»Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen«.

Sådan begynder et digt skrevet af Dan Turéll. Jeg giver digteren ret langt hen ad vejen. I hvert fald lige indtil vi når til den søde juletid. Højtiden, traditionerne, forventningens glæde fra store og små omkring julens budskab. Jeg vil ikke undvære julen! Er der da slet ingen stress og jag eller forventninger, man ikke kan leve op til? Jo, selvfølgelig! I år måtte vi konstatere, at juletræet, som husbonden stolt og glad havde fældet på egen matrikel, var for kort. Heldigvis lod det sig gøre at finde fire kantede cementsten fra terrassen, som så dannede et meget solidt fundament for juletræsfoden. Yderst praktisk: Gaverne kom op i en højde, hvor de var til at få fat i.

Efter ca. 40 års træning i planlægning og logistik for en større flok af børn, svigerbørn og børnebørn var køkkenet beredt til det yderste af den sidste kogeplade. Toiletpapir, håndklæder og opredte senge var klar. De kunne bare komme an - og det gjorde de! I år væltede yngste søn så ikke en flaske rødvin på damaskdugen, og juletræet blev, hvor det var. Hele aftenen.

Frokosten 1. juledag havde jeg egentlig forestillet mig skulle være sammenskudsgilde. Yngste arving er 38 år, så det burde der jo være belæg for. Det gik såmænd også meget godt. Vores gode ven, Thorkild, bidrog med en sønderjysk specialitet: Solæg - det var imidlertid ikke alle midtjyder, der havde mod på fyldet af tabasco og sennep, men de blev da skyllet ned. Kamstegen leveret af en svigerdatter, der tidligere har arbejdet på Danish Crown, var vi flere, der var mere trygge ved. Herefter mærkede jeg, at alderen eller min manglende opmærksomhed på bordets glæder, spillede ind: Sylten og de 1200 gram rejer havde jeg fuldstændig glemt. Begge dele stod godt gemt i køleskabet, og de drog et lettelsens suk: Endnu en dag hel og fuld påklædte. Men pyt, faktorernes orden er underordnet i dette tilfælde, så lækkerierne slap ikke fri. Det gjorde det samlede selskab heller ikke, da osten skulle serveres. Mellemste søn arbejder på Arla og fremdrog ikke mindre end 22 forskellige oste. Et par stykker af dem gik nærmest selv ind på bordet.

- Nu er de så spredt for alle vinde. Både børnene og de 22 oste. - Sylten nægtede at dele hylde med den svenske 18 måneder lagrede ost.

Hverdagen? Den er velkommen igen. Der er masser af minder om juletiden. I lommer, indkøbsnet og tasker finder jeg krøllede og brugte huskesedler. På hænderne er der også tydelige spor. Røde mærker fra ovnen. Men bløde er de, hænderne. Andefedtet har gjort sit!

Godt nytår. Pas godt på hinanden. - Og husk rejerne!