun accepterede ilden, til gengæld købte vi i fællesskab et nydeligt lille gravsted, hvor urnen kunne anbringes, så familien kunne aflægge besøg og mindes mig, når den følte trang.
»Selv om jeg ikke forstår, hvorfor I behøver et gravsted for at mindes mig,« sagde jeg.
Det svarede hun ikke på; jeg har en mistanke om at hun tænkte: »Lad ham bare snakke. Når han først er død, kan jeg jo gøre, hvad der passer mig ...«
Sådan løste vi begravelsesproblemet. På sæt og vis kunne vi løse problemet med organerne på samme måde. Hun brød sig ikke om at tænke på, at vore organer skulle genbruges i fremmede kroppe, når vi døde. Jeg for min del syntes, det kunne være ligegyldigt, eftersom jeg jo var hinsides; i øvrigt tiltalte det mig, at jeg for en gangs skyld kunne gøre noget, der var gavnligt for andre.
Når bare jeg var død ...
Så sad vi der en halv nat og diskuterede vore organer. En lidt absurd diskussion. Der var en gang, det hele var simplere: Når man blev gammel nok, døde man! Ikke så meget snak! Nu skal man altså tage stilling til, om man vil dø af det ene eller af det andet. Egentlig har man ikke lyst - men man skal.
Fordi man kan ...
Mener statsministeren vistnok.
Men vi stiller jo krav om et perfekt liv - fra fødsel til død. De færreste af os tør - med vistnok Arthur Millers ord - vælge den positive indfaldsvinkel og sige:
»Med stigende fascination iagttager jeg hver dag mit eget legemlige forfald.«
For det legemlige forfald findes jo næsten ikke mere! Vi nægter at acceptere det. Engang lærte vi at skifte tænderne ud, når de gik i opløsning. Så satte man en dims ind, når hørelsen røg sig en tur. Arme og ben har det i årevis været ren rutine at erstatte; så begyndte lægerne at skære os op for at bytte slidte hofter og lårben ud med noget nyt.
Og ikke nok med det: Når vi ligger der på det, naturen helst ville kalde vores dødsleje, står et helt lægehold klar til at gøre et forsøg med både hjerter, lunger, nyrer, lever og hvad ved jeg!
For et par år siden mente en britisk forsker at med alt det, teknikken kan klare i vore dage, vil vi om få år kunne blive op til 7-800 år gamle.
Ikke tale om at naturen skal have sin ret ...
Det er ofte ikke teknikken, der er problemet.
Det er kun et spørgsmål, om det er donorer nok. Men det problem vil politikerne nu løse for os!
Jeg talte med min læge om det, for politiske opfordringer skal man tage alvorligt.
»Måske har jeg levet for vellystigt til, at nogen kan være interesserede i min lever,« sagde jeg. »Og min kone mener heller ikke, der vil være særlig efterspørgsel efter mit hjerte. Din hjerne, derimod,« siger hun. »Den er godt nok gammel, men den er jo næsten ikke brugt.«
Lægen gav hende ret. »Men,« sagde han. »Man bliver aldrig for gammel til at være organdonor.«
Så kastede han et blik i min journal.
»Men du må hellere skynde dig. Du skulle jo nødigt komme for sent!«
Så gav han mig et telefonnummer, jeg kunne ringe til.
Det viste sig at være nummeret på en dyrlæge.
Men det kunne måske lige så godt have været nummeret på Statsministeriet.
Så havde jeg sagt nej!
Mette Frederiksen skal ikke have min krop - hverken helt eller delvist.
login
who are we?
contact us
qosheapp
Toi Staff
Gideon Levy
Belen Fernandez
Rami G Khouri
Mort Laitner
Donald Low
Ali Fathollah-Nejad
Nikkei Editorial
visit website
